Tekst efter A. Lakuner udfyldt efter Aa.
Wi Ieop Maghenson prouest i Odhense Vlf priær i Dalom Ieop Nielson priær i sænctæ Hans closter i Odhense Hartuich Hesten Iachim Hinricson Maarten Schinckel och Hinrik Gummæsøn wæbnæræ meth flere godhe men giøre witherlicht meth thethte wort obne bref ath wi nerwærendes wore i Swortebrødhre stuæ i Odhense paa wort landemodh och hørdhe ath herræ Clauæs Ronnow ridder hafde stefnd Iæppæ Klæmetzon borgher i Odhense och taleth til hannom paa wor nadhighe herre konings weghne och saghde ath hannom wor befaleth af wor nadhighe herræ ath talæ om Mathis Iensøns och hans brodhers gotz hwor theth liggendes wore i Fiwn forthi ath the førdhe auendzschiold modh therræ rætæ herræ och righeth och schyllethe fornefnde Iæpp[e] [1] Clæmentzøn ath han besadh theth och bewarethe sigh ther meth . ♦
Thi han saghde sigh før ath hafue krafd theth och kunneth icke fonge / och badh hannom tha giernæ athan een tha wilde wel giøre och fonge therres gotz fra sigh æller pleyæ hannom ræt paa wor nadhighe herres weghne for the godhe men som ther nerwærendes ware som wore wor nadhich herres æmbithzmen prelater och flere riddere och swænæ ♦
Tha swareth forde Iep Clæmentzøn ath thet gotz som i Fiwn ligger ther han hafuer thet hafde Iens Mathisøn fongeth hannom then tith han fick hans dotter och kiendes forde Math[i]s[2] Ienson æller hans brodher ther engen deel wdhi ath hafue ♦
Tha spurdhe forde her Clauæs Ronnou hwi hans husfruæs søsterdeel schulde ware swo stoor och the two brøhredelæ schulde ware encteth . ♦
Tha swareth forde Ieppe Clæmæntzøn ath han kiendes thøm ther engen ræt vdhi ath hafue och anneth swor kunne han icke fonge / ♦
Tha worth ther swo samdrechtelich for rætæ funneth och herre Eggert Frille saghde ordhenæ fram swo . ath the<r> [3] Iens Mathisøn lefde tha matæ han fongæ æller befalæ hans hwem han wilde eet af hans børn æller flere mæthen then tith han dødhe tha hørdhe theth til alle hans arfwinge och swo møgheth som fornefnde Mat[i]s[4] Iensøn och hans brodher wore æller ær tilfalleth / ther hafuer wor nadhich herræ æller hwe[m] [5] han theth befaler ræt ath talæ for forbrudheth gotz / forthi the hafue obenbare och tiit førdh auendz schiold modh therre rætæ herræ och righeth ♦
Och fornefnde herre Clauæs efter hans befaling mat[æ] [6] beware sigh meth therre gotz . i swo maadhe ath fo[r] [d]e [7] Iep Clæmentzøn æller hwo sigh kiendes ther deel meth i ath hafue thøm bur[d]he[8] tilathstædhes och nydhe swo møgheth som han æller the ræt til hafde ♦
Tha opstodh fo[rn]efnde [Ie]ppe[9] Clæmentzøn och straffethe then ræt tøswær ♦
Och tha spurdhe forde herre Eggert Frille hannom om han wilde straffen paa hans faltzmaal ♦
Tha swareth fornefnde Ieppe Clæmensøn ia och straffedhen tha thredhiæsinnæ ♦
Tha swarethe fornefnde herre Eggert Frille / efter thi thu strafferen swo [o]nt[10] och paa thit faltzmaal tha wil iech kommæ meth thich fore wa[r] [11] nadhighe herræ och hans radh och nydhe och vngie[l]de[12] theth ther ræt ær ♦
Tha saghde forde Ieppe Clæmentzøn ath han wilde och swo giøre och theth l[a]auethe[13] the huerandre meth handen i wor nerwærelsæ ♦
Ath swo ær gongeth och fareth som forescreueth stonder theth [w]idhne[14] wi meth wore insighle hengdæ nædhen for thet bref ♦
Datum Ottonie anno domini millesimo quadringentesimo quadragesimo tercio ♦
Vi Jakob Mogensen, provst i Odense, Ulf, prior i Dalum, Jakob Nielsen, prior i St. Hans kloster i Odense, Hartvig Hesten, Joakim Henriksen, Morten Skinkel, og Henrik Gummesen, væbnere, samt flere andre gode mænd, gør vitterligt med dette vort åbne brev, at vi var til stede i Sortebrødrenes stue i Odense på vort landemode og hørte, at hr. Claus Rønnow, ridder, havde stævnet Jeppe Klemensen, borger i Odense, og tiltalte ham på vor nådige hr. konges vegne og sagde, at det var befalet ham af vor nådige herre at rejse tiltale om gods Mads Jensens og dennes broders gods, hvor det end lå på Fyn, fordi de havde ført avindskjold mod deres rette herre og riget; og han anklagede førnævnte Jeppe Klemensen for at besidde og bruge det.
Thi han sagde, at han før havde krævet det og ikke kunnet få det; og han bad ham meget om alligevel at gøre det rette og give deres gods fra sig, eller yde ham ret på vor vor nådige herres vegne foran de gode mænd, som var til stede dér, nemlig vor nådige herres embedsmænd, prælater, og flere riddere og svende.
Da svarede førnævnte Jeppe Klemensen, at det gods, der ligger på Fyn, som han har – det havde Jens Madsen givet ham, dengang han fik dennes datter til ægte, og førnævnte Mads Jensen og hans broder anses ikke at have nogen andel deri.
Da spurgte førnævnte hr. Claus Rønnow, hvorfor hans hustrus søsterpart skulle være så stor, og de to broderparter ingenting.
Da svarede førnævnte Jeppe Klemensen, at han ikke anser dem for at have nogen ret dertil, og andet svar kunne han ikke give.
Da blev der i samdrægtighed afsagt den kendelse – og hr. Eggert Frille fremsagde den således – at mens Jens Madsen var i live, da måtte han give eller betro sit eget til hvem, han ville, ét eller flere af sine børn, men fra det tidspunkt, hvor han døde, tilhørte det alle hans arvinger, og vor nådige herre, eller hvem han har overdraget det, har ret til at rejse tiltale om forbrudt gods for så meget af det, som var eller er tilfaldet førnævnte Mads Jensen og hans broder, fordi de åbenlyst og tit har ført avindskjold mod deres rette herre og riget.
Og førnævnte hr. Claus måtte, efter hans befaling, befatte sig med deres gods, dog således, at førnævnte Jeppe Klemensen, eller hvem der anser sig også at have andel deri dem – dem burde det tilstedes at nyde så meget, som han eller de havde ret til.
Da stod førnævnte Jeppe Klemensen op og afviste to gange denne kendelse.
Og da spurgte førnævnte hr. Eggert Frille ham, om han ville afvise den under bødestraf.
Da svarede førnævnte Jeppe Klemensen ja og forkastede den for tredje gang.
Da svarede førnævnte hr. Eggert Frille: "Fordi du forkaster den så hårdt og under bødestraf, vil jeg komme med dig for vor nådige herre og hans råd og nyde og svare for det, der er ret."
Da sagde førnævnte Jeppe Klemensen, at han også ville gøre således, og det lovede de hinanden med håndslag i vor nærværelse.
At alt er foregået og sket som ovennævnt, bevidner vi med vore segl hængt ved dette brev.
Givet i Odense i det Herrens år 1443.