Jesse Pedersen udsteder en kvittering til Peder Skytte, borgmester i Århus, for på vegne af Henneke Gürtze at have modtaget 40 lybske mark.

Skrivelse fra de hanseatiske oldermænd og købmænd i Novgorod til rådet i Reval, hvori de beretter om russernes dårlige forhold til folk fra Gotland, eftersom russerne har mistet en del gods og nu skyder skylden herfor på folk fra Gotland.I forlængelse heraf berettes det, at russerne har tilladt alle fremmede købmænd - med undtagelse af købmænd fra Gotland - at rejse ud af Novgorod. Dog skal man som fremmed købmand ved udrejsen sværge på, at man ikke er fra Gotland.

Skrivelse fra komturen af Dünaburg til den livlandske ordensmester Siegfried Lander v. Spanheim, hvori han bl.a. meddeler, at (Albertas) Manvydas (høvedsmand i Vilnius) har sagt til komturens udsending, at kong Erik 7. af Pommern har dannet et forbund med hertug Witold af Litauen og nu vil have Reval tilbage.

Hertugerne Heinrich, Adolf og Gerhard forkynder, at de forlænger den med kong Erik i Flensborg indgåede fred fra 25. november 1420 til 11. november 1423.

Skrivelse fra hr. Krister Nilsson (Vasa), høvedsmand på Viborg slot, til rådet i Reval, hvori han anmoder rådet om at hjælpe med at retsforfølge en person ved navn Johan Purin, som har forbrudt sig mod svensk ret. Johan Purin er stukket af fra kong Erik 7. af Pommerns riger og skulle nu efter sigende opholde sig i Reval.

Heinrich 4., Adolf 8. og Gerhard 7., hertuger af Slesvig, giver ditmarskerne toldfrihed på Ejderen, Trenen og i hele landet Holsten, således som det var blevet lovet ditmarskerne af de slesvigske hertugers afdøde onkel Heinrich 3., greve af Holsten, og af deres afdøde moder fru Katharina Elisabeth af Braunschweig-Lüneburg.

Skrivelse fra hr. Krister Nilsson (Vasa), høvedsmand på Viborg slot, til rådet i Reval angående Johan Purin, som er flygtet fra kong Erik 7. af Pommerns riger, samt angående et forbud mod at sælge salt til kong Eriks undersåtter.

Reces af hansestædernes møde i Lübeck, hvori det omtales, at Vicke v. Vitzen, Heinrich Tarnewitz, Vicke Stralendorp og Wulf Limbek til søs har plyndret nogle russere og ført deres skibe og gods til Danmark.

Skrivelse fra hr. Krister Nilsson (Vasa), høvedsmand på Viborg slot, til rådet i Reval, hvori han undskylder for, at han ikke har mulighed for at deltage i forhandlingerne med rådet i Reval om forbryderen Johan Purin, der er undveget fra kong Erik 7. af Pommerns ret. Ej heller har han mulighed for at sende en stedfortræder til forhandlingerne.I forlængelse heraf opfordrer Krister Nilsson rådet i Reval til at forbyde tilførslen af varer til russerne, da de er kong Eriks fjender.

Revers udstedt af Heinrich 4., Adolf 8. og Gerhard 7., hertuger af Slesvig, angående den skat og krigsfølge, som deres mænd i landet Holsten er forpligtede til at yde.

Marine Lavesdatter, enke efter Henneke Reventlow, skænker og overdrager en gård i landsbyen Knud i Fjelstrup sogn til kapitlet i Haderslev.

Rådet i Lübeck skriver til rådet i Reval vedrørende det møde imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestædernes rådsudsendinge, som er blevet holdt i Vordingborg.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, at der siden er blevet holdt et møde i Rostock, og efter forudgående aftale sender rådet i Lübeck hele recessen af mødet i Rostock til rådet i Reval vedlagt nærværende brev.I forlængelse heraf ønsker rådet i Lübeck, at rådet i Reval sender kopier af recessen til rådene i Riga og Dorpat sammen med de breve, som rådet i Lübeck har skrevet til de pågældende råd.Endvidere indskærper rådet i Lübeck, at rådet i Reval skal sikre, at alle de punkter, som recessen indeholder, bliver overholdt, idet det er i alle hansestædernes interesse.Endelig meddeler rådet i Lübeck, at hanseforbundet også har skrevet herom til flere forskellige hansestæder, herunder Bremen, Kampen, Harderwijk, Elburg, Zutphen, samt til hansekøbmændene i Brugge og Bergen.

Kong Erik erklærer, at han har stillet sig til rette for kong Sigismund eller dennes stedfortræder, Heinrich Rumpold, i striden med de holstenske grever.

Hertugerne Heinrich, Adolf og Gerhard af Slesvig erklærer, at de stiller sig til rette for den romerske kong Sigismund eller hans stedfortræder, hertug Rumpold, i striden med kong Erik.

Traktat imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar, Lüneburg, Greifswald og Anklam.

Hertug Wilhelm af Braunschweig og Lüneburg vidimerer på opfordring af de slesvigske hertuger Heinrich, Adolf og Gerhard tre pergamentsbreve, som de slesvigske hertuger har forevist ham. Indledningsvis gives en beskrivelse af brevenes besegling. Heinrich, Adolf og Gerhard anmoder specifikt om instrumentet af hensyn til den forestående farefulde rejse og den dermed forbundne risiko for, at originalerne ville gå tabt.I det første brev udstedt i Nyborg den 15. august 1326 forlener kong Valdemar 3. grev Gerhard 3. af Holsten med hertugdømmet Jylland som arveligt fanelen.I det andet brev udstedt i Nyborg den 16. august 1326 anerkender ærkebiskop Karl af Lund, bisperne Niels af Børglum, Peder af Odense, Jens af Slesvig, Jens af Ribe, Jens af Roskilde, Tyge af Viborg og den udvalgte biskop Svend af Århus og ridderne Lars Jonsen, drost, Ludvig Albertsen, marsk, Knud Porse og Jens Uffesen på hoffets vegne kong Valdemar 3.s overdragelse af hertugdømmet Jylland til grev Gerhard 3. af Holsten som arveligt fanelen.I det tredje brev udstedt i Nyborg den 16. august 1326 anerkender drosten Lars Jonsen, marsken Ludvig Albertsen og 34 andre danske herremænd på hoffets vegne kong Valdemar 3.s overdragelse af hertugdømmet Jylland til grev Gerhard 3. af Holsten som arveligt fanelen.

Hertug Wilhelm af Braunschweig og Lüneburg vidimerer tre breve om grev Gerhard 3. af Holstens forlening med hertugdømmet Jylland som arveligt fanelen.

Hansestædernes rådsudsendinge samt rådet i Lübeck skriver til de livlandske hansestæder.Rådsudsendingene og rådet i Lübeck beretter, at der den 5. januar 1423 i Flensborg er blevet indgået en fred imellem kong Erik 7. af Pommern og hertugerne af Slesvig.Endvidere berettes det, at striden imellem hansestæderne og kong Erik er blevet bilagt. En afskrift af denne aftale imellem hansestæderne og kong Erik er vedlagt nærværende brev. Aftalen betyder, at kongens undersåtter nu har lov til at rejse til hansestæderne for at handle, samt at hansekøbmændene har lov til at rejse til kong Eriks tre riger for at handle. I perioden frem til 23. maj 1423 må heste, levende dyr eller korn imidlertid ikke udføres fra kong Eriks tre riger. Endvidere skal kobberpenningen fortsat være gældende frem til 23. maj 1423 i kong Eriks tre riger. Dog er ingen forpligtet til at modtage kobberpenninge for sine varer, såfremt man i forvejen har afslået det. Såfremt man ikke inden handlens afslutning har givet besked om, hvorledes man ønsker at modtage betalingen, er man forpligtet til at modtage beløbet i kobberpenninge.Endvidere berettes det, at kong Erik har lovet at frigive alle fanger fra hansestæder samt alle skibe og alt gods tilhørende hansestæderne, som er blevet beslaglagt i kong Eriks tre riger. Derfor beder hansestædernes rådsudsendinge og rådet i Lübeck de livlandske hansestæder om uden tøven at skrive til dem, såfremt kong Eriks folk har taget noget fra livlandske hansekøbmænd i de tre riger, eller såfremt kong Eriks folk har lagt dem hindringer i vejen. Såfremt det ikke er muligt for de livlandske stæder at sende et sådant brev, beder hansestædernes rådsudsendinge og rådet i Lübeck om, at de livlandske hansestæder giver deres rådsudsendinge oplysningerne om de pågældende skader med til det møde, som skal holdes 1. maj 1423 i Wismar. Endvidere berettes det, at sagen om alle de skader, som er blevet påført hansekøbmændene i kong Eriks tre riger, skal drøftes nærmere ved et møde i København i pinsen 1423, hvor også kong Eriks råder vil være til stede, således at også denne sag imellem hansestæderne og kong Erik kan bilægges.Endvidere meddeles det, at både de preussiske hansestæder og mange andre hansestæder, vil deltage i det møde, som skal holdes 1. maj i Wismar, hvorfor hansestædernes rådsudsendinge og rådet i Lübeck igen opfordrer de livlandske hansestæder til at sende deres rådsudsendinge med fuldmagt til dette møde. På dette møde vil man drøfte sagen om alle de skader, som er blevet påført hansekøbmændene i kong Eriks tre riger indtil nu, samt hvorledes man bedst kan bilægge striden mellem hansestæderne og kong Erik angående disse skader i København i pinsen 1423.Endelig meddeles det, at det er muligt for de livlandske hansestæder at indtræde i forbundet imellem hansestæderne og kong Erik. De livlandske hansestæders rådsudsendinge skal blot medbringe to beseglede breve til mødet i Wismar 1. maj 1423 med samme ordlyd som den vedlagte afskrift af traktaten imellem hansestæderne og kong Erik (). Det ene brev skal kong Erik have, og det andet brev skal hanseforbundet have.

Conrad Bischof (borgmester i Stralsund) skriver til Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, vedrørende forhandlingerne med kong Erik 7. af Pommern.Conrad Bischof meddeler, at han har modtaget et brev fra højmesteren for Den Tyske Orden. I den forbindelse nævner Conrad Bischof, at han allerede i efteråret 1422 skrev til ordensmesteren i Livland, da Conrad Bischof var i Danmark for at forhandle med kong Erik på Den Tyske Ordens vegne vedrørende indgåelsen af en venskabelig aftale imellem kong Erik og Den Tyske Orden.Endvidere meddeler Conrad Bischof, at rådet i Stralsund derefter igen sendte ham afsted til kong Erik. Denne rejse gik over land igennem landet Holsten til Flensborg. Conrad Bischof rejste sammen med rådsudsendingene fra hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg, Rostock, Wismar og Greifswald. I Flensborg forhandlede hansestædernes rådsudsendinge med kong Erik, og forhandlingerne endte med, at striden imellem kong Erik og hansestæderne blev fuldstændig bilagt. Dette har betydet, at alt, hvad der hørte hjemme i hansestæderne, men som var blevet beslaglagt i kong Eriks tre riger, nu er blevet frigivet. Endvidere har enhver nu lov til at rejse frit fra kong Eriks tre riger til hansestæderne og fra hansestæderne tilbage til kong Eriks tre riger uden hindringer. Herpå er der blevet indgået en evig forbundsaftale imellem kong Erik og hansestæderne ().Endvidere meddeler Conrad Bischof, at Sigismund, romersk konge, havde sendt den højbårne fyrste Heinrich, også kaldet Rumpold, hertug af Groß-Glogau, til Flensborg. I den forbindelse nævner Conrad Bischof, at hertug Heinrich nu efter sigende er død.Conrad Bischof meddeler, at hertug Heinrich Rumpold har foranstaltet en fredsaftale (et ) imellem kong Erik og de holstenske herrer, ifølge hvilken kong Sigismund skal afsige dom i sagen imellem kong Erik og de holstenske herrer til sankthans 1424 (jf. Ofendommen, ).Desuden blev der helligtrekongersaften 1423 indgået en fred i Flensborg (jf. ), men hertug Heinrich Rumpold deltog aldrig i forhandlingerne imellem kong Erik og hansestæderne. Efter aftale med de andre hansestæder forhandlede kun Conrad Bischof og hans fæller fra Stralsund med kong Erik. Disse forhandlinger varede i fem dage.Under forhandlingerne imellem Conrad Bischof og kong Erik, drøftede Conrad Bischof bl.a. de samme ting med kong Erik, som han tidligere på vegne af Den Tyske Orden havde drøftet med kongen. Herpå har kong Erik mundtligt over for Conrad Bischof lovet, at han vil tage til sit eget land Pommern nu til sommer, og at han dér vil mødes med højmesteren for Den Tyske Orden på grænsen imellem Pommern og Preussen, idet han ønsker at forlige sig fuldstændigt med Den Tyske Orden. Kong Erik har bedt Conrad Bischof om at sige dette videre til højmesteren.Endvidere meddeler Conrad Bischof, at hansestædernes rådsudsendinge skal til København i pinsen for at holde et møde med kong Erik. Når dette møde er overstået, vil kong Erik rejse afsted til Pommern.Endelig meddeler Conrad Bischof, at striden imellem Lübeck og Hamburg er blevet bilagt.

Rådet i Riga skriver til rådet i Reval.Indledningsvis meddeler rådet i Riga, at det 26. februar 1423 har modtaget et brev fra hansestædernes rådsudsendinge og rådet i Lübeck vedrørende kong Erik 7. af Pommern (), samt at det sender en afskrift af dette brev til rådet i Reval i nærværende brev.Derefter opfordrer rådet i Riga rådet i Reval til at deltage i et møde i Wolmar 21. marts 1423. Endelig opfordrer rådet i Riga rådet i Reval til at sende rådsudsendinge til hansedagen i Wismar 1. maj 1423, hvor der skal forhandles om de skader, som tit og ofte er blevet påført hansestæderne i kong Eriks tre riger.

Rådet i Dorpat skriver til rådet i Reval.Rådet i Dorpat meddeler, at det den 7. marts 1423 har modtaget et brev fra rådet i Riga indeholdende en afskrift af hansestædernes rådsudsendinge og rådet i Lübecks brev af 22. januar 1423 vedrørende kong Erik 7. af Pommern samt en afskrift af det den 6. januar 1423 i Flensborg indgåede forsvarsforbund imellem kong Erik og forskellige hansestæder.Endvidere meddeler rådet i Dorpat, at det vil sende rådsudsendinge til det møde, som skal holdes den 21. marts 1423 i Wolmar. I forlængelse heraf opfordrer rådet i Dorpat rådet i Reval til også at sende deres fuldmægtige rådsudsendinge til det pågældende møde.Endvidere meddeler rådet i Dorpat, at det ville have sendt de førnævnte afskrifter til rådet i Reval, såfremt rådet i Riga ikke allerede havde gjort det.Endelig opfordrer rådet i Dorpat rådet i Reval til at sende en rådsudsending til den hansedag, som skal holdes den 1. maj 1423 i Wismar.

Kong Erik 7. af Pommern opfordrer (grev Heinrich af Holsten) til at forhindre, at fru Katherine, Peter Uckens hustru, bliver forurettet af hr. Detlev v. Ahlefeldt og andre af hans folk, for at freden imellem dem kan blive holdt desto venligere.

Forsvarsforbund sluttet imellem brødrene Otto 2. og Kasimir 5., hertuger af Pommern-Stettin, på den ene side og brødrene Wartislaw 9. og Barnim 7., hertuger af Pommern-Wolgast, og deres fætre Barnim 8. og Swantibor 3., hertuger af Pommern-Wolgast-Barth, på den anden side i nærværelse af kong Erik 7. af Pommern og efter kong Eriks og begge parters råds råd.Aftalen indebærer, at hver part skal hjælpe den anden part, såfremt den anden part har brug for og kræver hjælp.Således skal den ene part stille 30 bevæbnede mænd til rådighed for den anden part, såfremt den anden part kræver det. Omkostningerne for disse 30 bevæbnede mænd skal bæres af den part, af hvem hjælpen kræves.Såfremt den part, som kræver hjælp, skulle behøve mere hjælp end de 30 bevæbnede mænd, er den part, af hvem hjælpen kræves, forpligtet til at yde den hjælp, som den anden part kræver, så længe fejden varer.Endvidere fastsættes det, at dette forsvarsforbund skal være ubrydeligt, så længe begge parter lever.Afslutningsvis er forbundsaftalen medbeseglet af ridderne Benedict Pogwisch, Svend Sture, Heinrich v. d. Borne og Jens Grim (Has), af væbnerne Pawel Mörder, Claus Behr og Brüning Nienkerken samt af kansleren hr. Heyse.

Hertug Adolf af Slesvigs erklæring til alle kurfyrster og fyrster om, at brødrene hertug Erich 5. af Sachsen-Lauenburg, hertug Magnus af Sachsen-Lauenburg, biskop i Cammin, hertug Bernhard 2. af Sachsen-Lauenburg og hertug Otto af Sachsen-Lauenburg er af samme slægt som afdøde hertug Rudolf 3. af Sachsen-Wittenberg og afdøde hertug Albrecht 3. af Sachsen-Wittenberg.

Traktat imellem Erik af Pommern og hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar, Lüneburg, Greifswald og Anklam.

På Skånes landsting erklærer landsdommeren og 24 gejstlige og verdslige stormænd på forespørgsel af Erik af Pommern, at der ikke på Christoffer 2.s tid eller siden er valgt andre konger af Danmark på landstinget i Lund end Valdemar Atterdag, Oluf og Erik af Pommern.

På Sjællands landsting erklærer landsdommeren og 24 gejstlige og verdslige stormænd på forespørgsel af Erik af Pommern, at der ikke på Christoffer 2.s tid eller siden er valgt andre konger af Danmark på landstinget i Ringsted end Valdemar Atterdag, Oluf og Erik af Pommern.

På Nørrejyllands landsting erklærer landsdommeren og 36 gejstlige og verdslige stormænd på forespørgsel af Erik af Pommern, at der ikke på Christoffer 2.s tid eller siden er valgt andre konger af Danmark på landstinget i Viborg end Valdemar Atterdag, Oluf og Erik af Pommern.

Beskyttelsesbrev udstedt af Heinrich 4., Adolf 8. og Gerhard 7., hertuger af Slesvig, for Johann Schele, biskop i Lübeck, og hele Lübeck stift.

Biskop Johannes af Ratzeburg vidimerer tre breve vedrørende dronning Margretes forlig med hertugen af Slesvig og greverne af Holsten 1392, pantsættelsen af Flensborg og Nyhus til kong Erik 7. af Pommern og dronning Margrete i 1409 og kong Valdemar 4. Atterdags forlening af grev Johann 3. af Holsten med Femern som arvelen 1340.

Johann (v. Trempe), biskop i Ratzeburg, vidimerer følgende tre breve:1) Dronning Margretes brev af 12. juli 1392, i hvilket hun slutter et forlig med Klaus, greve af Holsten, Gerhard 6., hertug af Slesvig, og dennes brødre Albrecht 2. og Heinrich 3., grever af Holsten.2) Kong Erik 7. af Pommerns genbrev af 9. oktober 1409 til et brev udstedt samme dag af Heinrich 3., greve af Holsten, og Elisabeth, hertuginde af Slesvig, i hvilket de pantsætter Flensborg by og borgen Nyhus til kong Erik og dronning Margrete for 11400 mark lybsk.3) Kong Valdemar 4. Atterdags brev af 21. maj 1340, i hvilket han forlener Johann 3., greve af Holsten, med Femern som et arvelen.

Notits i hansestaden Wismars liber proscriptorum, at sørøveren Klaus Syzyk er blevet dømt fredløs, fordi han sammen med andre sørøvere havde taget et skib fra Assens indeholdende meget gods.

Procesindlæg fra holstensk side.1) Kong Erik 7. af Pommern klager over de holstenske herrer, i særdeleshed vedrørende hertugdømmet. Kong Erik mener, at de holstenske herrer uretmæssigt hindrer ham i at modtage det, som tilhører den danske krone, nemlig Gottorp, Slesvig og Tønder samt alle de andre stæder, slotte, herreder, landsbyer og alt det gods, som de holstenske herrer har i deres varetægt i Sønderjylland. Derfor kræver han af den romerske konge eller af den romerske konges fuldmægtige, at der bliver sørget for, at de holstenske herrer overdrager det, som tilhører den danske krone, til kong Erik, samt at den danske krone får kompensation for den skade, som den har lidt på grund af de holstenske herrer.2) Hertil svarer de holstenske herrer, at de ikke besidder de førnævnte stæder, slotte, landsbyer og herreder, som tilhører den danske krone, uretmæssigt. Derimod besidder de de førnævnte stæder, slotte, landsbyer og herreder som et len, som kong Valdemar 3. gav til deres forfædre med det danske rigsråds samtykke. Således har det førnævnte hertugdømme Sønderjylland fra gammel tid været et fyrstelen og et ret arvelen, hvilket de holstenske herrer kan bevidne med kong Valdemar 3.s og det danske rigsråds åbne beseglede breve. Og da de holstenske herrer nu besidder det førskrevne arvelen grundet arv, besidder de ikke de førnævnte slotte, stæder, landsbyer eller områder med vold eller uret. Derimod besidder de de førnævnte områder med rette, hvilket de kan bevise med dronning Margretes åbne beseglede brev, med hvilket hun på egne og sine efterkommeres vegne lover, at hun aldrig vil bestride, at hendes søn kong Oluf 2. forlenede de holstenske herrers far med det førskrevne len. Og eftersom deres far før dem og de selv efter ham har besiddet arvelenet i flere år uden protester, og eftersom de altid har opfyldt de forpligtelser, som de i henhold til deres breve vedrørende arvelenet skal opfylde, mener de, at kong Erik ikke kan kræve hertugdømmet tilbage, men at han derimod skal genforlene dem med hertugdømmet, samt at han skal yde dem kompensation for al den skade, som de har lidt grundet den krig, overlast og uret, som kong Erik har påført dem.3) Hertil vil kong Erik sikkert sige, at ingen dansk konge kan fjerne eller give noget af den danske krones arvegods bort eller forlene nogen med noget af det, som tilhører den danske krone, i længere tid end den pågældende konges egen levetid. Endvidere vil kong Erik sige, at han kan bevise dette med den danske ret eller lovbog. Derfor mener kong Erik, at forleningen af hertugdømmet Jylland kun kan forblive ved fuld magt, så længe den pågældende konge lever, idet Jylland fra gammel tid har været og stadig er den danske krones arvegods.4) Hertil svarer de holstenske herrer, at hertugdømmet Jylland fra gammel tid har været og stadig er et hertugdømme og et fyrstelen tilhørende den danske krone, som den førnævnte kong Valdemar 3. endda selv havde som len, hvorfor de mener, at der ved den førnævnte forlening af hertugdømmet ikke er blevet fjernet noget af det, som tilhører den danske krone. Endvidere svarer de holstenske herrer, at enhver, som har magt til at give en lov og til at holde den ved fuld magt, også har magt til at forandre, forlænge, forkorte, opretholde samt ophæve denne lov, eftersom den danske ret eller lovbog kun er gældende, såfremt de danske konger og det danske rigsråd i fællesskab giver deres samtykke dertil. Da nu den førnævnte forlening af hertugdømmet Jylland er sket med samtykke fra den førskrevne danske konge og Danmarks rigsråd, nemlig ærkebispen i Lund samt Danmarks syv biskopper og Danmarks riges øverste marsk og Danmarks riges drost og 36 riddere og adelsfolk, som alle var danske rigsråder, hvilket de holstenske herrer kan bevidne med kong Valdemar 3.s og de danske rigsråders åbne beseglede breve desangående, mener de holstenske herrer, at forleningen skal have lige så megen gyldighed som den danske ret eller lovbog.5) Hertil vil kong Erik sikkert sige, at de breve, som dronning Margrete har givet de holstenske herrer, hvori hun lover aldrig mere at føre sag mod dem om de førnævnte slotte og stæder, ikke kan ligge den danske krone til last, eftersom hun i de førskrevne breve ikke kalder sig dronning af Danmark, men blot arving til Danmark. Danmark er imidlertid slet ikke noget arverige, hvorfor hun heller ikke har beseglet brevet som dansk dronning. Af samme årsag kan de vidnesbyrd, som de holstenske herrer mener at have, hvad angår kong Valdemar 3.s forlening af hertugdømmet til de holstenske herrers far, hverken ligge Danmarks rige eller den danske krone til last, idet disse vidnesbyrd ikke stammer fra Danmarks riges stormænd eller mænd, men derimod fra holstenere og de holstenske herrers undersåtter.6) Hertil svarer de holstenske herrer, at de i kraft af dronning Margretes brev under alle omstændigheder kan bevise, at deres far i mange år har besiddet hertugdømmet Slesvig uden hendes indvendinger, selvom det skulle vise sig, at dronningens brev var uden gyldighed.7) Endvidere kan det tænkes, at kong Erik vil sige, at kong Christoffer 2. var en retmæssigt hyldet konge og tillige søn af Danmarks konge, samt at kong Christoffer selv skrev sig som dansk konge på det tidspunkt, da kong Valdemar 3.s forlening af Sønderjylland skete. Endvidere blev kong Christoffer ikke forvist som følge af den slags misgerning, grundet hvilken man med rette kan forvise en konge. Derimod blev han fordrevet med vold, og derefter blev han slået ihjel på Lolland. Alt dette skete, fordi kong Valdemar 3. på det tidspunkt, da hans forlening af Sønderjylland fandt sted, slet ikke var nogen rigtig konge af Danmark, hvorfor selve forleningen af Sønderjylland og alt, hvad den havde afstedkommet, ikke havde nogen gyldighed ifølge retten.8) Hertil svarer de holstenske herrer, at enhver hyldet konge eller kejser med rette kan afsættes, såfremt den pågældende har gjort noget, som er i strid med den ed, som vedkommende har aflagt til kronen. Dette er da også sket for kort tid siden med kong Wenzel af Bøhmen, som kurfyrsterne afsatte på grund af vedkommendes misgerning, dengang han var en fuldmægtig romersk konge. Herefter valgte kurfyrsterne først hertug Ruprecht af Bayern og derefter kong Sigismund af Ungarn til romersk konge, selvom kong Wenzel af Bøhmen stadig skrev sig som romersk konge, hvilket han altså slet ikke var. Havde man ikke kunnet afsætte kong Wenzel af Bøhmen, ville den nuværende romerske konge Sigismund heller ikke være nogen retmæssig romersk konge, og på den måde ville alt, hvad kong Ruprecht og kong Sigismund som romerske konger og i den romerske konges navn har gjort, være fuldkommen ugyldigt. Når nu en dansk konge hverken er valgt af paver, kejsere eller andre konger, men derimod alene af Danmarks rigsråd, kan Danmarks rigsråd også med rette afsætte en dansk konge, såfremt vedkommende har udført den misgerning, som berettiger en afsættelse, og såfremt det er nødvendigt. Heri adskiller Danmarks rigsråd sig ikke fra kurfyrsterne, som kan afsætte en kejser eller en romersk konge. Og når nu ærkebiskoppen, Danmarks syv biskopper og de 36 riddere og adelsfolk, det vil sige hele Danmarks riges råd, bevidner, at kong Christoffer har brudt den ed, som han aflagde til kronen, samt at han har udført mange andre misgerninger, på baggrund af hvilke man med rette kan afsætte enhver konge, og på baggrund af hvilke det danske rigsråd også afsatte ham, mener de holstenske herrer ikke, at kong Christoffers afsættelse og valget af Valdemar til konge er sket uretmæssigt. Ej heller har det ifølge de holstenske herrer betydning, at kong Christoffer skrev sig som konge af Danmark, efter kong Valdemar var blevet valgt som konge af Danmark, for det var alene kong Christoffers egen misgerning, som retmæssigt berøvede ham kronen og riget. Hvad angår kong Valdemar, blev han valgt til Danmarks konge af et enigt dansk rigsråd, således som det skal ske for enhver dansk konge. Derfor er kong Valdemars forlening af hertugdømmet også sket med rette, hvorfor forleningen skal have lige så stor gyldighed som den danske ret eller lovbog.9) Endvidere kan det tænkes, at kong Erik nu vil sige, at det førnævnte len er blevet afskåret fra kronen og riget, hvorfor han med rette kan tage det tilbage.10) Hertil svarer de holstenske herrer, at deres forfædre aldrig er blevet anklaget for noget sådant, mens de levede, samt at det kan bevises, at de aldrig har forbrudt sig mod den danske krone, hvorved man ville kunne sige, at de havde tabt retten til lenet. Såfremt de har forbrudt sig imod den danske krone, er det først sket, efter kong Erik blev deres fjende, idet han begyndte en åben krig imod dem.11) Hvad angår landet Femern og slottet Glambæk, vil de holstenske herrer sige til kong Erik, at de håber, at kong Erik har pligt til at genforlene dem med landet Femern og slottet Glambæk samt overdrage landet Femern og slottet Glambæk til dem i henhold til danske kongers åbne breve vedrørende Femern. Dette skal kong Erik gøre, for det første fordi de kan bevise med de førnævnte danske kongers åbne breve, at landet Femern er deres arvelen, for det andet fordi de har besiddet Femern i mere end 40 år uden indvendinger, samt for det tredje fordi kong Erik har erobret og ødelagt Femern inden for den gensidigt bekræftede fredsperiode.

Hr. Predbjørn (Henningsen) v. Podebusk (til Vosborg), ridder, sælger sin arv i møllen ved Goltze i Zirkow sogn på Rügen til Jens (Andersen (Lodehat)), biskop i Roskilde, for 100 stralsundske mark.

Hertug Adolf 8. af Slesvigs privilegium til folkene på Femern.Hertug Adolf erklærer, at han har givet dem af hans stakkels folk på Femern, som var blevet fordrevet af kong Erik 7. af Pommern, og som vel at mærke endnu er i live, tilladelse til at tage deres nedarvede besiddelser og deres ejendom i besiddelse igen.Endvidere erklærer hertug Adolf, at han og hans arvinger vil lade enhver blive ved sine gamle rettigheder og sædvaner og ved al ret.Endvidere giver hertug Adolf folkene på Femern skattefrihed fra mikkelsdag, dvs. 29. september 1424, og fem år frem.

Kong Erik giver fuldmagt til sine udsendinge til at modtage kong Sigismunds dom på hans vegne.

Koncept til hertug Heinrichs fuldmagt til sine udsendinge Nicolaus Sacchow og Marquard Vlotow til mødet i Flensborg samme dag, cf. 14240509003.

Hertug Heinrich udsteder fuldmagt til sine udsendinge Nicolaus Sacchow og Marquard Vlotow til mødet i Flensborg samme dag, cf. 14240509002.

Olof Thomasson, foged på Gotland, erklærer, at han på Gotlands vegne af rådet i Reval har modtaget 10 års leje for Gotenhof i Novgorod.Endvidere udlejer Olof Thomasson på landet Gotlands vegne atter Gotenhof til hanseforbundet for en tyveårig periode. Lejen beløber sig til fem rhinske gylden pr. år.

Neustadts vidnesbyrd om den holstenske greveslægts adkomst til hertugdømmet Slesvig.

Byen Heiligenhafens vidnesbyrd om de holstenske grevers adkomst til hertugdømmet Slesvig.

Byen Uelsens vidnesbyrd om de holstenske grevers adkomst til hertugdømmet Slesvig.

Hertug Adolf af Slesvig stadfæster salget af tre morgen land i Grevenkop af Vollert Becker, kapellan i Segeberg, til dennes bror Arend Becker.

Gerhard 7., hertug af Slesvig, erklærer, at en vis Abor er fri af det retmæssige indlager, som han over for hertug Gerhard og hertugs Gerhards bror Heinrich 4., hertug af Slesvig, havde lovet at ville holde.

Broder Raymund, provinsialprior for prædikebrødrene i Danmark, anmoder rådet i Reval om at hjælpe prædikebrødrekonventet i Reval. Ifølge Raymund bliver prædikebrødrekonventet i Reval nemlig forfulgt af biskoppen og kapitlet i Reval.

Rådet i Rostock skriver til rådet i Wismar vedrørende forhandlingerne med dronning Philippa og vedrørende et snarligt møde. Det meddeles, at rådet i Rostock har modtaget et brev fra rådet i Wismar og et vedlagt brev fra rådet i Lübeck. Endvidere meddeles det, at rådet i Rostock vil fremføre Wismar og Lüneburgs meninger og ønsker over for dronning Philippas udsendinge og Stralsunds udsendinge. Endelig meddeles det, at rådet i Rostock inderligt håber på, at der vil blive holdt et møde enten i Wismar eller i Buckow med deltagelse af dronning Philippas udsendinge samt udsendinge fra Rostock, Wismar og Stralsund.

Rådet i Wismar skriver til rådet i Lübeck vedrørende forhandlingerne med dronning Philippa og vedrørende et snarligt møde. Rådet i Wismar meddeler, at man har bedt rådet i Rostock om at sende folk til det møde, som skal holdes med dronning Philippas udsendinge. Herpå har rådet i Rostock sendt rådet i Wismar et svar, som rådet i Wismar har vedlagt nærværende brev. Endelig meddeles det, at dronning Philippas udsendinge ifølge rådet i Wismars oplysninger endnu ikke er ankommet til Rostock.

Mønttraktat indgået imellem dronning Filippa og hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar repræsenteret ved udsendingene Tideman Steen og Heinrich v. Haren.

Rådet i Lüneburg meddeler rådet i Lübeck, at de endnu ikke kan tage stilling til mønttraktaten med dronning Philippa (), idet de først må rådføre sig med dem, som de har møntfællesskab med på vegne af herskabet i Lüneburg. Sådan som de forstår det, vil aftalen med dronning Philippa nemlig betyde en væsentlig forringelse af mønten, hvilket strider imod den aftale om ikke at forringe mønten, som de har indgået med dem, som de har møntfællesskab med. De vil derfor tale om mønttraktaten med dem, som de har møntfællesskab med, og så snart de er nået frem til en afgørelse, vil de sende rådet i Lübeck et svar.

Rådet i Lübeck svarer på et brev fra rådet i Wismar vedrørende to åbne breve, som dronning Philippas udsending har vist rådet i Wismar, nemlig et brev fra dronning Philippa selv og et brev fra de tre nordiske rigers rigsråd. Rådet i Lübeck meddeler, at dronning Philippas udsending også har været i Lübeck og vist rådet i Lübeck de pågældende breve. Endvidere meddeles det, at rådet i Lübeck har skrevet et svar på dronning Philippas åbne brev, og at en afskrift af dette svar er vedlagt nærværende brev til rådet i Wismar. Ligeledes har rådet i Lübeck skrevet et identisk svar på de tre rigers rigsråds brev. Endvidere meddeles det, at dronning Philippas udsending havde fået til opgave at slå de to pågældende breve eller afskrifter af disse op på kirkedørene i Lübeck, hvortil rådet i Lübeck imidlertid har svaret, at det ikke var sædvane i Lübeck, samt at rådet i Lübeck dog ikke ville hindre ham i det, såfremt han alligevel ville gøre det, men at han skulle være klar over, at rådet i Lübeck heller ikke ville hindre de holstenske herrer i at slå deres breve op på kirkedørene i Lübeck, såfremt de kom med lignende breve.

Rådet i Lübeck skriver til rådet i Wismar, idet rådet i Wismar ønsker at vide, hvad rådet i Lübeck vil skrive til de holstenske herrer med hensyn til dronning Philippa og hendes rigsråd. Rådet i Lübeck meddeler rådet i Wismar, at rådet i Lübeck mundtligt vil give deres udsendinge, som om kort tid skal til Wismar, besked derom. Endvidere meddeles det, at rådet i Lübeck har skrevet til Hamburg og Lüneburg angående det møde, som skal holdes den 26. november 1424 i Wismar.

Hans Odde skriver til rådet i Kiel vedrørende drabet på hans far, som boede i Kopperpahl ved Kiel.Hans Odde meddeler, at han endnu ikke har fået erstatning af Macke Rönnerfeld, borger i Kiel, som slog Hans Oddes far ihjel ved sin egen hånd.Hans Odde beder derfor rådet i Kiel om at beordre Macke Rönnerfeld til at give kompensation for drabet.

Rådet i Stralsund svarer på et brev fra rådet i Lübeck, hvori rådet i Lübeck skriver, at man på det møde, som blev holdt i Rostock med deltagelse af Stralsunds udsending, Lübecks skrivermester Paul samt folk fra Wismar, Greifswald og Rostock vedrørende mønten, ikke kunne komme til enighed om at holde et nyt møde i Rostock vedrørende mønten. Derfor blev Lübeck og de andre hansestæder enige om ikke at ændre på det, som man allerede havde aftalt med dronning Philippa og hendes råd, samt om at Stralsund, Rostock og Greifswald skulle sende deres udsendinge og møntmestre til Lübeck inden dagen for Sankt Peters stol, dvs. den 22. februar, for at holde et nyt møde dér.Rådet i Stralsund meddeler rådet i Lübeck, at det ikke har mulighed for at sende en udsending til det møde, som nu skal holdes i Lübeck vedrørende mønten. Endvidere nævner rådet i Stralsund, at det har drøftet sagen med Greifswald og andre hansestæder, som heller ikke har mulighed for at sende udsendinge til mødet. Det undrer derfor rådet i Stralsund, at rådet i Lübeck ikke vil holde mødet i Rostock. Imidlertid vil rådet i Stralsund sammen med Greifswald og andre hansestæder give Rostocks udsending fuldmagt til at forhandle på Stralsunds vegne, eftersom Rostock vil sende en udsending til mødet i Lübeck.

Fru Gertrud, enke efter Bertel Wilde, borgmester i Rendsborg, sælger til Lage Knudsen alt det gods, som hun har arvet efter Jes Nielsen Prentze i landsbyen Åtte, Føvling sogn, Malt herred.

Hr. Trued Hase, foged på Visborg, og Herman Münter, embedsmand på Visborgs forborg, udsteder en vidisse på et brev af 2. september 1411, i hvilket kong Erik 7. af Pommern har bekræftet staden Visbys privilegier.

Vadstena klosters konvent meddeler rådet i Reval, at konventet har drøftet sagen om det strandede gods på Gotland med dronning Philippa.Dronning Philippa har meddelt konventet, at hun allerede har skrevet og nu igen vil skrive til hr. Trued Hase, høvedsmand på Gotland, at hverken hun eller hendes herre, kong Erik 7. af Pommern, vil have noget af det strandede gods. Derimod har hun instrueret Trued Hase i at levere godset tilbage til dets retmæssige ejere, idet hun dog har erklæret, at hun ikke kan gøre noget ved den del af godset, som ifølge de gamle privilegier tilfalder landet og de folk, som har hjulpet til med at bjerge godset. Dronning Philippa har imidlertid indkaldt borgmestrene fra Gotland, og når de mødes med dronningen, eller når kong Erik er kommet hjem, hvilket han efter konventets forhåbning meget snart vil gøre, vil konventet gøre alt, hvad det kan for at finde en løsning på sagen.Endelig takker konventet rådet i Reval for alt det gode, som rådet har gjort og stadig gør mod birgitinerklostret Mariendal ved Reval.

Ridder Krister Nilsson ((Vasa), høvedsmand på Viborg slot) skriver til rådet i Reval.Krister Nilsson meddeler, at han har forklaret de russiske udsendinge fra Novgorod, at hverken kong Erik 7. af Pommern, han selv eller Reval er skyld i plyndringen af russerne, og at han heller ikke i fremtiden kan give garanti for, at der ikke vil forekomme sørøveri.Endvidere meddeler Krister Nilsson, at han ikke kan forbyde sine undersåtter at handle med russerne uden kong Eriks tilladelse, samt at det forbud mod handel med russerne, som hansestæderne har indført, ikke gælder for kong Eriks undersåtter. I den forbindelse meddeler Krister Nilsson, at han nu vil drage afsted for at holde et møde med kong Erik. Såfremt Reval sender rådsudsendinge til dette møde, vil Krister Nilsson gøre, hvad han kan, for at hjælpe Reval i denne sag.Endelig beder Krister Nilsson rådet i Reval om ikke at gøre uret mod hans tjener (Hans) Wrede, som er blevet taget til fange i Reval på rådet i Dorpats foranledning i anledning af dennes anklager mod Dorpat for at forholde ham gods.

Richard Lange, rådmand i Reval, og Hermann Butenschön, rådmand i Dorpat, meddeler rådet i Reval, at de nu har været i København i 14 dage, og at de har fremlagt deres sag for kong Erik 7. af Pommern. Kong Erik ville imidlertid først give dem et svar, når han havde hørt, hvad hr. Trued Hase havde at fortælle. Efter Trued Hase ankom til København den 7. juni, har han fremlagt sagen temmelig vilkårligt for kong Erik i Lange og Butenschöns fravær, og allerede den 8. juni er Trued Hase rejst fra København, men de håber stadig, at sandheden vil komme for en dag.Lange og Butenschön har derfor talt med ærkebiskoppen af Uppsala og Klaus Lydekesson, høvedsmand på Åbo slot, som har rådet dem til at lade sagen hvile indtil sankthansdag, idet både hansestædernes udsendinge, alle biskopperne i de tre riger og rigernes råd vil komme til København til den tid. På den måde mener ærkebiskoppen og Klaus Lydekesson, at sagen vil få en god afslutning.Endvidere meddeler de, at de har erfaret, at hansestædernes udsendinge er på vej til Flandern.Endvidere meddeler de, at hr. Johann Oldinkhoff har været hos dem. Oldinkhoff ønsker, at rådet i Reval skal anbefale ham over for ordensmesteren for Den Tyske Orden. I den forbindelse meddeler de, at Oldinkhoff vil være i Reval den 24. juni. Kong Erik og dronning Philippa har forsynet ham med anbefalingsbreve til ordensmesteren, således at Oldinkhoff kan få kompturembedet i Sverige.Endelig meddeler Lange og Butenschön, at de har pålagt Klaus Lydekesson at sende nærværende brev til rådet i Reval, idet han nu rejser mod Åbo. De opfordrer desuden rådet i Reval til at sende deres svar direkte til Lydekesson, som således kan tage det med sig fra Åbo, idet han skal være tilbage i København til sankthansdag.

Optegnelse om, at stokkenævnet i Slesvig by har tilkendt prædikebrødrenes kloster i Slesvig by den halvdel af et stykke jord, hvorpå Arnd Hegher havde boet, og som førhen var skødet til prior Gerhard.

Klaus Lydekesson, høvedsmand på Åbo slot, meddeler rådet i Reval, at Richard Lange, rådmand i Reval, og Hermann Butenschön, rådmand i Dorpat, har talt med kong Erik 7. af Pommern og dronning Philippa i København. Lydekesson meddeler, at de, således som de skriver i det vedlagte brev (), ikke har kunnet afslutte sagen om det strandede gods på Gotland. Af den årsag vil de lade sagen hvile, indtil rigsrådet og hansestædernes udsendinge mødes den 24. juni 1425 i København. Lydekesson har drøftet sagen med sine venner fra rigsrådet, heriblandt ærkebiskoppen af Uppsala, som alle ønsker at hjælpe rådet i Reval i sagen. Endelig meddeler Lydekesson, at han sammen med rådet i Åbo skal rejse tilbage til kong Erik og rigsrådet i København. Såfremt rådet i Reval ønsker at skrive til Lange og Butenschön, som befinder sig i København, kan han medtage brevet fra rådet i Reval.

Hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismars beretning om Kong Erik 7. af Pommerns afgørelse i striden mellem hansestæderne og hr. Trued Hase, høvedsmand på Gotland.Det berettes, at udsendinge fra hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund, Braunschweig, Wismar, Greifswald, Visby, Dorpat og Reval forsamledes i København den 7. juli 1425. Her fremlagde de for kong Erik sagen om det revalske og dorpatske gods, som var strandet på Gotland efter Claus Nielops skibbrud.Under mødet med kong Erik beskyldte hansestædernes udsendinge hr. Trued Hase for at have tilranet sig det strandede gods og for at have håndteret det i modstrid med retten.Hansestædernes udsendinge overlod det nu helt og aldeles til kong Erik at afgøre sagen, og kong Erik påtog sig sagen.Den 17. juli 1425 fremlagde kong Erik sin afgørelse i sagen. Ifølge afgørelsen skulle alt det gods, som var blevet bjerget fra skibet, frigives og udleveres med undtagelse af den tredjedel, som hr. Trued Hase sammen med bønderne havde taget i bjergeløn.Om den tredjedel, som hr. Trued Hase og bønderne havde beholdt, skulle man holde et møde, hvortil dommerne fra Gotland skulle komme med de privilegier, som de gotlandske bønder ifølge hr. Trued Hase havde, og hvortil også hansestæderne skulle komme med deres privilegier.Skulle det ske, at hansestæderne ifølge privilegierne havde mere ret til godset end bønderne, så skulle hr. Trued Hase og bønderne også udlevere den tredjedel, som de havde beholdt.Såfremt man kunne bevise noget andet imod hr. Trued Hase i forlængelse heraf, så skulle han også bøde for det.Endvidere hvis nogen ville anklage hr. Trued Hase yderligere, så skulle han tage 11 gode mænd og rense sig fra anklagen mod sig med dem.Endelig berettes det, at hr. Trued Hase nu har overdraget den omtalte tredjedel af godset til kong Erik. For den omtalte tredjedel af godset har hansestæderne stillet garanti for 1250 mark lybsk over for kong Erik indtil det omtalte møde. Mødet har kong Erik berammet til pinsen 1426.

Hermann Butenschön, rådmand i Dorpat, og Richard Lange, rådmand i Reval, forpligter sig med hensyn til det tiloversblevne ved Gotland strandede gods fra Claus Nielops skib af en værdi af 1250 mark lybsk, som hr. Trued Hase, høvedsmand på Gotland, og de gotlandske bønder havde beholdt, over for de hanseatiske rådsudsendinge Heinrich Rapesülver fra Lübeck, Johann Maeck fra Rostock, Simon v. Urden fra Stralsund og Johann Vrese fra Wismar til at holde dem skadesløse for de 1250 mark lybsk. Denne forpligtelse gælder, såfremt de ved det møde med kong Erik 7. af Pommern, som kongen i sin foreløbige afgørelse om sagen () har berammet til pinsen 1426, bliver dømt til at udrede de 1250 mark lybsk. Til det pågældende møde skal hhv. hansestæderne og dommerne fra Gotland indfinde sig med deres respektive privilegier, således at kong Erik kan sammenholde dem og på den baggrund træffe sin afgørelse.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til højmesteren for Den Tyske Orden Paul v. Rusdorf.Kong Erik meddeler højmesteren, at han efter pavelig befaling har taget Øselbiskoppen hr. Christian (Kuband), hans kirke og undersåtter i sit værn.Endvidere beder kong Erik højmesteren om at beskytte og understøtte Øselbiskoppen og dennes kirke.

Overenskomst mæglet af Walrab v. Hunsbach, Den Tyske Ordens øverste marskalk, og rådmænd fra stæderne Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismar imellem kong Erik 7. af Pommerns befuldmægtigede hr. Erik Krummedige, ridder, og hr. Steen Basse, ridder, på den ene side og hertug Heinrich af Slesvig på egne og dennes brødres vegne på den anden side. Det er aftalt, at der skal holdes et møde til afgørelse af de slesvigske stridigheder på næstkommende Sankt Jakobs dag i Flensborg. Med sig til dette møde skal kong Erik og hertug Heinrich hver især have fire fyrster eller herrer, to verdslige og to gejstlige, som skal være voldgiftsmænd for hhv. kong Erik og hertug Heinrich. Disse otte voldgiftsmænd skal på mødet forsøge, om de kan skabe enighed imellem kongen og hertugen, hvad angår de slesvigske stridigheder. Såfremt voldgiftsmændene ikke kan skabe enighed mellem kongen og hertugen, skal voldgiftsmændene på baggrund af skrifter, breve og mundtlige klager forsøge at komme til enighed om, hvorledes der skal dømmes mellem kongen og hertugen. Såfremt de otte voldsgiftsmænd ikke kan komme til enighed om en dom, så skal højmesteren for Den Tyske Orden eller den person, som højmesteren sender i sit sted, samt rådene i stæderne Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismar eller de personer, som de sender fra deres råd, i fællesskab med de to opmænd, som hhv. kong Erik og hertug Heinrich har valgt, på mødet i Flensborg afgøre sagen på baggrund af skrifter, breve, beviser og mundtlige klager. Dog er øerne Sild og Før ikke omfattet af aftalen, men marskalk v. Hunsbach og de fire hansestæder vil skriftligt bede kong Erik om at lade forholdene vedrørende disse to øer forblive, sådan som de er nu, indtil det omtalte møde i Flensborg.

Peter Scherer kvitterer for at have modtaget en betaling. I forlængelse heraf lover Peter Scherers medgaranter Hermann Baer (?) og Berthold Burammer, at Peter Scherer eller hans arvinger ikke vil gøre flere fordringer på betalingen.

Rådet i Dorpat meddeler rådet i Reval, at de rådsudsendinge, som rådet i Dorpat har sendt til mødet med landmesteren i Livland på borgen Wenden, har berettet, at de har bedt landmesteren i Livland om at forbyde sine folk at sende gods til russerne samt at handle med dem. Hertil har landmesteren i Livland svaret, at han gerne vil forbyde sine folk at sende gods til russerne samt at handle med dem, såfremt kong Erik 7. af Pommern og de livlandske prælater vil befale deres folk at indstille tilførslen af varer til russerne. Dog vil landmesteren i Livland ikke forbyde fiskeriet på Peipussøen, idet folkene på slottene i det område er afhængige af fiskeriet til livets ophold.Endvidere har rådsudsendingene bedt landmesteren i Livland om allerede nu at oprette en foreløbig handelsblokade, indtil der er kommet svar fra hansestæderne på den anden side af Østersøen om, hvorvidt kong Erik vil forbyde sine folk at have med russerne at gøre, idet det er ved at være tid for den rejse til Narva, som landmesteren i Livlands folk plejer at foretage med svenskerne hvert år. Hertil har landmesteren i Livland svaret, at såfremt han forbød sine folk at rejse til Narva, så ville svenskerne bare rejse til Narva alene, og så ville han på den måde gøre uret mod sine egne folk. Dog vil landmesteren i Livland undlade at udføre det salt, som han selv er i besiddelse af.Endvidere har rådsudsendingene også drøftet sagen med ærkebiskoppen af Riga og biskoppen af Dorpat, som begge vil forbyde deres folk at have med russerne at gøre.Endelig overlader rådet i Dorpat det til rådet i Reval at skrive om sagen til hansestæderne på den anden side af Østersøen og til Krister Nilsson (Vasa), høvedsmanden på Viborg slot, samt at sikre, at salt eller andet gods kun udføres, såfremt det ikke kommer russerne i hænde.

Rådet i Lübeck svarer på et brev fra rådene i hansestæderne Riga, Dorpat og Reval, i hvilket disse hansestæder har berettet, at de har anstrengt sig for at få løsladt de tilfangetagne tyske købmænd i Novgorod, men at det desværre ikke har hjulpet. Hertil svarer rådet i Lübeck, at det er bedrøveligt, at der på den måde imod Gud, ret og redelighed begås overgreb på de uskyldige hansekøbmænd.Rådet i Lübeck meddeler i den forbindelse, at det vil søge at formå kong Erik 7. af Pommern til at arbejde for de tilfangetagne hansekøbmænds frigivelse og til at udstede et forbud mod at handle med russerne.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, at det har opfordret hansestæderne i Preussen samt hansekøbmændene i Brugge til at forbyde handlen med russerne.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, at det vil skrive til højmesteren i Preussen om sagen.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, at det derudover vil gøre alt, hvad det kan for at hjælpe hansekøbmændene i Novgorod i særdeleshed og hele hanseforbundet i almindelighed.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, således at de livlandske stæder kan være klar over, at rådet i Lübeck tager situationen meget alvorligt, at rådet i Lübeck har taget tre købmænd fra de tre nordiske riger til fange samt konfiskeret deres gods, idet de var på vej til Novgorod for at handle med russerne.Endvidere indskærper rådet i Lübeck endnu en gang over for de livlandske hansestæder, idet rådet i Lübeck allerede tidligere har skrevet til de livlandske hansestæder herom, at de skal sørge for at tilbageholde de skibe, som vil sejle forbi de livlandske stæder og op ad floden Neva.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, at det havde været nyttigt, om de livlandske stæder havde tilbageholdt købmændene Hans v. d. Werder og Hans Reppen, eftersom rådet i Lübeck har tilbageholdt andre købmænd i Lübeck.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, idet de livlandske hansestæder imod rådet i Lübecks ønske ikke har tilbageholdt købmændene Hans v. d. Werder og Hans Reppen, at rådet i Lübeck må se sig nødsaget til at meddele de andre hansestæder, at de livlandske hansestæder har handlet imod rådet i Lübecks ønske i denne sag.Endelig indskærper rådet i Lübeck igen over for de livlandske hansestæder, at de skal sørge for at tilbageholde alle de skibe, som vil sejle forbi de livlandske hansestæder og op ad floden Neva, samt at de livlandske hansestæder skal tage sagen meget alvorligt og ikke se igennem fingre med de skibe, som vil sejle forbi de livlandske stæder, når nu rådet i Lübeck tager sagen meget alvorligt, idet det ville være til skade for hele hanseforbundet, hvis de livlandske hansestæder blot lod stå til.

Mønttraktat indgået af hansestæderne Rostock, Stralsund og Greifswald, hvori de forpligter sig til at præge deres mønt efter de samme forhold, som er gældende i de tre nordiske riger og i hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar i henhold til mønttraktaten imellem dronning Filippa og hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar ().Endvidere er de pågældende hansestæder blevet enige om at slå en hvidpenning (tre hvidpenninge svarende til to søslinger, dvs. fire lybske penninge på en hvidpenning) samt en lille penning (tre små penninge svarende til to lybske penninge, dvs. ni på en søsling).Endvidere fastsættes det, at det er tilladt at bruge sorte hulpenninge (seks hulpenninge svarende til én hvidpenning, dvs. tolv hulpenninge på to søslinger) i de tre pågældende hansestæder, men ingen skal være forpligtet til at modtage mere end en tiendedel af en sum i disse sorte hulpenninge.Endvidere forbydes det at blande penningene med andet sølv af lavere lødighed eller dårlige sølvmønter.Endvidere bestemmes det, at alle møntmestre i de pågældende hansestæder skal aflægge ed over for deres respektive råd på at overholde alle bestemmelserne i nærværende mønttraktat.Endelig fastsættes det, at alle danske mønter skal være gangbare i de pågældende hansestæder i henhold til mønttraktaten imellem dronning Filippa og Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar.

Kong Erik 7. af Pommern takker højmesteren for Den Tyske Orden Paul v. Rusdorf for at have sendt Den Tyske Ordens øverste marskalk Walrab v. Hunesbach til kong Erik, samt for at v. Hunesbach i Lübeck i fællesskab med rådmænd fra hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismar har mæglet en overenskomst mellem hr. Erik Krummedige og Steen Basse på kong Eriks vegne på den ene side og hertug Heinrich af Slesvig på egne og dennes brødres vegne på den anden side ().Kong Erik meddeler, at det står klart for ham, at v. Hunesbach og hansestæderne ønsker, at freden bliver genoprettet, samt at forhindre, at mange mennesker påføres skade grundet krigen. Endvidere tilkendegiver kong Erik, at v. Hunesbach og hansestæderne gør ret heri. Kong Erik meddeler dog, at han ikke kan acceptere overenskomsten, sålænge de holstenske herrer påfører ham vold og uret.Endelig anmoder kong Erik højmesteren om skriftligt at opfordre de holstenske herrer til at overdrage kong Erik det, som er blevet tilkendt ham. For det tilfælde at højmesteren ikke kan sende denne skriftlige opfordring til de holstenske herrer, anmoder kong Erik højmesteren om at hjælpe ham imod de holstenske herrer i henhold til den skriftlige, beseglede aftale, som er indgået imellem kong Erik og højmesteren.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til højmesteren for Den Tyske Orden Paul v. Rusdorf. Eftersom Den Tyske Ordens øverste marskalk Walrab v. Hunesbach via hr. Erik Krummedige og hr. Steen Basse nu har oplyst kong Erik om tingenes tilstand, anser kong Erik det for bedst, om højmesteren for nuværende lader sagen med kongen af Polen hvile, således at begge parters venner får tid til at mægle i sagen, og således at kong Erik i den tid kan blive klogere på, hvorledes sagen med de holstenske herrer vil komme til at forløbe.Endvidere meddeler kong Erik, at han gerne vil bistå højmesteren, såfremt det skulle komme til uvilje imellem højmesteren og kongen af Polen.Endvidere meddeler kong Erik, at han gerne så, at højmesteren bragte et forlig i stand imellem kong Eriks fætre og markgreven af Brandenburg.Endelig meddeler kong Erik, at han medsender et brev til kongen af Polen, som kong Eriks sendebud - såfremt højmesteren er indforstået med brevets indhold - selv vil overbringe kongen af Polen.

Udkast til et brev til kong Erik 7. af Pommern fra rådene i hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismar på egne og hele hanseforbundets vegne.Indledningsvis svarer rådene på et brev fra kong Erik til rådet i Lübeck omhandlende de svende fra de tre nordiske riger, herunder Jacob Glashagens svend Herman v. d. Kroghe og kong Eriks svend Jost, som var kommet til Lübeck for at handle med det gods, som de havde købt i Rusland, hvorfor de er blevet taget til fange af rådet i Lübeck.Rådene meddeler, at de har forstået det pågældende brev fra kong Erik, i hvilket han undrer sig over, at de pågældende svende nu er blevet taget til fange af rådet i Lübeck, samt at deres gods er blevet beslagt af rådet i Lübeck, idet kong Erik altid har antaget, at hans undersåtter var velkomne i Lübeck i redelige anliggender.Rådene svarer hertil, at kong Erik må tro dem, når de nu skriver, at kong Eriks undersåtter skal være velkomne alle steder i redelige anliggender, samt at de kun ugerne ville tillade, at der med deres vidende skete kong Eriks undersåtter noget ondt. Hvad angår de pågældende svende, er det dog ikke alene Lübecks anliggende, men hele hanseforbundets anliggende, hvilket hansestædernes rådsudsendinge vil oplyse kong Erik nærmere om, når de kommer hen til ham. Endvidere er det rådenes forhåbning, at kong Erik vil hjælpe til med at straffe de pågældende svendes uredelige handlinger, når kong Erik er blevet sat grundigere ind i sagen af hansestædernes rådsudsendinge.Endelig beder de ydmygt kong Erik om ikke at lægge dem det til last, at de pågældende svende er blevet taget til fange af rådet i Lübeck, idet de håber til Gud, at kong Erik vil erkende, at det er sket for det fælles bedstes retfærdigheds skyld.

Rådet i Lübeck skriver til rådene i Wismar, Rostock og Stralsund.Rådet i Lübeck meddeler, at det har taget tre svende til fange, som havde forsøgt at komme ind i Lübeck for at handle med voks og pelsværk fra Rusland, samt at det har beslaglagt svendenes gods.Endvidere meddeles det, at kong Erik 7. af Pommern har skrevet til rådet i Lübeck angående de tilfangetagne svende, samt at rådet i Lübeck påtænker at skrive til kong Erik om sagen. Derfor meddeles det, at både en afskrift af kong Eriks brev til rådet i Lübeck og et udkast til et svar til kong Erik på alle fire råds vegne er vedlagt nærværende brev.Endelig beder rådet i Lübeck om de andre råds mening om sagen på skrift, idet det anmoder de andre råd om at tage sagen meget alvorligt.

Prior Heinrich i dominikanerklostret i Visby, gardian Gottschalk i franciskanerklostret i Visby og Hermann Münther på Visborgs forborg udsteder vidisse på et brev af 29. juli 1361, i hvilket kong Valdemar 4. Atterdag og dennes søn hertug Kristoffer stadfæster Visbys privilegier, giver borgerne samme rettigheder på forstranden i Danmark som danske borgere, tilstår dem sikkerhed for deres gods i Danmarks rige samt bekræfter Visbys gamle møntrettighed.

Oldermændene for de hanseatiske købmænd i Malmø erklærer, at skipper Hans Gleysemann sammen med flere købmænd fra Lübeck har været hos dem og klaget til dem over, at Hans Gleysemanns skib indeholdende købmændenes gods er blevet stjålet ved nattetide den 26. oktober 1425 på Malmøs red.Skipper Hans Gleysemann og købmændene fra Lübeck har nu givet Gobel Bolemann fuldmagt til at forfølge skibet og godset og til at kræve både skib og gods tilbage på vegne af Hans Gleysemann og købmændene fra Lübeck.Endelig beder oldermændene alle, som læser nærværende brev, om at hjælpe Gobel Bolemann til at komme i besiddelse af både skibet og godset.

Nybøl herredsting erklærer, at Herman Sletze har forbrudt liv og gods til sin herre, grev Gerhard, da han havde dræbt dennes væbner, Vivians, som bød sig til rette for herredstinget.

Heinrich 4., hertug af Slesvig, erklærer på baggrund af en tvist imellem Friedrich Schulte, tidligere høvedmands på Plön slot, og Johann Schele, biskop i Lübeck, vedrørende hoveri, at landsbyerne Hutzfeld, Klein Neudorf, Wöbs, Brackrade, Thürk og Kreuzfeld, som hører til Lübeck stift, ikke har pligt til at gøre hoveri for Plön slot.

Otto 2. og Kasimir 5., hertuger af Stettin, slutter et tiårigt forbund med Christoph og Wilhelm, fyrster af Wenden, herrer til Werle, Wartislaw 9. og Barnim 7., hertuger af Pommern-Wolgast, Barnim 8. og Swantibor 4., hertuger af Pommern-Rügen, Bogislaw 9., hertug af Pommern-Stargard, samt Johann og Heinrich, hertuger af Mecklenburg, til gensidig hjælp - dog ikke imod kirken, det romerske rige, kong Erik 7. af Pommern og landet Mecklenburg.Forbundsaftalen indeholder følgende seks bestemmelser:1) Såfremt der allerede nu er eller senere opstår splid imellem nogle af de førnævnte herrers herrer, skal en anden herre, hvem sagerne ikke angår, have i opdrag at bistå den, som bliver anklaget for noget, med juridisk hjælp imod den, som anklager, således at der inden for fire uger kan komme en afgørelse ved retten. Såfremt det ikke er muligt for de førnævnte herrer at nå frem til en afgørelse ved retten inden for fire uger, skal der erklæres krig mod den, som anklager. Ydermere skal vedkommende være forbundsfællernes fjende. Samtidig skal den, som er blevet anklaget, have hjælp af forbundsfællerne med lande, folk og al deres magt. Såfremt der opstår splid imellem de førnævnte forbundsfæller, skal en anden herre, hvem sagen ikke angår, i fællesskab med forbundsfællernes råder have i opdrag at skabe enighed imellem forbundsfællerne, således at spliden kan bilægges.2) Hvad angår den tvist, som findes imellem hertug Otto og hertug Kasimir på den ene side og deres slægtninge Christoph og Wilhelm, fyrster af Wenden, på den anden side, skal den stå i bero i de næste ti år, således at der er fuldkomment venskab imellem dem.3) Såfremt de førnævnte herrer i fællesskab drager i krig og vinder slotte eller krigsbytte, skal slottene og krigsbyttet deles efter mandtal, dog således at den herre, hvis område ligger tættest på det vundne slot, skal have mulighed for at overtage det pågældende slot efter forbundsfællernes råders accept og formedelst en passende pengesum til hver af de andre forbundsfæller.4) Såfremt en eller anden søger at skade de førnævnte forbundsfæller ved rov eller brand i forbundsfællernes herrers lande eller ved at angribe forbundsfællernes lande eller ved at belejre forbundsfællernes slotte, skal de andre forbundsfæller straks komme den forbundsfælle, som udsættes for noget sådant, til undsætning. De andre forbundsfæller skal imidlertid selv bære omkostningerne for denne undsætning, og det skal ske på de andre forbundsfællers eget ansvar.5) Såfremt en forbundsfælle beder en anden forbundsfælle om at hjælpe med 40, 50 eller flere bevæbnede mænd, skal den anden forbundsfælle gøre det, dog således at den, som beder om hjælp, skal betale for den andens kost, når den anden forbundsfælle når grænsen til forbundsfællens land.6) Selvom en eller flere af de førnævnte herrer alligevel ikke ønsker at indgå i det førnævnte forbund, skal forbundsaftalen stadig bestå og være fuldstændig gældende for dem af de førnævnte herrer, som besegler den.

Joachim Breide erklærer, at han ønsker at tilbagelevere gården og byen Oldenburg til Heinrich, Adolf og Gerhard, hertuger af Holsten. Herfor kræver han den sum tilbagebetalt af de holstenske hertuger, for hvilken de havde pantsat ham gården og byen Oldenburg.

Ridder Krister Nilsson (Vasa), høvedsmand på Viborg slot, meddeler hansekøbmændene i Reval, at der ikke eksisterer nogen fred mellem kong Erik 7. af Pommern og russerne. Af denne årsag beder Krister Nilsson hansekøbmændene i Reval, som plejer at have med russerne at gøre, om at holde sig fra floden Neva, om ikke at styrke Guds og kong Eriks fjender og om ikke at rejse via kong Eriks farvande, havne eller strande. Såfremt hansekøbmændene i Reval vælger at handle imod Krister Nilssons bøn, kan han ikke garantere for deres sikkerhed.

Joachim og Benedictus v. Kühren sælger med de slesvigske hertuger Heinrich, Adolf og Gerhards samtykke landsbyen Meynerstorp til Johann (Schele), biskop i Lübeck, for 474 mark i gode lybske penninge.

De slesvigske hertuger Heinrich, Adolf og Gerhard bekræfter Joachim og Benedictus v. Kührens salg af landsbyen Meynerstorp til Johann (Schele), biskop i Lübeck.

Syvherredsvedtægten.Vedtægten indeholder 23 lovartikler, som blev vedtaget i Sankt Nikolaj kirke i Wyk på Før af en forsamling bestående af de syv nordfrisiske herreder Pelvorm herred, Beltring herred, Viriks herred, Før Østerherred, Sild herred, Horsbøl herred (Viding herred) samt Bøking herred i nærværelse af hæderlige folk fra Edoms herred og Lundebjerg herred samt af Magnus Haysen på hertug Heinrich af Slesvigs vegne.Artiklerne 1-4 indeholder bestemmelser om arv:I artikel 1 bestemmes det, at bedsteforældre kun skal arve halvdelen efter deres afdøde børnebørn.I artikel 2 bestemmes det, at brødrebørn skal stå i broderens sted, og at søsterbørn skal stå i søsterens sted.I artikel 3 bestemmes det, at den ene halvdel af godset skal gå i arv på faderens side, mens den anden halvdel af godset skal gå i arv på moderens side indtil det fjerde led. Derefter skal man ikke arve.I artikel 4 bestemmes det, at såfremt både halvsøskende og helsøskende er arveberettigede, skal halvsøskende have halv arv, mens helsøskende skal have hel arv.Artikel 5 indeholder bestemmelser om drab. Således bestemmes det, at såfremt en mand slår en anden mand ihjel, og såfremt misdæderen derefter dør, skal misdæderens frænder have hans hovedlod i forvaring. Skulle det derefter ske, at misdæderens frænder ikke ydede erstatning til den myrdedes frænder inden for år og dag, skal misdæderens hovedlod gå til den rette arving.Artikel 6 indeholder bestemmelser om husfred og plovfred. Således bestemmes det, at der skal holdes husfred og plovfred, således som forfædrene gjorde det. Hvis en person, som har brudt den førnævnte fred, får husly eller hjælp af en anden person, så er den anden person ligeså skyldig, som den person, der har brudt freden.Artiklerne 7-8 indeholder bestemmelser om vold:I artikel 7 bestemmes det, at enhver, som på uærlig vis eller efter indgåelse af et forlig slår en anden mand, skal være æreløs. Voldsmanden skal således ikke nyde nogen fred i de syv herreder. Endvidere skal voldsmandens frænder bøde 24 engelske pund til offeret.I artikel 8 bestemmes det, at enhver, som slår eller sårer en anden mand med et mindre våben såsom en armbrøst, en dolk eller en tveægget kniv eller med et usædvanligt våben, skal bøde dobbelt til offeret samt til herskabet.Artikel 9 indeholder bestemmelser om vraggods. Således bestemmes det, at der ikke må være vraggods (i den forstand at man ikke må beholde det gods, som skyller ind på stranden). Desuden bestemmes det, at der ikke må transporteres vraggods fra det ene herred til det andet. Derimod skal man returnere vraggodset til ejermanden uden nogen form for svig eller hindringer.Artiklerne 10-11 indeholder bestemmelser om køb og salg af land:I artikel 10 bestemmes det, at både køb og salg af land skal forkyndes offentligt. Endvidere bestemmes det, at handel på landet skal være tilladt. Endelig bestemmes det, at køb og salg af land skal kunne annulleres.I artikel 11 bestemmes det, at salg af land kan annulleres. I så fald skal sælger tilbagebetale købssummen til køber med rede penge, med okser eller med heste.Artiklerne 12-23 indeholder bestemmelser om bodeling:I artikel 12 bestemmes følgende: En mand har fire døtre. Han tager sig en hustru, som har en datter. De får to døtre sammen. Faderen og moderen dør. Den ene af de to døtre dør. Den afdøde datter havde en levende helsøster og en halvsøster på moderens side og fire halvsøstre på faderens side. I denne situation skal man dele arven i to halvdele. Den ene halvdel skal gå til døtrene på moderens side, uagtet disse indbyrdes er halvsøstre, thi således foreskriver områdets gamle landret. Den anden halvdel skal gå til døtrene på faderens side, nemlig til helsøsteren og de fire halvsøstre, og enhver af halvsøstrene skal have lige så meget af arven som den afdødes helsøster, uagtet de fire kun er halvsøstre. Såfremt en af de fire halvsøstre er død, men har efterladt sig et barn, arver barnet det, som barnets afdøde moder skulle have arvet. Såfremt dette barn er død, og der er børnebørn, arver børnebørnene intet, medmindre det også kun er de andre søstres børnebørn, som er i live. I dette tilfælde skal alle børnebørn arve i fællesskab. Såfremt den anden søster, som altså var den afdøde datters helsøster, og som havde en halvsøster på moderens side og fire halvsøstre på faderens side, dør, skal man dele arven i to, således at halvsøsteren på moderens side får lige så meget som de fire halvsøstre på faderens side.I artikel 13 bestemmes følgende: Hvis en kvinde gifter sig med en mand, som i forvejen har en søn eller en datter, og hvis kvinden og manden sammen får et barn, og hvis både manden og deres fælles barn dør, skal mandens første barn have lige så meget af arven som moderen til det afdøde barn. Såfremt mandens første barn dør, men barnet efterlader sig børn eller børnebørn, skal børnene arve på samme måde som faderens første barn.I artikel 14 bestemmes følgende: Hvis en kvinde og en mand har børn sammen, hvor mange det end måtte være, og alle disse børn på nær ét dør, hvad enten det er en dreng eller en pige, og hvis faderen eller moderen derefter dør, skal barnet arve lige så meget som den af forældrene, der stadig lever.I artikel 15 bestemmes følgende: En halvbror arver efter en halvbror før farbror, faster, morbror og moster. Endvidere arver en halvbror eller halvbroderens barn før bedstemor og bedstefar.I artikel 16 bestemmes følgende: En mand har en halvsøster på faderens side og en halvsøster på moderens side. Manden dør, og den ene halvsøster på enten faderens eller moderens side dør og efterlader sig et barn. Nu skal barnet arve lige så meget efter den afdøde mand som den afdøde halvsøster.I artikel 17 bestemmes følgende: Hvis en kvindes mand dør, og hvis kvinden kun har én datter på det tidspunkt, hvor manden dør, skal man dele arven lige over imellem kvinden og datteren.I artikel 18 bestemmes følgende: Hvis en kvindes mand dør, og hvis kvinden har to levende døtre, og hvis den ene datter dør derefter, skal moderen have en del af arven efter den afdøde datter, og den anden datter skal have den anden del af denne arv.I artikel 19 bestemmes følgende: Såfremt en mand og en kvinde har børn, få eller mange, og alle børnene dør, og såfremt en af dem arver noget, skal denne arv være i deres frænders forvaring, indtil enten manden eller kvinden dør.I artikel 20 bestemmes følgende: Såfremt en mand og en kvinde har børn sammen, og såfremt kvinden dør, må manden, inden han skal dele arven med børnene, tage en halv søsterpart fra. Dette må en kvinde imidlertid ikke gøre. Kvinden må efter behag tage en veludstyret seng, et hestespand, et par okser eller den bedste hest.I artikel 21 bestemmes følgende: En person har en farbror, en faster, en morbror og en moster. Ingen af disse har børn, som kan arve efter dem. Personen har en nevø. Nu spørger personen, om også en nevø eller en niece kan arve. Svaret er nej. En farbror er faderens bror. Derfor tilfalder arven personen og ikke personens nevø eller niece.I artikel 22 bestemmes følgende: En mand har ikke andre arvinger end sin fars halvsøster og sin fars helbrors søn. Faderens halvsøster er nu at sidestille med en halvfætter, og faderes helbrors søn er nu at sidestille med en helfætters søn. Når manden dør, arver halvfætteren det hele. Helfætterens søn arver intet.I artikel 23 bestemmes følgende: En kvinde havde en datter, og en mand havde en søn. Manden giftede sig med kvindens datter, og kvinden giftede sig med mandens søn. For de børn, som kommer heraf, er følgende udsagn korrekt: Min bedstefar er gift med min søster, min bedstemor er gift med min bror. Hvad angår arv, skal en stedfar arve kvindens mands gods, en stedmoder skal arve hustruens gods.

Hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Wismar og Lüneburg forpligter sig til at udruste soldater til den nært forestående krig mod kong Erik 7. af Pommern.Hansestæderne Lübeck, Hamburg og Stralsund forpligter sig til at stille med hver 500 bevæbnede mænd, mens hansestæderne Rostock, Wismar og Lüneburg forpligter sig til at stille med hver 300 bevæbnede mænd.Såfremt krigen endnu ikke er afsluttet i sommeren 1427, forpligter hansestæderne sig til hver især at fordoble antallet af deres udsendte soldater.

Hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Wismar og Lüneburg slutter et forbund til gensidigt forsvar i den nært forestående krig mod kong Erik 7. af Pommern.I forbundstraktaten er indføjet den bestemmelse, at rådet i Stralsund ikke skal erklære kong Erik krig før den 14. oktober 1426.Endvidere skal nærværende forsvarsforbund også gælde, såfremt en eller flere af forbundsfællerne kommer i krig med andre parter som følge af den nært forestående krig.

Hertugerne Heinrich, Adolf og Gerhard af Slesvig indgår et forbund med hansestæderne Lübeck, Stralsund, Hamburg, Rostock, Wismar og Lüneburg imod kong Erik 7. af Pommern. De slesvigske hertuger forpligter sig til følgende:1) De slesvigske hertuger skal hjælpe de nævnte hansestæder i krigen mod kong Erik - både til lands og til vands, såfremt der er behov for det, og enhver af hertugernes mænd skal tjene hertugerne i denne sag.2) Hverken hertugerne eller hertugernes mænd må forlige sig eller slutte fred med kong Erik, så længe krigen varer. Ej heller må der indgås våbenhvile med kong Erik uden de nævnte hansestæders samtykke.3) Såfremt de nævnte hansestæder kommer til fejde med andre på grund af denne aftale, skal de slesvigske hertuger og deres mænd også her hjælpe hansestæderne uden nogen form for indsigelser.4) Såfremt de slesvigske hertuger eller de nævnte hansestæder vinder land, byer, slotte eller fæstninger - i fællesskab eller hver for sig - i denne krig, så skal både hertugerne og de nævnte hansestæder have og beholde dette, medmindre det af hensyn til de nævnte hansestæder bliver aftalt, at det vundne skal forblive hos de slesvigske hertuger.5) Undtaget er dog det land, de slotte og de fæstninger, som tidligere har tilhørt de slesvigske hertuger og deres forfædre.6) Såfremt forbundsfællerne får krigsbytte i form af fanger, ting eller penge, så skal krigsbyttet deles efter det antal soldater, som får krigsbyttet.7) Såfremt de nævnte hansestæder - i fællesskab eller hver for sig - kommer i krig med en anden part, så skal de slesvigske hertuger stille 100 bevæbnede mænd med harnisker og heste til rådighed for de nævnte hansestæder. Disse mænd skal blive hos hansestæderne, så længe krigen varer.8) Såfremt der i den førnævnte krig mellem de nævnte hansestæder og en anden part bliver taget krigsbytte - det være sig fanger, genstande eller penge, så skal krigsbyttet deles, således som det er beskrevet tidligere.9) Såfremt der skulle opstå splid mellem de slesvigske hertuger og de nævnte hansestæder, så skal sagen bilægges ved begge parters herrers og venners hjælp enten ved venskab eller ved retten.10) Dog forpligter de slesvigske hertuger sig til ikke at være de nævnte hansestæders fjender, førend hertugerne har betalt alle udeståender til de nævnte hansestæder.11) Ej heller skal de slesvigske hertuger huse eller på nogen måde hjælpe de nævnte hansestæders fjender. Derimod skal de slesvigske hertuger gøre alt, hvad de kan, for at hjælpe de nævnte hansestæder.12) Såfremt der på et eller andet tidspunkt opstår en fejde mellem de nævnte hansestæder og en anden part, hvortil de nævnte hansestæder har brug for de slesvigske hertugers mænds hjælp, så må de slesvigske hertuger ikke hindre deres mænd i at hjælpe de nævnte hansestæder, medmindre fejden er mellem de nævnte hansestæder og de slesvigske hertuger selv.13) De slesvigske hertuger skal også yde beskyttelse til de nævnte hansestæders borgere og indbyggere i de slesvigske hertugers lande og områder, og hertugerne skal ikke tillade, at de nævnte hansestæders borgere tager skade på liv eller gods.14) De slesvigske hertuger må heller ikke hindre eller tilbageholde de handelsfolk, som agter at rejse til de nævnte hansestæder for dér at handle med deres gods, medmindre disse handelsfolk er de slesvigske hertugers fjender. Ej heller skal de slesvigske hertuger tillade, at andre hindrer disse handelsfolk, såfremt de slesvigske hertuger har kendskab til, at det sker.15) Såfremt kong Erik, hans efterkommere eller deres undersåtter ønsker at bekæmpe de nævnte hansestæder, når denne krig er afsluttet, så skal de slesvigske hertuger og deres efterkommere sammen med deres undersåtter komme de nævnte hansestæder til hjælp. Endvidere skal de slesvigske hertugers byer og slotte være åbne for de nævnte hansestæder, så længe krigen varer.

Rådet i Lübeck skriver til rådet i Wismar.Rådet i Lübeck meddeler, at det har modtaget rådet i Wismars brev angående de krigsskibe, som kong Erik 7. af Pommern har ladet udruste i København. I forlængelse heraf meddeler rådet i Lübeck, at Lübeck, Hamburg og Lüneburg vil have deres mænd i søen ud for Wismar fra 13. oktober 1426 og fjorten dage frem.Endvidere beder rådet i Lübeck rådet i Wismar om at give denne besked videre til rådet i Rostock, således at rådet i Rostock også kan have folk i søen ud for Wismar.Endelig beder rådet i Lübeck rådet i Wismar om at sende den kogge, som ligger i søen ud for Wismar, til Lübeck, såfremt rådet i Wismar ikke har brug for dens assistance.

Rådet i Lübeck skriver til rådet i Wismar.Rådet i Lübeck meddeler, at det har sendt en formular sammen med det fejdebrev, som rådet i Wismar skal sende til kong Erik 7. af Pommern.I forlængelse heraf ønsker rådet i Lübeck, at rådet i Wismars udsending medbringer Wismars fejdebrev til det møde, som skal holdes 7. oktober 1426 om aftenen i Lübeck. Rådet i Lübeck har nemlig aftalt med hertugen af Slesvig og hansestæderne Hamburg og Lüneburg, at udsendingene fra rådene i Wismar, Rostock og Lüneburg skal medbringe de pågældende råds fejdebreve til mødet.Endelig ønsker rådet i Lübeck, at rådet i Wismar sender Lübecks vedlagte brev til rådet i Rostock videre til Rostock.

Lübeck erklærer kong Erik krig.

Lüneburg erklærer kong Erik krig.

Ridder Krister Nilsson (Vasa), høvedsmand på Viborg slot, skriver til rådet i Reval.Krister Nilsson meddeler, at han har arresteret nogle folk fra Reval, der understøttede russerne med varer, hvorved de har gjort sig til fjender af Gud og kristendommen. Således erklærer Krister Nilsson, at han ikke har gjort det for at skade rådet i Reval, hvorfor han håber, at rådet i Reval ikke vil lægge ham det til last. I forlængelse heraf meddeler Krister Nilsson, at Henrik Stufe mundtligt kan berette yderligere om sagen.Endvidere meddeler Krister Nilsson, at de arresterede havde medbragt gods fra Lübeck, som Krister Nilsson med ære og med rette kunne have beholdt. Ikke desto mindre har Krister Nilsson for rådet i Revals skyld sendt godset retur til Lübeck på sit eget skib, inden krigen imellem kong Erik 7. af Pommerns tre riger og hansestæderne begyndte. Rådet i Lübeck har imidlertid beslaglagt Krister Nilssons gods i Lübeck, og det har beholdt det, al den tid krigen har varet. Krister Nilsson meddeler i den forbindelse, at hr. Giese Rygerdes kan berette yderligere herom.Endvidere beder Krister Nilsson om, at rådet i Reval skriftligt beder rådet i Lübeck om at give Krister Nilsson det gods tilbage, som tilhører ham.Endelig takker Krister Nilsson rådet i Reval for, at det så ofte har vist sig velvilligt over for ham, særligt med hensyn til det salt, som rådet i Reval havde tilladt Henrik (Stufe) at købe for Krister Nilsson.

Hansestaden Wismars fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, rådmænd, borgere og indbyggere i byen Wismar krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Wismar krig på grund af den vold og uret, som kong Erik har påført Wismars borgere og hanseforbundet, idet kong Erik selv, hans undersåtter og hans mænd har brudt Wismars privilegier.For det andet erklærer Wismar krig, fordi kong Erik ikke har holdt det lejde, som han havde givet til byen Wismar og dens borgere, hvilket har påført byen og dens borgere stor skade.

Hansestaden Stralsunds fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, rådmænd, borgere og indbyggere i byen Stralsund krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Stralsund krig på grund af den vold og uret, som kong Erik har påført Stralsunds borgere og hanseforbundet, idet kong Erik selv, hans undersåtter og hans mænd har brudt Stralsunds privilegier.For det andet erklærer Stralsund krig, fordi kong Erik ikke har holdt det lejde, som han havde givet til byen Stralsund og dens borgere, hvilket har påført byen og dens borgere stor skade.

Borgmestre og rådmænd i Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar og Lüneburg opfordrer borgmestre og rådmænd i hansestæderne i Livland til at forene sig med dem mod kong Erik 7. af Pommern.

Borgmestre og rådmænd i Rendsborg bevidner, at kæmnerne for Vor Frues kalende i Rendsborg har fire mark stående i Henneke v. d. Heydes hus, som ligger i Rendsborg.

Borgmestre og rådmænd i Rendsborg bevidner, at kæmnerne for Vor Frues kalende har tre mark stående i Heinrich Hadelers hus, som ligger i Rendsborg.

Borgmestre og rådmænd i Rendsborg bevidner, at kæmnerne for Vor Frues kalende i Rendsborg har to mark stående i Hans Wulues hus, som ligger i Rendsborg.

Borgmestre og rådmænd i Rendsborg bevidner, at borgmester Otto Holste har pantsat et grundstykke i Rendsborg til kæmnerne for Vor Frues og Sankt Gertruds kalende i Rendsborg.

Dronning Filippas lejdebrev for dronningens tjener Berthold Burammer og dennes otte skippere og svende til brug i Danmark, Sverige og Norge.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til rådet i Köln.Kong Erik giver rådet i Köln besked om den store uret og vold, som hansestæderne Lübeck, Rostock, Wismar, Stralsund og Lüneburg udsætter ham for, idet de imod Gud, ære og ret har erklæret ham, hans folk og riger krig.I forlængelse heraf meddeler kong Erik, at rådet i Köln på ingen måde må tro det, hvis nogle af de førnævnte hansestæder eller nogle på deres vegne skulle komme til rådet i Köln og sige, at kong Erik var skyld i krigen.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til rådet i Reval.Kong Erik giver rådet i Reval besked om den store uret og vold, som hansestæderne Lübeck, Rostock, Wismar, Stralsund og Lüneburg udsætter ham for, idet de imod Gud, ære og ret har erklæret ham, hans folk og riger krig.I forlængelse heraf meddeler kong Erik, at rådet i Reval på ingen måde må tro det, hvis nogle af de førnævnte hansestæder eller nogle på deres vegne skulle komme til rådet i Reval og sige, at kong Erik var skyld i krigen.Endelig advarer kong Erik rådet i Reval mod at lade dets handelsfolk drive handel med de vendiske hansestæder. Til gengæld lover kong Erik sikkerhed for de revalske handelsfolk, som ønsker at drive handel i kongens tre riger.

Rådet i Riga skriver til rådet i Reval.Rådet i Riga sender rådet i Reval en transsumpt af det brev, som de vendiske hansestæder Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar og Lüneburg har sendt til de livlandske stæder vedrørende de vendiske hansestæders krig mod kong Erik 7. af Pommern.Endvidere meddeler rådet i Riga, at det har besluttet at holde et møde den 16. januar 1427 i Wolmar for at drøfte sagen om krigen mellem de vendiske hansestæder og kong Erik nøjere.

Borgmestre og rådmænd i Rendsborg bevidner, at kæmnerne for Vor Frues kalende har to mark stående i Hans Kremers hus, som ligger i Rendsborg.

Borgmestre og råd i Rendsborg bevidner, at kæmnerne for Vor Frues kalende har en mark stående i Konrad Heesens hus, som ligger i Rendsborg.

Lübecks marskal Lüdeke v. Blüchers fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.

Lov for Ejdersted, Everschop og Udholm, almindeligvis kaldet "Krone der rechten Warheit".Loven indeholder følgende:1) Denne paragraf handler om blodslægtninge i særdeleshed og slægtskab i almindelighed.2) Denne paragraf handler om retten til arv ved strid imellem en overslægtning ("övertom", dvs. en slægtning tilhørende den afdødes generation såsom broder eller søster) og en underslægtning ("neddertom", dvs. en slægtning tilhørende den afdødes afkoms generation såsom en brodersøn eller søstersøn).3) Denne paragraf handler om retten til arv ved strid imellem søstersønnens søn på den ene side og farbroderens ellers morbroderens søn på den anden side.4) Denne paragraf handler om retten til arv ved strid imellem broder og søster.5) Denne paragraf handler om retten til arv ved strid imellem farbroderen og mosteren.6) Denne paragraf handler om, hvorledes en gård opdeles ved dødsfald, såfremt fader og moder har voksne børn.7) Denne paragraf handler om arv efter moder og fader.8) Denne paragraf handler om, hvorledes man skal foretage arveskifte.9) Denne paragraf handler om, hvorledes det fjerde led kan arve, mens søster eller broder ikke kan.10) Denne paragraf handler om arv, når der er halvsøstre og halvbrødre.11) Denne paragraf handler om de tilfælde, hvor halvbroder eller halvsøster arver.12) Denne paragraf handler om de tilfælde, hvor et menneske har to adkomster til en arv.13) Denne paragraf handler om, hvorledes arv kommer på fremmed hånd.14) Denne paragraf handler om, hvorledes arv og gæld deles.15) Denne paragraf handler om, hvorledes det forholder sig med arv efter en morder.16) Denne paragraf handler om, hvem man må pågribe i henhold til morderens forbrydelse.17) Denne paragraf handler om bodens størrelse.18) Denne paragraf handler om dattersønnens mandebod.19) Denne paragraf handler om den bod, som medlemmerne af morderens husstand skal betale.20) Denne paragraf handler om, hvorledes arv efter farbror og faster skal deles imellem slægtningene.21) Denne paragraf handler om, hvorledes arv efter morbror og moster skal deles imellem slægtningene.22) Denne paragraf handler om de fire slægtslinjer.23) Denne paragraf handler om efterkommerne af den afdødes otte oldeforældre.24) Denne paragraf handler om, hvorledes man skal dele boden imellem den dræbtes slægtninge.25) Denne paragraf handler om, hvorledes man skal vidne i forbindelse med mordsager.Herefter følger et tillæg med følgende indhold:I) Denne paragraf handler om indbrud og tyveri.II) Denne paragraf handler om, hvorledes arv skal deles, når der er halvbrødre og halvsøster.III) Denne paragraf handler om, hvorledes en helbror tager mere af arven end andre.IV) Denne paragraf handler om voldtægt.V) Denne paragraf handler om, hvorledes man skal udregne det område, hvor denne landskabslov gælder.VI) Denne paragraf handler om krigsudrustning.

Hanseaternes oldermænd i Bergen skriver til borgmestrene og rådet i Lübeck.Hanseaternes oldermænd i Bergen meddeler, at de har modtaget rådet i Lübecks brev, hvori det advarer hanseaternes oldermænd i Bergen om, at nogle af hansestæderne nu ligger i fejde med kong Erik 7. af Pommern.Hanseaternes oldermænd i Bergen har for at imødegå de skader, som ville kunne blive påført hansekøbmændene i Bergen grundet denne fejde, nu sluttet et forlig med kong Eriks foged i Bergen, ridder Eindride Erlendsson.Endelig meddeler hanseaternes oldermænd i Bergen, at biskoppen og rådet i Bergen har sendt forskellige klagepunkter vedrørende riget Norge til kong Erik og dennes råd.

Rådet i Lübeck skriver til hansekøbmændene i Brugge.Rådet i Lübeck frygter, at kong Erik 7. af Pommern vil forsøge at overtale høvedsmændene Peter Johnson, Johann Bertramson, Michael Rute og Bartholomeus Vot til at gå i kongens tjeneste, da der nu er krig imellem de vendiske hansestæder og kong Erik.Rådet i Lübeck ønsker derfor, at hansekøbmændene i Brugge i hemmelighed skal opfordre hansekøbmændene i London til at indlede forhandlinger med de nævnte høvedsmænd for at overtale dem til at gå i hansestædernes tjeneste.I forlængelse heraf har rådet i Lübeck vedlagt et lejdebrev til de nævnte høvedsmænd, som kan træde i kraft, såfremt de pågældende høvedsmænd ønsker at gå i hansestædernes tjeneste.Endelig beder rådet i Lübeck hansekøbmændene i Brugge om at sende lejdebrevet retur, såfremt de pågældende høvedsmænd ikke ønsker at gå i hansestædernes tjeneste. Desuden skal hansekøbmændene i Brugge forsøge at forhindre, at de pågældende høvedsmænd tager parti for kong Erik.

Rådet i Lübeck skriver til Gerwin v. d. Espen.Rådet i Lübeck meddeler, at det har skrevet til hansekøbmændene i Brugge og England vedrørende høvedsmændene Peter Johnson, Johann Bertramson, Michael Rute og Bartholomeus Vot, i hvilken forbindelse rådet i Lübeck har bedt hansekøbmændene i Brugge og England om at overtale de nævnte høvedsmænd til at gå i hansestædernes tjeneste. Dette skal ske, inden kong Erik 7. af Pommern får overtalt de nævnte høvedsmænd til at gå i kongens tjeneste.I forlængelse heraf opfordrer rådet i Lübeck Gerwin v. d. Espen til at hjælpe hansekøbmændene i England i denne sag, idet det ville være til stor skade for hansestæderne, om de nævnte høvedsmænd gik over til kong Erik.

Skipper Troels Olufsens gældsbevis til dronning Filippa.I brevet erklærer Troels Olufsen, at han har lånt 10 lødige mark af dronning Filippa til at udruste sit skib, således at det kan bruges i kong Erik 7. af Pommerns krig mod hansestæderne.Endvidere forpligter Troels Olufsen sig til at tilbagebetale de 10 lødige mark 24. juni 1427 til enten dronning Filippa eller kong Erik, såfremt dronning Filippa måtte ønske det.

Skipper Sten Laurensens gældsbevis til dronning Filippa.I brevet erklærer Sten Laurensen, at han har lånt 10 lødige mark af dronning Filippa til at udruste sit skib, således at det kan bruges i kong Erik 7. af Pommerns krig mod hansestæderne.Endvidere forpligter Sten Laurensen sig til at tilbagebetale de 10 lødige mark 24. juni 1427 til enten dronning Filippa eller kong Erik, såfremt dronning Filippa måtte ønske det.

Reces af hansedagen i Braunschweig.Da hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg, Rostock, Stralsund og Wismar har erklæret kong Erik 7. af Pommern krig, er disse hansestæder blevet enige om, at de alle den næstkommende søndag Lætare, dvs. 30. marts 1427, skal have deres udsendinge i Lüneburg. Disse udsendinge skal medbringe deres respektive stæders fejdebreve til Lüneburg.Såfremt en af de seks førnævnte hansestæder skulle få brug for militær hjælp på landjorden i løbet af krigen, så skal de andre nævnte hansestæder sende deres bevæbnede mænd til hjælp for den pågældende hansestad - enhver hansestad efter sin evne.Såfremt en af de seks førnævnte hansestæder skulle få brug for økonomisk hjælp i løbet af krigen, så skal de andre nævnte hansestæder komme den pågældende hansestad til hjælp med penge - enhver hansestad efter sin evne.Endvidere må ingen af de nævnte hansestæder slutte fred med kong Erik, medmindre de andre nævnte hansestæder er indeholdt i fredsaftalen.

Beretning om de forhandlinger, som Kasimir 5., hertug af Pommern-Stettin, samt Wartislaw 9. og Barnim 7., hertuger af Pommern-Wolgast, fører med hansestæderne på rådhuset i Stralsund vedrørende krigen imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne.Under forhandlingerne spørger de pommerske hertuger hansestæderne, om de vil underkaste sig hertugernes afgørelse i sagen. Hertil svarer hansestæderne, at de kun har i sinde at svare på kong Eriks klager, såfremt kongen lover dem, at han vil betale erstatning til hansestæderne for de skader, som kongens høvedsmænd og fogeder har påført dem.Endvidere meddeler hansestæderne, at de vil vente med at sende deres krigsfolk ud til 6. april 1427, såfremt kong Erik kan stille garanti for betalingen af erstatningen for de skader, som hans høvedsmænd og fogeder har påført dem.

Hansestædernes rådsudsendinge, som netop nu befinder sig i Stralsund, skriver til rådet i Greifswald.Hansestædernes rådsudsendinge meddeler, at de gentagne gange både mundtligt og skriftligt har bedt om hjælp fra rådet i Greifswald til krigen mod kong Erik, men at de ikke har fået noget svar fra rådet i Greifswald.Endvidere meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at rådet i Greifswald derudover har begået overgreb mod hansestædernes tjenere.Af disse årsager meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at de hverken vil drive handel eller have kontakt med Greifswald.

Byen Uelzens fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Uelzen krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Uelzen krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Wismar og Stralsunds skyld.For det andet erklærer Uelzen krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han også befaler og byder sine folk at gøre dette i hans riger i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Helmstedts fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Helmstedt krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Helmstedt krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Helmstedt krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i hans riger i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Goslars fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Goslar krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Goslar krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Goslar krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Halberstadts fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Halberstadt krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Halberstadt krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Halberstadt krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Hannovers fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Hannover krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Hannover krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Hannover krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Göttingens fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Göttingen krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Göttingen krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Göttingen krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Einbecks fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Einbeck krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Einbeck krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Einbeck krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Northeims fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Northeim krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Northeim krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Northeim krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Quedlinburgs fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Quedlinburg krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Quedlinburg krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Quedlinburg krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Ascherslebens fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Aschersleben krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Aschersleben krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Aschersleben krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Braunschweigs fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Braunschweig krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Braunschweig krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Braunschweig krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Hamelns fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Hameln krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Hameln krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Hameln krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Hildesheims fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Hildesheim krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Hildesheim krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Hildesheim krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Alfelds fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Alfeld krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Alfeld krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Alfeld krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Magdeburgs fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer rådmænd, gildemestre, borgere og indbyggere i byen Magdeburg krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Magdeburg krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Magdeburg krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Buxtehudes fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Buxtehude krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Buxtehude krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg, Rostock, Wismar og Stralsunds skyld.For det andet erklærer Buxtehude krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Rådet i Kolberg skriver til hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Wismar, Lüneburg og Stralsund samt til de rådsudsendinge fra andre hansestæder, som netop nu befinder sig i Stralsund.Rådet i Kolberg meddeler, at det ikke er bekendt med, at der skulle være blevet fragtet gods fra Kolbergs havn til kong Erik 7. af Pommern. De fremmede handelsfolk, som har fragtet gods ud af Kolbergs havn, har måttet sværge over for rådet i Kolberg, at dette gods ikke hørte hjemme i Danmark. Derimod har det drejet sig om gods, som retmæssigt hørte hjemme i Danzig, Stralsund og Deventer. Således som rådet i Kolberg husker det, er dette gods blevet transporteret på i alt to skuder. Hvad angår de af Kolbergs egne handelsfolk, som har fragtet madvarer og andre handelsvarer ud af Kolbergs havn, så har disse måttet sværge over for rådet i Kolberg, at de ikke ville fragte dette gods til kong Eriks tre riger, men derimod til de vendiske hansestæder.Endvidere meddeler rådet i Kolberg, idet de vendiske hansestæder har spurgt rådet i Kolberg, om det vil forblive på hansestædernes side, at rådet i Kolberg netop har holdt et møde i Wollin med herskabet i Pommern og biskoppen i Kammin i forbindelse med et angreb på det "arme stift". Under dette møde var også kong Eriks udsending til stede. På mødet krævede herskabet i Pommern, at biskoppen i Kammin og rådet i Kolberg skulle tage parti for kong Erik, hvilket biskoppen og rådet i Kolberg imidlertid ikke ønskede, hvorfor bispedømmet nu er blevet angrebet af herskabet i Pommern. Bispedømmet Kammin består nu alene af de to byer Kolberg og Köslin, og de bliver ydermere belejret af herskabet i Pommerns egne byer og mænd. Derfor beder rådet i Kolberg om, at hansestæderne ikke vil tage det ilde op, at rådet i Kolberg ikke erklærer kong Erik krig, for den hjælp, som rådet i Kolberg nu ville kunne yde, er kun alt for ringe.

Rådet i Köslin skriver til hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Wismar, Lüneburg og Stralsund samt til de rådsudsendinge fra andre hansestæder, som netop nu befinder sig i Stralsund.Rådet i Köslin meddeler, at det har modtaget og forstået det brev, som de førnævnte hansestæder har sendt til rådet i Köslin.I forlængelse heraf meddeler rådet i Köslin, at byen Köslin hører under bispedømmet Kammin, samt at byen ikke selv råder over en havn, hvorfra man ville kunne transportere varer til kong Erik 7. af Pommerns tre riger.Endelig meddeler rådet i Köslin, at det med al venskab ønsker at hjælpe med at tilvejebringe freden, men at det samtidig er forpligtet til at gøre, hvad biskoppen af Kammin måtte kræve af det, idet han er herre over rådet i Köslin.

Rådet i Stralsund skriver til rådet i Lübeck.Rådet i Stralsund meddeler, at det har fået at vide af en troværdig person, som netop er vendt tilbage til Stralsund fra København, at folkene i København lider stor nød, og at de hver dag venter på skibe fra Norge, Sverige og andre egne, som skal bringe dem mad og andre fornødenheder.Grundet manglen på fødevarer i København forekommer det rådet i Stralsund fornuftigst at sende de hanseatiske krigsskibe til Øresund nu, idet den førnævnte person mener, at København ikke vil kunne holde stand i mere end otte dage.Endelig meddeler rådet i Stralsund, at det er af den opfattelse, at hansestæderne vil kunne undgå megen blodsudgydelse, såfremt deres krigsskibe kommer til Øresund, førend København får tilført nye forsyninger udefra. Allerede for fire dage siden sendte Stralsund sine skibe afsted.

Rådet i Greifswald skriver til hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Wismar, Lüneburg og Stralsund samt til de rådsudsendinge fra andre hansestæder, som netop nu befinder sig i Stralsund.Rådet i Greifswald meddeler, at det har modtaget og forstået det brev, som de førnævnte hansestæder har sendt til rådet i Greifswald, hvori de skriver, at de gentagne gange har bedt om rådet i Greifswalds hjælp i krigen mod kong Erik 7. af Pommern, samt at rådet i Greifswald ikke har svaret på deres breve.Hertil svarer rådet i Greifswald, at det sandelig har sendt helt klare skriftlige svar på deres breve.Endvidere meddeler rådet i Greifswald, at det ikke har begået nogen overgreb mod de førnævnte hansestæders tjenere, således som det ellers er blevet påstået, hvilket desuden har medført, at de førnævnte hansestæder hverken vil drive handel eller have kontakt med Greifswald.Endelig opfordrer rådet i Greifswald de førnævnte hansestæder til at genoprette det gamle forhold, idet rådet i Greifswald er uden skyld i den nuværende tilstand.

Rådet i Stralsund skriver til rådet i Lübeck.Rådet i Stralsund meddeler, at det har sendt krigsskibe afsted fra Stralsund, idet alle de hansestæder, som er i krig med kong Erik 7. af Pommern, blev enige om at have deres krigsskibe liggende ud for Wismar til den næstforgangne midfaste. Stralsunds skibe ligger nu ud for Wismar, men der er ikke kommet nogen skibe fra de andre hansestæder.Rådet i Stralsund meddeler endvidere, at det forekommer det meget mærkværdigt, at rådet i Lübeck ikke overholder det, som hansestæderne ellers er blevet enige om.Endelig meddeler rådet i Stralsund, at det ville hjemkalde sine folk, hvis det kunne få besked om, at der ikke skulle ske mere i den sag.

Hans Hillemann garanterer at ville holde sit fangenskab.

Fru Jytte (af Tvedsgård), enke efter Henneke Limbek og mor til Klaus (Hennekesen) Limbek (af Tørning), pantsætter til Kolding by alle sine rettigheder til Brændkær mark for 18 lybske mark under betingelse af, at borgerne i Kolding by ikke fælder eg eller bøg på det pågældende sted.Såfremt fru Jytte ønsker at indløse pantet, skal hun meddele dette på Tyrstrup ting dagen før sankthans eller tidligere. Derefter skal hun give de 80 mark tilbage til Kolding by inden for otte dage efter mortensdag i Kolding.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til borgmestre og råd i byen Bremen, at han har modtaget deres meddelelse om, at Bremen er udtrådt af hanseforbundet. Af denne årsag tillader kong Erik Bremens borgere frit at besøge hans riger.

Borgerne i Wismars vedtægt indeholdende bl.a. bestemmelser om rejser til Bergen og København samt om hansestædernes krig mod kong Erik 7. af Pommern.

Werner van der Heide, Hans Hillemann og Hermann Menten garanterer at ville holde deres fangenskab.

Trued Has, ridder og høvedsmand på Gotland, skriver til Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden.Trued Has meddeler, at han har modtaget det brev, som Paul v. Rusdorf har sendt til ham. I det pågældende brev skriver Paul v. Rusdorf om Trued Has og dennes mænds beslaglæggelse af et skib i Visby tilhørende Hermann Dykman, borger i Danzig, som var lastet med rug. Ifølge Hermann Dykman havde skibet været på vej mod Åbo. Endvidere var skipperen på skibet, Hans Fustman, ifølge Hermann Dykman dennes svend.Trued Has meddeler, at den førnævnte Hans Fustman er borger i Rostock, og at han er kendt på hele Sjælland som en af kong Erik 7. af Pommerns fjender, samt at han med base i Rostock har drevet handel i Danmark i over ti år. Dette kan Trued Has bevise ved hjælp af Hans Fustmans regnskabsbog, som Trued Has også har beslaglagt. Ifølge Trued Has var det først, da hansestæderne brød med kong Erik, at Hans Fustman indgik et formelt kompagniskab med Hermann Dykman. Endvidere meddeler Trued Has, at Hans Fustman er den egentlige ejer af det beslaglagte skib, samt at han ikke kan regnes for at stå i Hermann Dykmans tjeneste.Endvidere meddeler Trued Has, at Hans Fustmans regnskabsbog viser, at det beslaglagte skib er blevet lastet med rug af en borger fra Stralsund ved navn Vicke Kedingh, og at den pågældende rug tilhører en helt anden købmand ved navn Claus Munt.Endvidere meddeler Trued Has, at da skibet var ankommet til Visby, var folkene ombord blevet genkendt af Visbys indbyggere, og da man havde spurgt dem, hvad de havde at gøre i Visby, eftersom de kom fra hansestæderne, havde de forsøgt at komme hurtigt ud af havnen igen. Da Trued Has' knægte derefter havde standset skibet, havde folkene ombord fortalt, at Hermann Dykman havde fire læster rug ombord på skibet.Endelig meddeler Trued Has, at han giver Paul v. Rusdorf sit æresord på, at det, som han nu har skrevet, er rigtigt, og at han er i stand til at bevise det. I den forbindelse meddeler Trued Has, at han på ingen måde ønsker at hindre eller genere folk fra Den Tyske Ordens område.

Præsten Jacobus Bonow erklærer, at han af Jens (Andersen (Lodehat)), biskop i Roskilde, har modtaget officialatet på Rügen som len mod en årlig afgift på 500 stralsundske mark. Denne afgiftssum skal betales på to forskellige tidspunkter; den ene halvdel til mortensdag og den anden halvdel til påske.Endvidere erklærer Jacobus Bonow, at han af førnævnte biskop Jens har modtaget grevskabet Streu på Rügen som len. Herfor skal han aflægge regnskab, og overskuddet af grevskabet skal han give til biskop Jens hhv. til mortensdag og til påske som før beskrevet. Betalingen til biskop Jens skal endvidere finde sted på Rügen.Såfremt Jacobus Bonows betaling til biskop Jens ikke finder sted rettidigt, skal Jacobus Bonow yde biskop Jens erstatning herfor. I forlængelse heraf forpligter Jacobus Bonow sig til at lade biskop Jens' bønder på Rügen forblive ved deres rettigheder samt til at sørge for dem, så godt han kan. Endvidere forpligter Jacobus Bonow sig til at holde gården Ralswiek i god stand. Såfremt gården Ralswiek skulle blive beskadiget på grund af ildebrand, skal biskop Jens modtage erstatningen og ikke Jacobus Bonow.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhards forhandleres forslag til de to hertuger om delingen af hertugdømmet Slesvig imellem hertugerne.Forslaget indeholder følgende:1) Hertugdømmet Slesvig skal deles i to dele. Den ene del udgøres af Gottorp med alt dertil hørende, nemlig Risby herred med Eckernförde, Sorg herred med Krop, Arns herred, Selk, Bustrup, Dannevirke, Eggstedt, Gyby, Flækkeby, Strukstrup herred, Slis herred indtil Mysunde, Slesvig, Sønder Gøs herred og tre landsbyer i Bunstorp sogn, nemlig Limbæk, Borgsted og Schülldorf samt tre jordstykker i Ejdersted. Disse områder indbringer 2652 mark i renter. Den anden del udgøres af Flensborg samt Sild og Før, Nørre Gøs herred, Vis herred, Husby herred, Ny herred og Nordstrand med Pelvorm herred. Disse områder indbringer 2553 mark i renter.2) De to nævnte fæstningsværker skal ikke deles efter arveregler. Endvidere må enhver forlene gejstlige len.3) Bjerget i Flensborg skal opføres. Begge hertuger skal betale for byggeriet, men kun den hertug, som får Flensborg-delen, skal betale for arbejdsfolkenes kost.4) Hvad angår Sønderborg og Tønder, er det blevet aftalt, at Sønderborg med Nordborg og alt, hvad dertil hører, er bedre end Tønder. Dog skal begge slotte, dvs. Sønderborg slot og Tønderhus, med alt, hvad dertil hører, deles og forblive delte ved arv, og det skal være op til de slesvigske hertuger, om de vil forbedre Tønderhus.5) Hvad angår Åbenrå, er det blevet aftalt, at Åbenrå skal forblive udelt, samt at begge hertuger skal have brugsret til Åbenrå.6) Hvad angår landet Holsten, er det blevet aftalt, at den ene del fortsat skal være Segeberg med alt, hvad dertil hører af byer, slotte og lande, nemlig byen og slottet Segeberg med fogediet, byen Neustadt, sognene Selent, Giekau, Altenkrempe ved Neustadt, landsbyen Großenbrode, byen og slottet Rendsburg og fæstningen Tielenburg samt sognet Neumünster. Den anden del skal fortsat være Plön med alt, hvad dertil hører af slotte, byer og lande, nemlig slottet og byen Plön, landet Oldenburg, byen Lütjenburg, byen Heiligenhafen, landet Femern med borgen Glambæk, Hanerau, sognene Hademarschen og Steenfeld samt slottet Haseldorf med alt, hvad dertil hører. Hvad angår den tredje del, er det blevet aftalt, at den skal deles i to, hvormed man kan forbedre de to førnævnte dele. Den tredje del udgjordes af Kiel, Neumünster, Trittau, Oldesloe, landet Stormarn, Itzehoe og Osterhof.7) Hvad angår de gejstlige len, er det blevet aftalt, at de gejstlige len, som ligger inden for byen Hamburg og Eutin, skal høre til Segeberg, samt at de gejstlige len, som ligger i Lübeck, skal høre til Plön.

Hertuginde Katharina af Mecklenburg afsætter på egne og sine umyndige børn hertugerne Heinrich og Johanns vegne det gamle råd i byen Wismar, som uden det wismarske borgerskabs og det mecklenburgiske herskabs vidende har indladt sig på et forbund med kong Erik 7. af Pommern. Endvidere udstyrer hertuginden Wismars nyudnævnte råd med byens gamle rettigheder.

Dom i sagen mellem hertuginde Katharina af Mecklenburg og borgmestre og råd i Rostock, hvorved disses gods og ejendomme i Mecklenburg frakendes dem, fordi de har forskrevet byen Rostock til kong Erik 7. af Pommern.

Kong Erik 7. af Pommerns lejdebrev for de holstenske grevers udsendinge til det møde, som skal holdes 14. marts 1428 i Nykøbing på Falster eller i Falsterbo i Skåne mellem på den ene side kong Erik og på den anden side de holstenske herrer og de vendiske hansestæder.I lejdebrevet befuldmægtiger kong Erik endvidere den romerske konges udsending Nicolaus Stok til at udskyde mødet to til tre uger, hvis det skulle blive nødvendigt på grund af vejr og vind.

Kong Erik 7. af Pommerns lejdebrev for de vendiske hansestæders udsendinge til det møde, som skal holdes i Nykøbing på Falster eller i Falsterbo i Skåne mellem på den ene side kong Erik og på den anden side de holstenske herrer og de vendiske hansestæder.I lejdebrevet befuldmægtiger kong Erik endvidere den romerske konges udsending Nicolaus Stok til at udsætte mødet, hvis det bliver nødvendigt på grund af vejr og vind. Alle, der er i Nicolaus Stoks selskab eller kommer i hans ærinde, skal være omfattet af lejdet.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til højmesteren for Den Tyske Orden Paul v. Rusdorf.Kong Erik meddeler, at han for nylig har haft besøg af udsendinge fra nogle af hans fjender, nemlig udsendinge fra Novgorod samt andre russiske udsendinge. Disse udsendinge fremsatte det krav over for kong Erik, at han enten skulle overdrage russerne de lande, som kong Eriks forfædre for længe siden havde erobret fra russerne, hvorved de pågældende lande vel at mærke var blevet bragt til den kristne tro, eller lave en evig fredsaftale med russerne. Såfremt kong Erik ikke går ind på nogen af russernes krav, vil det ifølge de russiske udsendinge betyde, at der er åben krig imellem kong Erik og russerne efter 23. maj 1428.Kong Erik meddeler endvidere højmesteren, at han blev meget forbavset over denne trussel om krig fremsat af de russiske udsendinge, idet russerne ikke tidligere har fremsat sådanne krav og trusler. Dog fik kong Erik i nærværelse af sit råd og den romerske konges udsending at vide af de russiske udsendinge, at årsagen til, at de nu optrådte på denne måde, var, at de hanseatiske købmænd i Novgorod havde tilskyndet dem til at fremsætte både det nævnte krav og truslen om åben krig. Således kan højmesteren ifølge kong Erik se, hvorledes hanseaterne, som er kong Eriks fjender, ikke alene forsøger at vende kristne fyrster og byer imod kong Erik, men også hedninge, hvorved hanseaterne bevidst svækker den kristne tro samt styrker hedningene.Endvidere meddeler kong Erik, at han, idet det er meget ubelejligt for ham på nuværende tidspunkt at føre krig mod både russerne og hansestæderne, ønsker at høre, hvad højmesteren mener om russernes krav om en evig fred imellem kong Erik og russerne. I denne forbindelse gør kong Erik højmesteren opmærksom på, at denne uheldige situation alene er opstået på grund af, at de hanseatiske købmænd har opildnet og styrket russerne i deres sag.Endelig meddeler kong Erik, at han af sine råder i Sverige er blevet gjort opmærksom på, at hans svenske undersåtter, som rejser til og fra højmesterens områder og havne i både Preussen og Livland bliver chikaneret samt udsat for overgreb af såvel hanseater som højmesterens folk, hvilket kong Erik er blevet meget forbavset over. Af den årsag beder kong Erik højmesteren om at sikre, at overgrebene på hans undersåtter ophører, samt at de af hans undersåtter, som har været udsat for overgreb, får erstatning herfor.

Rådet i Braunschweig skriver til borgmestrene i Lüneburg.Rådet i Braunschweig meddeler, at det har modtaget borgmestrene i Lüneburgs brev, i hvilket de beder borgmestrene i Braunschweig om at sende deres mening om og anvisninger i sagen vedrørende Tideman Steen, borgmester i Lübeck og hanseatisk flådefører, der i sommeren 1427 sejlede ud af Øresund med resterne af den hanseatiske flåde efter den hamborgske flådeafdelings nederlag til kong Erik 7. af Pommerns flåde, hvilket resulterede i, at den biscayiske flåde blev erobret af kong Erik.Ifølge borgmestrene i Lüneburg skulle rådet i Lübeck have befalet Tideman Steen at blive i Øresund med hele den hanseatiske flåde, indtil den biscayiske og den preussiske flåde var sejlet igennem Øresund. Herefter skulle Tideman Steen selv afgøre, hvad der var bedst at foretage sig med hensyn til den hanseatiske flåde. Da den hamborgske afdeling af den hanseatiske flåde imidlertid led nederlag til kong Eriks flåde i Øresund, beordrede Tideman Steen resten af den hanseatiske flåde til at forlade Øresund, hvorved den biscayiske flåde blev efterladt fuldstændig ubeskyttet imod kong Eriks folk. De borgere og handelsfolk, som derved har mistet deres gods, som var ombord på de biscayiske skibe, har nu anklaget Tideman Steen for at have handlet imod rådet i Lübecks ordre om at blive i Øresund, indtil den biscayiske og den preussiske flåde var sejlet forbi.Tideman Steen har imidlertid forsvaret sig imod disse anklager under hansedagen i Lübeck, hvor også hertug Adolf af Slesvig var til stede, idet Tideman Steen har forklaret, at man efter den hamborgske flådeafdelings nederlag samlede resten af den hanseatiske flåde i Øresund for at drøfte, hvorledes man kunne undgå, at der skete større skade. Problemet for den hanseatiske flåde bestod på dette tidspunkt desuden i, at folkene fra Stralsund ikke var ankommet til Øresund, således som det ellers var blevet aftalt. Endvidere frygtede man, at kong Erik grundet den kongelige flådes store sejr over den hamborgske flådeafdeling havde fået mod på flere angreb, såfremt man lod den hanseatiske flåde blive i Øresund, samt at sådanne angreb ville gøre skaden endnu større. Endelig kom man på baggrund af drøftelserne frem til det resultat, at den preussiske flåde var meget vigtigere og kostbarere end den biscayiske flåde, hvorfor det i første omgang gjaldt om at beskytte den preussiske flåde. Derfor besluttede man for det første at sende bud til den bicayiske flåde om ikke at sejle igennem Øresund og for det andet at lade resten af den hanseatiske flåde sejle til Bornholm for dér at vente på den preussiske flåde, således at den ikke ville falde i kong Eriks hænder. Endvidere ville man på vejen til Bornholm forsøge, om man kunne forenes med skibene fra Stralsund. Endelig har Tideman Steen oplyst, at alle de udsendinge fra de andre hansestæder, som var til stede under hansedagen, har bekræftet over for ham selv og Johann Russenberg, rådsherre i Lübeck, at det er foregået præcist, som Tideman Steen har forklaret det.På denne baggrund erklærer rådet i Braunschweig, at Tideman Steen har handlet korrekt i henhold til den ordre, som han har fået af rådet i Lübeck, hvorfor han må anses for at være uskyldig. For det første er beslutningen om at forlade Øresund truffet efter drøftelser mellem Tideman Steen og de andre hansestæders befalingsmænd i Øresund. For det andet var Tideman Steens ordre om at beskytte både den biscayiske og den preussiske flåde betinget af hjælpen fra de andre hansestæder, men eftersom den hamborgske flådeafdeling led nederlag til kong Eriks flåde, og eftersom folkene fra Stralsund slet ikke kom, var det umuligt for Tideman Steen at adlyde rådet i Lübecks ordre, og ingen er forpligtet af det, som er umuligt. For det tredje har Tideman Steen gjort ret i at forsøge at begrænse skaden. For det fjerde er det forkert, at Tideman Steen nu skal lide nød, blot fordi han har forsøgt at adlyde rådet i Lübecks ordre. Han har sat både sit gods og sit liv på spil for at adlyde ordren, og han har ikke haft nogen personlig gavn heraf.

På kong Erik 7. af Pommerns myndighed indkalder den romerske konges udsending Nicolaus Stok de holstenske grever Adolf og Gerhard samt de seks hansestæder Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismar til et møde den 11. april i Falsterbo for at forhandle om en fred mellem dem og kong Erik 7. af Pommern.Stok har ligeledes på kong Eriks myndighed bemyndigelse til at udsætte mødet en uge, hvis udsendingene ikke kan nå frem pga. vind og vejr.

Aftale vedrørende krigsskadeserstatning indgået imellem de slesvigske hertuger Adolph og Gerhard på den ene side og Claus v. d. Wisch på den anden side.De slesvigske hertuger forpligter sig til at yde Claus v. d. Wisch erstatning, såfremt hans ejendom i Gelting bliver erobret eller brændt af hertugernes fjender, nemlig kong Erik 7. af Pommern og kong Eriks hjælpere, eftersom Claus v. d. Wisch er på de slesvigske hertugers side i krigen mod kong Erik. Til gengæld herfor forpligter Claus v. d. Wisch sig til at hjælpe de slesvigske hertuger i krigen mod kong Erik. Erstatningen beløber sig til 100 lybske mark pr. år, indtil Claus v. d. Wischs ejendom atter rummer en værdi af 100 mark lybske penninge.Såfremt Claus v. d. Wischs gård i Gelting bliver erobret eller brændt af af hertugernes fjender, forpligter de slesvigske hertuger sig til kvit og frit at give Claus v. d. Wisch hele Vor Frue sogn beliggende uden for Rendsborg i pant - dog med undtagelse af et område af sognet, som allerede er sat i pant.Således skal Claus v. d. Wisch have Vor Frue sogn i sin varetægt, og han skal have ret til at bruge sognet efter forgodtbefindende, indtil de slesvigske hertuger eller deres arvinger giver ham eller hans arvinger den pågældende gård i Gelting tilbage. Når han har fået gården i Gelting tilbage, skal han kvit og frit samt uden forsinkelse eller indsigelser returnere det førnævnte Vor Frue sogn til de slesvigske hertuger, således som han har modtaget det af dem. Hvad angår det tømmer i Claus v. d. Wischs gård, som måtte blive beskadiget i krigen grundet brand, skal to af de slesvigske hertugers rådsmedlemmer og to af Claus v. d. Wischs frænder i fællesskab aftale en passende erstatning herfor. De bygninger, som ligger uden for selve gården, skal imidlertid ikke være omfattet af de slesvigske hertugers krigsskadeserstatning til Claus v. d. Wisch.

Jacobus Bonow forpligter sig endnu en gang til at betale afgiften af officialatet på Rügen samt af grevskabet Streu til Jens (Andersen (Lodehat)), biskop i Roskilde. I den forbindelse erklærer Jacobus Bonow, at betalingen skal foregå et sted på Rügen, hvor biskop Jens måtte ønske det, idet dette ikke var blevet fastsat i det første brev om betalingen.Endvidere erklærer Jacobus Bonow, at han skal yde biskop Jens erstatning, hvis gården Ralswiek kommer i brand som følge af hans eller hans folks manglende opsyn.Endelig erklærer Jacobus Bonow, at biskop Jens skal have fuld dækning for skaden, uden at Jacobus Bonow skal have nogen form for skadeserstatning, såfremt branden skyldes Jacobus Bonow selv.

Johann (v. Trempe), biskop i Ratzeburg, udsteder vidnesbyrd om hansestædernes mundtlige protest mod kong Erik 7. af Pommerns og den romerske konges anklager.Hansestædernes protest indeholder følgende punkter:1) Hansestæderne protesterer mod den anklage, at de skulle føre krig mod kong Erik for at skade den hellige kristenhed eller for at styrke kætterne. Hansestæderne fører krig mod kong Erik for at beskytte sig selv, deres privilegier og deres ejendom.2) Hansestæderne protesterer over det forhold, at både de og kong Erik har bedt højmesteren for Den Tyske Orden om at være dem mægtig til ret.3) Hansestæderne protesterer mod den anklage, at de ikke skulle have adlydt pavens og den romerske konges ordre om at deltage i krigen mod kætterne i Bøhmen. Derimod har hansestæderne sendt både riddere, væbnere og andre bevæbnede mænd afsted under det første felttog mod kætterne, som var arrangeret af kardinal Placentinus.4) Endvidere deltog hansestæderne i det andet felttog mod kætterne, som var ledet af kardinalen af Ursin. Dette foregik på flere måder. Dels indsamlede de penge og gods, som de anbragte i kister i hansestædernes kirker. Dels sendte hansestæderne bevæbnede mænd afsted til krigen mod kætterne.5) Endvidere deltager hansestæderne i det tredje felttog mod kætterne, som er ledet af kardinalen af England. De er således i færd med at indsamle penge og gods fra enhver borger i hansestæderne, således som det er blevet bestemt af kardinalen af England og af kurfyrsterne.6) Hansestæderne protesterer mod den anklage, at de skulle have taget den romerske konges udsending, Michael Honiger, til fange. Derimod har de hele tiden hjulpet ham og sørget for, at han kunne rejse sikkert til Danmark.7) Hansestæderne protesterer mod den anklage, at de skulle have været ulydige mod den romerske konge i forbindelse med de forhandlinger mellem kong Erik og hansestæderne, som blev ledet af den romerske konges udsending, Nicolaus Stok. Således har de hele tiden forsøgt at opfylde alle de krav, som Nicolaus Stok stillede til dem med hensyn til det fredsmøde, som skulle holdes i Falsterbo mellem kong Erik og hansestæderne, men de var desværre forhindrede i at komme til mødet grundet vind og vejr.På baggrund af de nævnte punkter håber hansestæderne, at den romerske konge ikke vil pålægge dem nye byrder. Såfremt den romerske konge imidlertid ikke skulle stille sig tilfreds hermed, således at det kommer til en retssag mellem parterne, vil hansestæderne gøre indsigelse mod det forhold, at den romerske konge optræder som dommer i denne sag, idet han ikke kan være lovlig dommer, eftersom han er beslægtet med kong Erik. Såfremt den romerske konge imidlertid ville lade en anden fyrste være dommer i denne sag, vil hansestæderne betingelsesløst underkaste sig denne dommer.

Hansekøbmændene i Novgorod skriver til rådet i Dorpat.Hansekøbmændene i Novgorod meddeler, at de har modtaget et brev indeholdende en advarsel fra rådet i Dorpat, og at de har rettet sig efter den.Endvidere meddeler hansekøbmændene i Novgorod, at Novgorods udsendinge, som var blevet sendt til kong Erik 7. af Pommern, netop er vendt tilbage til Novgorod. De russiske udsendinge har fortalt hansekøbmændene i Novgorod, at kong Erik har renset sig fra alle anklagerne om, at han skulle være skyld i, at deres russiske brødre var blevet dræbt, og at deres gods var blevet frarøvet dem. Kong Erik har i forlængelse heraf fortalt de russiske udsendinge, at det ikke er foregået i hans riger, samt at det pågældende gods aldrig er kommet ind i hans riger - hverken ad vandvejen eller over land. Endvidere har kong Erik fortalt dem, at hansekøbmændene og hansestæderne har taget det pågældende gods, samt at godset alene er blevet bragt til tyske byer.Endvidere har de russiske udsendinge meddelt hansekøbmændene i Novgorod, at kong Erik har opfordret dem til at stille hansekøbmændene til regnskab for deres dræbte brødre og for deres mistede gods.Endelig har de russiske udsendinge meddelt hansekøbmændene i Novgorod, at de har sluttet en femårig fred med kong Erik.

Rådet i Lübeck skriver til rådet i Danzig.Rådet i Lübeck videresender et brev fra alle hansestæderne, i overensstemmelse med hvilket rådet i Lübeck henstiller til rådet i Danzig, at ingen må sejle til Øresund.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, at også de hollandske stæder vil blive advaret mod at sejle til Øresund.Endelig meddeler rådet i Lübeck, at det ikke har noget ansvar for den skade, som folkene fra Holland og Zeeland er blevet påført grundet hansestædernes krig med kong Erik 7. af Pommern, idet rådet i Lübeck allerede havde berettet for dem, at hansestæderne lå i fjendskab med kong Erik.

Morten Jensen (Gyrstinge), ridder, Peder Andersen, kannik i Ribe, og Henrik Tinhuus (Skinkel) erklærer, at fru Else (Nielsdatter (Glob), til Todbøl), enke efter hr. Jens (Eriksen) Skram (til Voldbjerg), havde overdraget Tue Skriver en gård i Simmersted på den betingelse, at han skulle skøde den pågældende gård til kirken i Haderslev.

Rådet i Dorpat skriver til rådet i Reval.Rådet i Dorpat sender en transsumpt af et brev af 5. juni 1428 sendt fra hansekøbmændene i Novgorod til rådet i Reval. Af det transsumerede brev fremgår det bl.a., at Novgorods udsendinge, som har været hos kong Erik 7. af Pommern, netop er vendt tilbage til Novgorod. I Novgorod har de nu fortalt, at kong Erik har meddelt dem, at det gods, som var blevet frarøvet russerne, nu er blevet bragt til hansestæderne.Rådet i Dorpat foreslår i forlængelse heraf at sende udsendinge til Novgorod for over for russerne at forsvare de hanseatiske købmænd imod kong Erik 7. af Pommerns beskyldninger samt for at finde ud af, hvorledes forholdet til russerne er nu.

Rådet i Riga skriver til rådet i Lübeck.Rådet i Riga sender en transsumpt af et brev af 5. juni 1428 sendt fra hansekøbmændene i Novgorod til rådet i Dorpat. Denne transsumpt havde rådet i Riga modtaget fra rådet i Dorpat den 15. juli 1428. Af det transsumerede brev fremgår det bl.a., at Novgorods udsendinge, som har været hos kong Erik 7. af Pommern, netop er vendt tilbage til Novgorod. I Novgorod har de nu fortalt, at kong Erik har meddelt dem, at det gods, som var blevet frarøvet russerne, nu er blevet bragt til hansestæderne.Rådet i Riga foreslår i forlængelse heraf, at hansestæderne på den næstkommende hansedag undersøger, hvor det gods, som sagen handler om, nu befinder sig, samt at man hurtigst muligt undskylder over for russerne i Novgorod.

Hertugerne Adolf og Gerhard af Slesvig overdrager 2000 lybske mark i form af pant i Gram, Hviding, Frøs og Kalvslund herreder til hr. Heinrich v. Ahlefeldt, ridder, på livstid for dennes tjeneste. Pantet, som Claus Limbek har haft inde for 2500 mark, er således forhøjet til 4500 mark.Såfremt hertugerne ønsker at indløse pantet efter Heinrich v. Ahlefeldts død, skal det meddeles Heinrich v. Ahlefeldts arvinger inden for otte dage efter mortensdag på Tørning slot - enten skriftligt ved åbne beseglede breve eller mundtligt ved to af hertugernes hæderlige mænd. Derefter skal hertugerne til næstfølgende mortensdag betale hele summen, dvs. 4500 lybske mark, til Heinrich v. Ahlefeldts arvinger.

Bertold Burammer skriver til Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden.Bertold Burammer meddeler, at han i fællesskab med Erik Krummedige har aftalt, at der skal holdes et møde angående nogle skippere til pinse, medmindre kong Erik 7. af Pommern ønsker, at det skal ske tidligere.Endvidere meddeler Bertold Burammer, at en del fetaljebrødre har lidt et stort nederlag i Øresund. Af den årsag har man erobret syv skibe med kanoner og tre snekker, og omkring 500 fetaljebrødre er blevet taget til fange. Endvidere er svenskerne nu kommet med hele deres styrke til Øresund.Endelig meddeler Bertold Burammer, at kong Erik 7. af Pommern gerne vil tilstå 20 eller 30 af højmesterens skibe frit lejde igennem Øresund, såfremt højmesteren skriftligt beder kong Erik om det.

Rådet i Stralsund skriver til hansestædernes rådsudsendinge, som er forsamlet i Wismar.Rådet i Stralsund meddeler, at det af otte personer, som netop er returneret fra København, har fået oplysninger om den i Øresund liggende svenske flådes dårlige tilstand. Stralsund meddeler, at svenskerne på rejsen til Øresund har lidt stor nød, hvad angår både mad og drikke, hvorfor de f.eks. har været nødsaget til at drikke vand på rejsen.Endvidere meddeler rådet i Stralsund, at 80 skibe under hr. Aksel Pedersen (Thotts) kommando nu er sejlet fra København til Grønsund eller Gedser for dér at opbringe hansestædernes skibe. Disse skibe er dog mestendels snekker.Endvidere meddeler rådet i Stralsund, at det i mellemtiden har fået nærmere oplysningerne om den svenske flåde i Øresund. Den svenske flåde tæller således omtrent 2000 mand, men kun 400 af disse er fuldt udrustede til kamp. Resten er bønder og løse folk. Svenskerne ligger stadig i Øresund, men de vil først stævne ind, når kong Erik 7. af Pommern giver dem proviant, for de har ingen proviant ombord.Endvidere meddeles det, at de 80 tidligere omtalte skibe under hr. Aksel Pedersens kommando kun er små snekker, samt at de er bemandet af udygtige søfolk.Endelig meddeles det, at kong Eriks skibe kun kan bruges i Øresund, idet de er dårligt tiltaklede, og idet de ikke er bemandede af søfolk.

Kong Erik 7. af Pommerns anklage mod hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar og Lüneburg forelagt for hertug Wilhelm af Braunschweig ved fredsmødet i Nykøbing i 1428. Erklæringen indeholder følgende 17 punkter:1) Da der i året 1423 ved Heinrich Rumpoldts mægling var kommet forhandlinger i stand mellem kong Erik og holstenerne i Flensborg, sendte hansestæderne deres udsendinge til kong Erik for at meddele ham, at hansestæderne ønskede at indgå en evig fredsaftale med ham. Imidlertid afslog kong Erik i første omgang dette, da det på daværende tidspunkt forekom ham ubelejligt. Da hansestædernes udsendinge på ny havde været hos kong Erik for at læse et udkast til en sådan evig fredsaftale højt for kongen, aftaltes det, at begge parter skulle beholde en udgave af dette skrift, og at man skulle drøfte aftalen på et møde til sankthans samme år i København. Da hansestædernes udsendinge ankom til København, meddelte de kong Erik, at de stadig ønskede at indgå en evig fredsaftale med kong Erik. Kong Erik indvilgede heri, idet han gav hansestæderne sit åbne brev indeholdende aftalen. Endvidere blev det i den forbindelse aftalt, at begge parter skulle yde hinanden bistand, såfremt den ene part blev forulempet af en tredjepart, f.eks. en fyrste eller en herre.2) Den førnævnte aftale blev indgået, efter kong Erik både ved hjælp af den romerske konges åbne breve og mundtligt havde bedt hansestæderne om den hjælp imod de holstenske herrer, som hansestæderne over for kong Erik havde forpligtet sig til at yde.3) Endvidere kan hansestæderne ikke bevise, at de var taget til mødet i København for at aflevere deres klager mod kong Erik, således som aftalen ellers foreskriver. Derimod klagede hansestædernes udsendinge over, at kong Erik har indkaldt dem for at skade dem, da de sidst var i Vordingborg. Dette skete altså inden fejden. Til denne klage svarede kong Erik, at han ikke havde gjort det for at skade dem. Alt, hvad kong Erik havde gjort, var gjort i nødværge, men for at hans folk skulle kunne få varer inden for kort tid, tillod han hansestæderne at rejse til alle kongens lande med deres varer. Desuden gav kong Erik sine folk besked om, at ingen måtte hindre eller skade hansekøbmændene.4) Derefter gik kong Erik ud fra, at han ville få hjælp af hansestæderne i sagen om Sønderjylland, men efter det tidspunkt, hvor kong Erik bad om hansestædernes hjælp samt henstillede til, at de var ham mægtige til ret, sendte de deres folk hen til de holstenske herrer for at spørge dem, om de holstenske herrer ville være hansestæderne mægtige til ret. Herefter kunne hverken kong Erik eller hans råd få at vide af hansestæderne, om de ville være kong Erik eller de holstenske herrer mægtige til ret, men på vegne af kong Erik sagde kongens råd til hansestædernes udsendinge, at kong Erik ville indstille krigen med det samme, hvis hansestæderne forpligtede sig til at være de holstenske herrer mægtige til ret. Hertil svarede hansestædernes udsendinge imidlertid, at de ikke havde fået det i opdrag, men at de ønskede at drøfte sagen med kong Erik. Herefter rejste hansestædernes udsendinge til Flensborg, men da de mødtes med kong Erik, nævnte de ikke sagen med et ord. Derimod bad de på vegne af alle hansestæderne kong Erik om at lade de holstenske herrer få Sønderjylland. Hertil svarede kong Erik, at det ikke var belejligt for ham, og endvidere henstillede han til, at hansestæderne gjorde, hvad de havde forpligtet sig til over for kongen. Hertil svarede hansestædernes udsendinge imidlertid, at de nu ville ride hen til de holstenske herrer for at høre, hvordan de ville forholde sig, og endelig ville de konsultere hansestæderne. Først herefter ville de kunne give kong Erik et ordentligt svar. Dette svar kom imidlertid aldrig, for hansestæderne sendte umiddelbart herefter deres fejdebreve til kong Erik, hvorved de blev kongens fjender.5) Da hansestæderne var blevet kong Eriks fjender, sendte kong Erik sine udsendinge til sine slægtninge, hertugerne af Pommern, og derefter til højmesteren for Den Tyske Orden for at spørge, om de ville prøve at formå hansestæderne til at gøre den skade, som de havde påført kong Erik ved at føre krig mod ham, god igen. Således mødtes hertugerne af Pommern med hansestæderne i Øresund, men hansestæderne afslog at gøre skaden god igen, eftersom de mente, at kong Erik først skulle kompensere dem for den skade, som kongens fogeder og embedsmænd havde påført dem.6) Endvidere opfordrede højmesteren for Den Tyske Orden på kong Eriks vegne hansestædernes udsendinge til at være kong Erik mægtige til ret, men hansestædernes udsendinge nægtede dette, da det ikke var blevet givet dem i opdrag af deres respektive stæder at træffe sådanne beslutninger. De ville imidlertid gerne overbringe oplysningen til deres respektive stæder. Endelig meddelte de, at højmesteren selv måtte sende udsendinge til hansestæderne, såfremt han ønskede at drøfte sagen yderligere med hansestæderne. Herpå sendte højmesteren sin marskal samt andre hæderlige folk fra Den Tyske Orden og fra Den Tyske Ordens byer. Højmesterens folk fik derefter arrangeret det således med hansestæderne, at der skulle holdes et møde, og at hansestæderne ville lade højmesteren afgøre sagen, hvilket kong Erik i højmesterens nærværelse indvilgede i. Da højmesteren var rejst fra kong Erik, fik kongen et brev fra højmesteren, hvori han skrev, at hansestæderne nu alligevel ikke ville holde et møde om sagen med kong Erik, såfremt kongen ikke ville lade de holstenske herrer få Gottorp og Sønderjylland.7) Endvidere har kong Erik ved hjælp af en udsending forsøgt at overbringe hansestæderne den meddelelse, at han stadig var parat til at lade sagen afgøre ved retten, men hansestæderne gav ham kun hånlige svar herpå.8) Herefter sendte den romerske konge sin mægler Nicolaus Stok til hansestæderne for at få en aftale i stand mellem kong Erik på den ene side og hansestæderne og de holstenske herrer på den anden side. Det blev nu aftalt, at der skulle holdes et fredsmøde i Falsterbo i påsken, men da kong Erik bad hansestæderne om at komme til mødet, sendte de i stedet deres krigsflåde afsted.9) Til de klager vedrørende kong Eriks påståede privilegiebrud, som hansestæderne i 1428 afleverede til biskop Johann af Ratzeburg, svarer kong Erik, at han ikke kender noget til disse privilegiebrud, og at han heller ikke kender til, at der er blevet klaget over sådanne, inden krigen med hansestæderne brød ud. Endvidere fremgår det ikke af hansestædernes krigserklæringer, at kong Erik personligt skulle have gjort sig skyldig i privilegiebrud.10) Til de påstande om, at hansestæderne havde sendt deres udsendinge til højmesteren for Den Tyske Orden for at forhandle om fred, svarer kong Erik, at hansestæderne på intet tidspunkt havde i sinde at forhandle om fred. Havde de haft det, havde det nemlig ikke været nødvendigt for højmesteren at sende sin marskal samt flere andre af højmesterens udsendinge til hansestæderne. Endvidere var marskalen nødt til at blive hos hansestæderne i tre uger, inden han kunne få deres holdning til sagen at vide. Da han derefter rejste fra hansestæderne til Vordingborg for at overbringe kong Erik det svar, som hansestæderne havde givet ham, sendte de hele deres hærstyrke til København, som nåede frem, inden marskalen nåede til Vordingborg.11) Endvidere siger kong Erik, at hansestæderne har forbrudt sig mod den romerske konges befaling, idet hansestæderne kom til Øresund med deres hærstyrke, selvom den romerske konge havde befalet dem at holde fred med kong Erik.12) Kong Erik håber nu, at hertug Wilhelm kan formå hansestæderne til at genoptage fredsforhandlingerne, hvilket de har pligt til, således at man efter klage og svar kan finde en løsning på konflikten.13) Såfremt det ikke er muligt for hertug Wilhelm at få hansestæderne til at genoptage fredsforhandlingerne, håber kong Erik, at hertug Wilhelm vil erklære kong Erik for uskyldig, samt at hertugen vil viderebringe denne uskyldserklæring til andre fyrster og herrer, i særdeleshed til kurfyrsterne, såfremt det blev nødvendigt for kong Erik.14) Til hansestædernes påstand om, at de grundet vind og vejr ikke kunne deltage i det forhandlingsmøde i Falsterbo, som Nicolaus Stok havde organiseret, svarer kong Erik, at denne påstand ikke er sand. Det forholdt sig nemlig sådan, at mødet skulle holdes på et tidspunkt mellem påske og fire uger derefter, og eftersom hansestæderne godt kunne sejle til Øresund med hele deres hærstyrke i påskeugen, ville de også kunne være rejst til mødet i Falsterbo.15) Til hansestædernes påstand om, at det ikke er muligt for den romerske konge at dømme i sagen mellem hansestæderne og kong Erik, idet den romerske konge er beslægtet med kong Erik, svarer kong Erik, at det netop er den romerske konges opgave som rigets herre og hoved at dømme i sådanne sager, og at denne opgave ikke er betinget af familiære forhold. Endvidere anser kong Erik hansestædernes påstand for en grov fornærmelse mod den romerske konge, men da det drejer sig om et forhold mellem hansestæderne og den romerske konge, vil kong Erik lade det være op til den romerske konge at træffe en afgørelse desangående.16) Endvidere erklærer kong Erik, at det netop berettede er sandt, og at det er foregået, således som man nu har fortalt det til hertug Wilhelm.17) Endelig meddeler kong Erik, at konflikten allerede opstod, inden hansestæderne erklærede krig mod ham, idet de inden krigen tog kongens udsendinge og undersåtter til fange i Lübeck samt frarøvede dem deres gods. Begrundelsen herfor var alene, at de tilfangetagne havde været i Novgorod. Endvidere tog folkene i Rostock et lastet skib fra kong Eriks møntmester.

Ejler (Nicolausen) Rønnow (til Ejsbøl) og Gert (Hartvigsen) Bryske stadfæster et skøde, i kraft af hvilket fru Helene (Nicolausdatter (Rønnow)) havde skænket en ejendom i Seest til Anders Jyde.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til ærkebiskop Nicolaus af Bremen.Kong Erik meddeler, at han netop har modtaget ærkebiskop Nicolaus' brev, hvori ærkebiskoppen skriver, at borgerne i Wismar på skændig vis har slået ærkebiskoppens embedsmand Heinrich v. Haren, rådmand i Wismar, ihjel på grund af falske rygter om ham. I forlængelse heraf meddeler kong Erik, at han intet har at gøre med denne skændige handling.Endvidere beder kong Erik ærkebiskop Nicolaus huske på den aftale, som han har beseglet og forpligtet sig til at holde vedrørende de holstenske herrer, nemlig at ærkebiskop Nicolaus skal sørge for, at de holstenske herrer overholder det, som den romerske konge har afgjort i sagen mellem kong Erik og de holstenske herrer. Ærkebiskop Nicolaus skal således sørge for, at de holstenske herrer tilbageleverer Sønderjylland og Gottorp slot til kong Erik, idet den romerske konge har afgjort dette ved retten.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard forlener Conrad uppe der Lucht med en årlig rente på 30 lybske mark for tro tjeneste. Den årlige rente skal han have udbetalt af rådet i Slesvig.

Vidnesbyrd udstedt af Christian Kuband, biskop på Øsel, og højmesteren for Den Tyske Ordens udsendinge, Johann Pommersheim, komtur af Schlochau, og Borchard v. Güntersberg, om forhandlingerne i Nykøbing på Falster mellem kong Erik 7. af Pommerns udsendinge på den ene side og udsendinge fra hansestæderne Lübeck, Hamburg, Wismar, Stralsund og Rostock på den anden side. Det berettes, at kong Eriks udsendinge foreslog, at kong Sigismund skulle være opmand, hvortil hansestædernes udsendinge svarede, at de ikke ønskede kong Sigismund som opmand, da dette ifølge dem ikke var retmæssigt. Dertil svarede kong Eriks udsendinge, at de ville lade hertug Wilhelm af Braunschweig afgøre, om det var retmæssigt at udnævne kong Sigismund til opmand. Derefter nævnte hansestædernes udsendinge fire fyrster, og de foreslog da, at kong Sigismund skulle vælge en af disse fire fyrster som opmand i sagen. Hertil svarede kong Eriks udsendinge, at kong Sigismund nu allerede var foreslået som voldgiftsmand, hvorfor man ikke kunne foreslå nye voldgiftdommere i stedet for ham. Derefter foreslog hansestædernes udsendinge, at man valgte paven til opmand. Dette blev afvist af kong Erik på grund af sagens verdslige karakter.Da kong Eriks udsendinge og hansestædernes udsendinge ikke kunne blive enige, foreslog hansestædernes udsendinge at lade hertug Wilhelm og dennes rådgivere samt Øselbiskoppen og højmesteren for Den Tyske Ordens to udsendinge afgøre, hvem der skulle være opmand i sagen. Hertil blev der på kong Eriks vegne svaret, at kong Erik var villig til at mødes med hansestædernes udsendinge igen, når hansestædernes udsendinge havde drøftet sagen med deres respektive råd.

Hertug Wilhelm og hertug Heinrich lover byerne Lübeck, Lüneburg og Hamburg en hjælp på 300 lanser i krigen mod kong Erik for 20.000 mark lybsk.

Christian Pallesen, væbner, sælger sit gods i Wanderup til Johan Snelling, forstander for Helligåndshuset i Flensborg.

Lydeke Skriver og Nisse Bengtsson, borgere i Varberg, erklærer over for hr. Aksel Pedersen (Thott), ridder og høvedsmand på Varberg slot, at de har stillet garanti med et beløb på 70 rhinske gylden for Hans Robrink, som er kong Erik 7. af Pommerns fange. Aksel Pedersen har nemlig tilladt Hans Robrink at foretage en rejse til Tyskland, under forudsætning af at han vender tilbage til Varberg inden Sankt Olufs dag.Såfremt Hans Robrink ikke vender tilbage, forpligter Lydeke Skriver og Nisse Bengtsson sig til at betale Aksel Pedersen 70 rinske gylden i bøde.

Hans Kröpelin, høvedsmand i Stockholm, skriver til rådet i Danzig vedrørende de skibe og det gods tilhørende borgere fra Danzig, som er blevet beslaglagt i Stockholm.Hans Kröpelin meddeler, at han først den 18. oktober er vendt hjem fra et besøg hos kong Erik 7. af Pommern, hvorfor han ikke tidligere har fået oplysninger om de beslaglagte skibe og det beslaglagte gods.Endvidere meddeler Hans Kröpelin, at de pågældende skibe og det pågældende gods ved hans hjemkomst ikke længere befandt sig i Stockholm. Endvidere meddeler han, at han endnu ikke har kunnet få oplyst, om der er blevet handlet med de pågældende skibe eller det pågældende gods i Stockholm.Endelig meddeler Hans Kröpelin, at de pågældende skibe og det pågældende gods blev taget af en hob løse folk, som kom fra mange forskellige lande. Størsteparten heraf blev, da de ville sejle til Øresund med skibene og godset, fanget af folk fra hansestæderne og slået ihjel. Som kompensation for de tab, som borgerne fra Danzig måtte have lidt, sender Hans Kröpelin nogle fade osmundjern til Danzig, idet han forsikrer rådet i Danzig om, at borgerne i Danzig meget gerne må føre gods fra Danzig til Stockholm.

Hertug Adolf af Slesvig stadfæster, at Bertold Rønnow og Henneke Kreyge Rønnow har solgt landsbyerne Lebatz og Borne til Ahrensbök kloster for 500 lybske mark. Bertold Rønnow modtager endvidere 100 lybske mark.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard forlener Claus Keding med en årlig rente på 50 mark af indtægten af vandmøllen ved Husum for tro tjeneste.

Skrå for guldsmedelavet i København, også kaldet Sankt Eligius' Gilde, givet med kong Erik 7. af Pommerns og dronning Filippas tilladelse samt med samtykke fra hr. Esge (Jensen) Brok (til Essendrup), høvedsmand på Københavns slot, og Københavns byråd.Skråen indeholder følgende punkter:1) Enhver guldsmed i København skal arbejde med lødigt sølv og godt guld. Første gang man forbryder sig mod denne regel, skal man betale en lødig mark i bøde til lavet. Anden gang man forbryder sig mod denne regel, skal man betale to lødige mark i bøde til lavet. Tredje gang man forbryder sig mod denne regel, skal man betale tre lødige mark i bøde. De tre mark skal lavet dele i tre dele: kongens foged skal have én mark, rådmændene i København skal have én mark, og endelig skal guldsmedelavet have én mark. Derefter skal den pågældende guldsmed forlade København.2) Guldsmedene i København skal vælge en eller to oldermænd, som skal lede lavet. Den, som modsætter sig dette, skal betale en halv mark sølv i bøde til lavet.3) Den, som vil etablere sig som selvstændig guldsmed, skal have fem mark lødigt sølv og værktøj til en værdi af en mark lødigt sølv. Endvidere skal han sværge ved to ærlige mænds navn. Endelig skal han give lavet en tønde øl og en mark voks samt lys og bægre.4) Kun ægtefødte drenge må komme i lære hos en guldsmed. Den guldsmed, som forbryder sig mod denne regel, skal betale en mark lødigt sølv i bøde til lavet. Endvidere skal den dreng, som ikke er ægtefødt, fjernes fra lærepladsen.5) Den guldsmed, som får sig en lærling, skal give en tønde øl til lavet.6) Ingen svend må fremstille sine egne sølv- eller guldgenstande uden sin herres samtykke. Såfremt det bliver opdaget, at en svend gemmer de sølv- eller guldgenstande, som han selv har fremstillet, for sin herre, skal guldsmeden betale en halv mark lødigt sølv og svenden en tønde øl i bøde til lavet.7) Ingen svend må udføre stykarbejde. Ej heller må en svend optjene ugeløn. Den, som gør dette, skal betale fire mark voks i bøde til lavet. Såfremt han har gjort det med sin herres samtykke, skal han betale en tønde øl i bøde til lavet. Såfremt de pågældende håndværksgenstande bliver fundet hos svenden, skal man lægge dem i guldsmedelavets bøsse.8) Den svend, som stikker af med sin herres løn og ikke kommer tilbage, skal holdes for en uforbederlig svend. Således skal ingen medlemmer af lavet tage denne svend til sig. Den, som alligevel gør det, skal betale en lødig mark i bøde til lavet.9) Såfremt en svend efter at have tjent hos sin herre et stykke tid ønsker at rejse bort, og såfremt svendens herre ikke vil betale løn til svenden, skal herren betale et livlandsk pund voks i bøde til lavet, såfremt svenden indberetter sagen til oldermændene. Desuden skal herren udbetale lønnen til svenden.10) Såfremt en svend er til skade for sin herres virksomhed, skal oldermændene udpege to selvstændige guldsmede. Disse to skal træffe en afgørelse, som er til behag for både svenden og herren. Den, for hvem denne afgørelse ikke er til behag, skal udtræde af lavet.11) Ingen selvstændig guldsmed må drikke med andre medlemmer af lavet på beværtninger eller ved øludskænkningssteder. Den, som gør det, skal betale en kvart lødig mark i bøde til lavet. Oldermændene har dog mulighed for at tilgive denne forseelse.12) Såfremt en selvstændig guldsmed kalder en anden for ludersøn, skal han betale en kvart lødig mark i bøde til lavet. I dette tilfælde har oldermændene ingen mulighed for at tilgive forseelsen.13) Slår og sårer en selvstændig guldsmed en anden, skal han betale en halv lødig mark i bøde til lavet. I dette tilfælde har oldermændene ingen mulighed for at tilgive forseelsen. Slår en herre en svend, skal herren betale en kvart lødig mark i bøde til lavet. Slår en svend en herre, skal svenden betale en halv lødig mark i bøde til lavet samt sværge på, at han ikke vil gøre det igen.14) Såfremt et medlem af lavet trækker en kniv mod et andet medlem af lavet, skal han, uanset hvor forseelsen sker, betale en lødig mark i bøde til lavet. Såfremt en svend trækker en kniv mod sin herre, skal svenden, uanset hvor forseelsen sker, betale en lødig mark i bøde til lavet. I dette tilfælde har oldermændene ingen mulighed for at tilgive forseelsen. Endvidere skal svenden sværge på, at han ikke vil gøre det igen.15) Såfremt en mester arbejder på sankt Eligius' dag, skal han betale en tønde øl i bøde til lavet. Såfremt en svend arbejder på sankt Eligius' dag, skal han betale en halv tønde øl i bøde til lavet. Såfremt guldsmeden har en dreng, som arbejder på sankt Eligius' dag, skal drengen betale en mark voks i bøde til lavet.16) Såfremt en guldsmed tager en dreng til sig og har hos sig i 12 uger uden at skrive drengen på lavets medlemsliste, skal han betale fem mark voks i bøde til lavet. Derudover skal han yde kompensation til lavet for drengen.17) Såfremt en svend, som har ydet trofast tjeneste, dør, skal man yde ham samme ret som en selvstændig guldsmed. Såfremt et lavsmedlem ikke gør det, skal vedkommende betale en øre i bøde til lavet.18) Såfremt en selvstændig guldsmed eller en selvstændig guldsmeds hustru dør, skal man følge vedkommende til graven, således som det sig hør og bør for medlemmerne af lavet. Den, som ikke gør dette, skal betale en øre i bøde til lavet.19) Såfremt en enke efter en guldsmed dør, skal man yde hende samme ret som enhver selvstændig guldsmed. Den, som ikke gør dette, skal betale en øre i bøde til lavet.20) Ingen svend må etablere sig som selvstændig guldsmed, medmindre han har tjent i et helt år hos en guldsmed i København.21) På sankt Andreas' dag skal alle medlemmer af lavet drikke sammen. Den følgende dag skal lavet holde en sjælemesse. Både kvinder og mænd skal donere til denne sjælemesse. Den, som ikke gør det, skal betale en øre i bøde til lavet.22) Såfremt en guldsmed snupper stadepladsen fra en anden guldsmed på markedet, skal vedkommende betale en tønde øl i bøde til lavet. Kommer det i den forbindelse til onde ord imellem parterne, skal den, som beviseligt har begået forseelsen, betale to tønder øl i bøde til lavet.23) Såfremt et medlem af lavet har gæld, som skal betales ud, og såfremt vedkommende ikke gør det på det fastsatte tidspunkt, skal vedkommende betale tre øre i bøde til lavet.24) Såfremt et lavsmedlem inviterer et andet lavsmedlem op på rådhuset uden oldermændenes tilladelse, skal vedkommende betale tre mark voks i bøde til lavet.25) Ingen selvstændig guldsmed må overtage en svend fra en anden guldsmed uden den anden guldsmeds samtykke. Den, som gør det uden den anden guldsmeds samtykke, skal betale et halvt livlandsk pund voks i bøde til lavet. Endvidere skal svenden betale en tønde øl i bøde til lavet.26) Såfremt en svend vil være sin egen herre, skal han ikke stoppe med at tjene hos sin herre, førend han har opfyldt alle sine forpligtigelser over for lavet.27) Såfremt et lavsmedlem hælder et bæger øl ud over hovedet på et andet lavsmedlem, skal vedkommende betale en kvart lødig mark i bøde til lavet. Såfremt et lavsmedlem hælder et bæger øl i skødet på et andet lavsmedlem, skal vedkommende betale fire mark voks i bøde til lavet.28) Det lavsmedlem, som gemmer et andet lavsmedlems værktøj, skal betale en tønde øl i bøde til lavet.29) Det lavsmedlem, som lokker et andet lavsmedlems svend eller dreng til uden deres herres samtykke at bortgive eller sælge nogle af de ting, som er i deres herres bod, skal betale et halvt pund voks i bøde til lavet. Endvidere skal man holde vedkommende for en uforbederlig mand.30) Den, som ikke deltager i lavsmøderne, skal betale en øre i bøde til lavet. Den, som går fra lavsmøderne i vrede, skal betale en tønde øl i bøde til lavet.31) Ingen guldsmed må arbejde med andet guld end godt guld.32) Ingen guldsmed må arbejde med andet sølv end godt sølv.33) Det har fra gammel tid været sædvane i lavet, at man giver den halve vægt af en halv lødig mark, såfremt man vil have udført en sølvgenstand uden forgyldning. Hvis mesteren forgylder en sølvgenstand med sit eget guld, skal han have hele vægten.34) Endvidere har det fra gammel tid været sædvane i lavet, at hvis en mester kommer i besiddelse af guld- eller sølvgenstande, som ikke lever op til lavets standarder, skal vedkommende holde disse genstande tilbage, indtil de lever op til lavets standarder.

De slesvigske hertuger Gerhard og Adolf overdrager til Banneke Calliesen for livstid de godser, som Henning og Claus Kock, borgere i Flensborg, ejer i Faretoft, i Risum Mose og i Kær herred, dog med forbehold for det tilfælde, at Henning og Claus Kock igen skulle komme i hertugernes nåde.

Nicolaus (Wulf), biskop i Slesvig, stadfæster, at de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard har brugsret til slottet Svavsted under krigen imellem de slesvigske hertuger og kong Erik 7. af Pommern.

Hertug Adolf af Slesvig forlener sin tjener Claus Kellerknecht på livstid med en præbende ved Sankt Jørgens kapel uden for Slesvig by.

De slesvigske hertuger Adolfs og Gerhards bevilling til Magnus Haysen, at hans datter og hendes børn, både af hun- og hankøn, frit må besidde det jordegods, som tilfalder dem som arv efter Magnus Haysen.

Erik Jönsson til Hallkved udsteder et gældsbevis lydende på 16 mark eller 16 fade osmundjern til Jakob Glashagen, borger i Kalundborg, kaldet Lange Jakob. Gælden skal indfries inden næstkommende mortensdag. Erik Nielsen (Rotfeld) til Bratskov fungerer som garant for Erik Jönsson.

Kong Erik 7. af Pommerns forslag til en fredsaftale, som skal indgås med hansestæderne Lübeck, Stralsund, Wismar og Lüneburg.Forslaget indeholder følgende:1) De krigsskader, som findes på begge sider, skal efter hansestædernes ønske enten opvejes imod hinanden eller omregnes til penge og udlignes.2) Forsvarsforbundet af 6. januar 1423 skal atter træde i kraft. Handelstrafikken skal atter gøres fri, under forudsætning af at enhver part gør sin pligt på den andens område.3) Hansestæderne skal holde op med at udsætte kong Erik og den danske krone for overgreb og hån, således som de ellers har gjort indtil nu.

Kong Erik 7. af Pommerns beretning om fredsforhandlingerne i Nykøbing Falster mellem ham og hansestæderne Lübeck, Stralsund, Rostock, Wismar og Lüneburg.Beretningen indeholder følgende:1) Kong Erik henvender sig til de krigsførende hansestæders rådsudsendinge på følgende baggrund: Imens ærkebiskopperne af Köln, Mainz og Triers udsendinge er til stede, har hansestaden Stralsund to gange bedt kong Erik om frit lejde, hvorfor kong Erik nu har sendt et lejdebrev til Stralsund. Dette lejdebrev bliver læst højt under forhandlingsmødet.2) Idet der nu er en del deltagere ved mødet, som ikke har deltaget ved tidligere møder, lader kong Erik læse forbundstraktaten af 6. januar 1423 og kong Eriks erklæring mod hansestæderne af 12. september 1428 højt.3) Endvidere berettes det, at kong Erik underkastede sig hertug Wilhelm af Braunschweig-Lüneburgs afgørelse i sagen, eftersom hansestæderne også havde underkastet sig hertugens afgørelse. Hertug Wilhelm ønskede imidlertid ikke af træffe nogen afgørelse, men aftalte derimod med kong Eriks råder at holde et nyt forhandlingsmøde 24. juni 1429. På dette møde tilbød kong Erik, at han ville underkaste sig en afgørelse, som hertug Wilhelm, biskoppen af Øsel og højmesteren for Den Tyske Orden skulle træffe i fællesskab. Dette afviste hertug Wilhelm imidlertid, og herefter blev hertugen kong Eriks fjende.4) Endvidere berettes det, at hansestædernes rådsudsendinge på nærværende forhandlingsmøde bad kong Erik om at levere et udkast til en fredstraktat, hvorfor kong Erik 8. august 1430 lader udfærdige et udkast til en sådan fredstraktat.5) Endvidere berettes det, at hansestædernes rådsudsendinge på nærværende forhandlingsmøde erklærer, at krigshandlingerne til søs skal ophøre, hvorfor det er nødvendigt, at kong Erik indgår en våbenhvile med de holstenske herrer. Hansestædernes rådsudsendinge ønsker, at denne våbenhvile skal vare i 12 eller 10 år. Kong Erik vil imidlertid kun acceptere en våbenhvile på ét år. Herefter foreslår hansestædernes rådsudsendinge, at man holder en våbenhvile på seks år, men dette afviser kong Erik.

Kong Eriks fredsforslag til hansestæderne Lübeck, Wismar, Lüneburg og Stralsund. Kong Erik foreslår de fire hansestæder at indgå en fred - sådan som Rostock har indgået en fred med kongen - på trods af den bevislige skade, som de har påført ham, og den forsmædelige hån, som de har udsat ham for. Kong Erik foreslår, at de fire hansestæder selv må vælge, om striden mellem ham og dem enten skal bilægges ved forlig, eller om det skal afgøres ved retten, hvad de hver især skylder hinanden grundet krigen, dog under forudsætning af at de fire hansestæder holder op med at skade og håne ham og kronen og under forudsætning af genoptagelse af en traktat, hvormed utvivlsomt menes traktaten af 15. juni 1423 (se ). Endvidere foreslår kong Erik, at han vil undlade at gøre sine retskrav gældende over for de holstenske herrer i en periode på ét år fra brevets udstedelse, såfremt de fire hansestæder inden for fire uger kan give ham garanti for, at holstenerne ikke vil gøre skade på kongen eller kongens lande og undersåtter i løbet af den etårige periode. Endelig foreslår kong Erik, at Hamburg også kan være med i fredsaftalen, såfremt byen viser sig trofast over for ham, men kong Erik har endnu ikke besluttet, hvorledes striden mellem Hamburg og kongen angående de af kongens mænd, som Hamburg har taget til fange, og de folk fra Hamburg, som kongen har taget til fange, kan bilægges.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard forlener Eggert v. d. Herberge, væbner, med en årlig rente på 20 mark af Nørre Gøs herreds afgifter.

Rådet i Lübeck samt rådsudsendingene fra de andre hansestæder, som fører krig imod kong Erik 7. af Pommern, opfordrer hansestaden Stralsund til at udsende borgmester Conrad Bischof for at forhandle med kong Erik.

Kong Erik 7. af Pommern erklærer over for Lübeck og de andre krigsførende hansestæder, som har sendt Conrad Bischof, borgmester i Stralsund, afsted til kongen for at forhandle med ham, at han er villig til at enten af ændre eller helt at fjerne de artikler fra sit forslag til en fredsaftale, som hansestæderne tager anstød af.

Nicolaus (Wulf), biskop i Slesvig, forpligter sig over for de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard til at lade marskdiget imellem Husum og Rødemis gennemgrave, såfremt hertugerne måtte ønske det.

Erik Krummedige og Otte v. d. Knobes erklæring om en overenskomst imellem den afdøde Johan (Skondelev), biskop i Slesvig, og Iver Jul om indfrielsen af Iver Juls gæld på 100 mark til biskoppen.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard forlener deres mand og tjener Claus v. Koden med gården Melvedgård og landsbyen Melved i Svenstrup sogn på Als for en toårig periode.

Rådet i Lübeck indbyder rådet i Wismar til hansemødet 27. februar 1431 i Lübeck, eftersom både Lübecks og Wismars udsendinge nu er vendt tilbage fra forhandlingsmødet i Danmark.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard bekræfter, at indbyggerne i Øster og Vester Husum har forpligtet sig til at give præsten i Mildsted 20 lybske mark om året under straf af dobbelt betaling, hvis summen ikke betales til rette tid. Dette sker, idet indbyggerne i Øster og Vester Husum agter at bygge et kapel til ære for Sankt Lambert.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard erklærer, at de skylder Hartvig Reventlow 1400 lybske mark.Endvidere udnævner hertugerne Hartvig Reventlow til regnskabsfoged over Tønder slot med tilliggende herreder.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard erklærer, at de skylder væbner Otto Hartvigsen Pogwisch (til Bissee) 1700 mark penninge, som skal betales næstkommende mortensdag.Såfremt betalingen ikke finder sted, lover de slesvigske hertuger at pantsætte byen Eckernförde, møllerne i Borreby samt bønderne i Svans til Otto Hartvigsen Pogwisch.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Lübeck, at de hanseatiske udsendinge, som har været til møde med kong Erik 7. af Pommern i Danmark, grundet en storm på havet har søgt tilflugt i Danzig.Under de hanseatiske udsendinges ophold i Danzig har de forhandlet med de preussiske stæder om opretholdelsen af hansestædernes privilegier i Danmark, Sverige og Norge.Endvidere meddeler rådet i Danzig, at det er villigt til at sende udsendinge til et hansemøde i Lübeck.

Rådet i Lübeck meddeler rådet i Wismar, at både Lübecks og Hamburgs skibe er klar til at sejle til Sønderborg. Rådet anmoder fremdeles Wismar om at sende skibe hertil.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, at alle fanger er blevet sat i tårnet, og at der er kommet efterretning om, at de slesvigske hertuger har håb om at indtage fæstningen og bjerget ved Flensborg.

Rådet i Lübeck indbyder rådet i Wismar til et møde i anledning af den romerske konges mæglingsforsøg i striden mellem holstenerne, hansestæderne og kong Erik 7. af Pommern.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Lübeck, at det har forbudt sine skippere at sejle gennem Øresund, før der er kommet nye efterretninger om Flensborgs belejring.

Adolf 8. og Gerhard 7., hertuger af Slesvig, bekræfter, at indbyggerne i Øster Husum og Vester Husum på tinget i Husum den 17. maj 1431 over for fogeden Heinrich Rixtorp har forpligtet sig til at give sognepræsten i Mildsted 20 lybske mark om året for det kapel, som de vil bygge i Husum.

Rådet i Hamburg erklærer over for rådet i Lübeck, at Hamburg vil rette sig efter den i Lübeck trufne aftale, så snart Hamburg får efterretning om, at kong Erik 7. af Pommern er gået i land.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard beder rådet i Lübeck om tilsendelse af hjælp, da kong Erik 7. af Pommerns hær ligger ved Haderslev, og da den kongelige flåde kun venter på vind for at undsætte Flensborg.

En ukendt person advarer rådet i Riga mod kong Erik 7. af Pommern, hvis flåde er i søen og siges at ligge ved Gedser. Man ved dog ikke med sikkerhed, hvor den danske flåde er på vej hen.

Rådet i Riga oversender rådet i Reval en transsumpt af et brev af 15. juli 1431 fra en ukendt person til rådet i Riga og indskærper den deri indeholdte advarsel om, at kong Erik 7. af Pommerns flåde er i søen. Rådet i Riga har allerede modtaget oplysningerne om, at kong Eriks flåde skulle have gjort skade i Det Wismarske Dyb.

Kong Erik 7. af Pommerns lejdebrev for udsendingene til det fredsmøde i Nykøbing Falster, som højmesteren for Den Tyske Ordens udsendinge har arrangeret.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard overdrager deres slot og by Flensborg med møllen og fogediet samt Ny herred og Husby herred og alt andet tilliggende til deres lensmænd Heinrich Rixstorp, ridder, og Henning v. d. Hagen, væbner, med forpligtelse til ikke at afsætte dem.

Borgmestre og rådmænd i Lübeck udsteder et lejdebrev for Lübecks udsendinge til fredsmødet i Nykøbing Falster. Heri pålægges alle hæderlige folk, såvel danske som tyske, at understøtte og hjælpe Lübecks udsendinge for fredens skyld.

Rådet i Rostock udsteder over for rådet i Lübeck et lejdebrev for de holstenske og hanseatiske udsendinge, som nu befinder sig i Nykøbing Falster, såfremt disse grundet vind og vejr måtte være nødsaget til at sejle til Rostock.

Hanseforbundets oldermænd i Brügge meddeler rådet i Lübeck, at herren af Veer har erklæret sig for en åben fjende af de hansestæder, der er i krig med kong Erik 7. af Pommern.

Biskop Jens (Jakobsen) af Oslo og ridderne Aksel Pedersen (Thott), Bengt Stensson (Natt och Dag) og Esge Brok underretter Den Tyske Ordens udsendinge om, at kong Erik 7. af Pommern atter har givet sit samtykke til, at hansestæderne kan nyde deres privilegier i de tre riger over de næste fem år, således som det allerede tidligere er blevet bekræftet af kongen.

Indbyggerne i landsbyerne Øster Husum og Vester Husum forpligter sig i anledning af opførelsen af et kapel til at give sognepræsten i Mildsted en årlig rente på 20 lybske mark.

Ditlev v. Ahlefeld, drost i Sønderjylland, underkender en dom, som er blevet afsagt af Syvherredernes råd i en sag vedrørende manddrab på en kirkegård.Syvherredernes råd havde taget dobbelt mandebod, hvilket det ikke havde ret til ifølge landets lov.Medlemmerne af Syvherredernes råd straffes desuden på deres hovedlod, dog således at deres ære og rygte forbliver ubesmittet af straf, eftersom de har dømt uret af uvidenhed.

Rådet i Lübeck meddeler Walther v. Kirskorf, Den Tyske Ordens komtur i Danzig, at de holstenske grever og hansestæderne er villige til at indgå våbenhvile med kong Erik 7. af Pommern, og at der forberedes et fredsmøde i Vordingborg.

Adolf 8. og Gerhard 7., hertuger af Slesvig, stadfæster Flensborg bys friheder og statutter.

Rådet i Lübeck indbyder rådet i Wismar til et møde, hvor der skal forhandles om krigen mellem hansestæderne og kong Erik 7. af Pommern, møntvæsen, sejlads o.l.

Skrå for Hellig Legemsgildet, også kaldet Skolegildet, i Flensborg.Skråen indeholder følgende punkter:1) Såfremt en hæderlig mand eller kvinde ønsker at indtræde i lavet, skal vedkommende give lavet en mark voks eller så mange penninge, som en mark voks koster.2) Såfremt en lavsbroder eller -søster dør ud af lavet, skal skolemesteren komme med sine peblinge og præsterne i procession. Sammen med de andre lavsbrødre og -søstre skal de følge den afdøde til graven. Alle lavsbrødre og -søstre skal deltage i begravelsen. Gør et lavsmedlem ikke dette, skal vedkommende betale en mark voks i bøde til lavet.3) Såfremt en pebling dør, skal alle lavsbrødre og -søstre ligeledes følge den afdøde pebling til graven i procession. Gør et lavsmedlem ikke dette, skal vedkommende betale en mark voks i bøde til lavet, medmindre vedkommende har lovligt forfald. Dog skal der som minimum være den ene af et par tilstede.4) Peblingene skal ikke betale for at blive optaget i lavet, eftersom de pr. definition skal følge lavsbrødrene og -søstrene til graven.5) Ingen lavsbroder eller -søster må tale ilde om et andet lavsmedlem. Gør et lavsmedlem dette, og kan det bevises med fire hæderlige personer, skal vedkommende betale en tønde øl i bøde til lavet.6) Slår eller sårer en lavsbroder en anden lavsbroder, skal vedkommende betale en halv læst øl.7) Trækker en lavsbroder sin kniv eller sit våben som det første, skal vedkommende betale en tønde øl i bøde til lavet.8) Hvis en lavsbroder begynder en strid inden for lavet og ikke vil styre sig, skal oldermændene og fire lavsbrødre pågribe ham og føre ham ud af lavet. De lavsbrødre, som bliver udpeget af lavet til denne opgave, skal tage fat i vedkommende med hånden og sætte vedkommende uden for døren. Hvis de af oldermændene udpegede ikke vil gøre det, skal de betale en bøde til lavet. Endvidere skal den lavsbroder, som begyndte striden, betale en tønde øl i bøde til lavet.9) Såfremt en gæst ikke vil styre sig, skal man gøre det samme som beskrevet i punkt 8. Endvidere skal den lavsbroder, som havde inviteret den pågældende gæst, betale en tønde øl i bøde til lavet.10) Såfremt en lavsbroder drikker så meget, at han kaster op i lavshuset, skal vedkommende betale en tønde øl i bøde til lavet. Såfremt en lavsbroder drikker så meget, at han kaster op i gården, skal vedkommende betale en halv tønde øl i bøde til lavet.11) Ingen lavsbroder må hælde øl på andre med vilje. Gør en lavsbroder det, skal vedkommende betale en halv tønde øl i bøde til lavet.12) Såfremt en lavsbroder ønsker at invitere gæster til møderne, skal vedkommende gå til oldermændene og meddele dem det både mundtligt og skriftligt. Lavsbrødrene må kun invitere hæderlige mænd og svende og hæderlige kvinder og jomfruer. Den lavsbroder, som inviterer andre folk, skal betale en tønde øl i bøde til lavet.13) Såfremt en lavsbroder med vilje gemmer sig uden for døren eller inde i lavshuset for på et belejligt tidspunkt at overfalde eller myrde en anden lavsbroder, skal vedkommende betale en læst øl i bøde til lavet.14) Ingen lavsbroder må bære rustning eller våben i lavet. Hvis en lavsbroder vil bære sit våben i lavet, skal vedkommende overdrage våbenet til kældersvenden. Derefter skal kældersvenden opbevare våbenet, indtil lavsbroderen skal gå.15) Ingen lavsbroder må vædde med en anden lavsbroder i lavet. Gør man det, skal man betale en bøde.16) Ingen lavsbroder må fornærme folk fra et andet lav. Den lavsbroder, som gør det, skal betale en tønde øl i bøde til lavet.17) Hvis der skåles med en lavsbroder, skal vedkommende skænke op for den, som har skålet med lavsbroderen. Såfremt lavsbroderen ikke vil skænke op, og såfremt der bliver klaget over dette til oldermændene, skal vedkommende betale en halv tønde øl i bøde til lavet.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden.Kong Erik forsvarer over for Paul v. Rusdorf, at skipper Mathias Negendanks skib, som strandede ud for København, er blevet beslaglagt af kongens mænd.Endvidere klager kong Erik til Paul v. Rusdorf over, at skipperen Albrecht v. Borken i strid med sit løfte til kong Erik er sejlet bort med gods, som tilhører kong Eriks fjender. I den forbindelse beder kong Erik Paul v. Rusdorf om at arrestere Albrecht v. Borken eller andre folk, som på denne skadelige måde hjælper kong Eriks fjender.

Rådet i Danzig meddeler hansestædernes kontor i Brugge, at kong Erik 7. af Pommern har beslaglagt to engelske skibe, og at der er udliggere på havet.Endvidere meddeler rådet i Danzig, at kong Erik har været i Sverige, og at han dér har fået løfte om militærhjælp.

Rådet i Danzig skriver til rådet i Riga.Rådet i Danzig meddeler, at kong Erik 7. af Pommern har ladet kapre to hanseatiske skibe, som var på vej fra England mod Danzig, i Øresund. Endvidere meddeles det, at kong Erik er i færd med at udruste kaperskibe, som han snarest vil sende til søs.Rådet i Danzig antager, at kong Erik særligt er interesseret i skibe fra Livland. I den forbindelse har rådet i Danzig modtaget informationer om, at Broder Svensson (Tjurhuvud), en af kong Eriks høvedsmænd, nu skulle befinde sig i Rigabugten sammen med sit mandskab, hvor de ligger og venter på de livlandske skibe. Derfor beder rådet i Danzig om, at dets advarsel bliver sendt videre til rådet i Reval.

Rådet i Lübeck indbyder rådet i Hamburg til et hansemøde den 28. april 1432, hvor der skal forhandles om søudrustning, da der går rygter om, at kong Erik 7. af Pommern er ved at opruste til søs.

Rådet i Danzig meddeler det hanseatiske kontor i Brugge, at Danzig med hensyn til skibsfarten i Øresund vil rette sig efter det svar, som højmesteren for Den Tyske Orden måtte modtage fra kong Erik 7. af Pommern.I den forbindelse er det blevet besluttet, at de preussiske skibe ikke må sejle igennem Øresund, førend højmesteren har modtaget et svar fra kong Erik.

Heinrich v. Ripen meddeler rådet i Reval, at Heinrich Hoyer og andre af kong Erik 7. af Pommerns fanger vil indfinde sig til et møde med hansestæderne.Endvidere meddeler Heinrich v. Ripen, at der går rygter om, at kong Erik selv vil holde et møde med hansestæderne.

Kong Erik 7. af Pommern besvarer to breve fra Paul v. Rusdorf, højmesteren for Den Tyske Orden.Kong Erik klager bl.a. over, at folk fra Preussen, herunder skipperen Albrecht v. Borken, understøtter kongens fjender ved at fragte deres gods.Ikke desto mindre erklærer kong Erik, at han over for højmesterens undersåtter vil optræde på en for højmesteren tilfredsstillende måde.

Claus Wulf, biskop i Slesvig, udsteder en garanti vedrørende det dige mellem Husum og Rødemis, som hans fæstere og selvejerbønder i marsken agter at bygge.Claus Wulf garanterer, at hans fæstere og selvejerbønder i fællesskab skal grave hul på diget på et for dem belejligt sted, såfremt det viser sig, at diget er til skade for de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard.

Embedsfolk samt borgere på slottet og i byen Plön erklærer sammen med flere andre holstenske embedsfolk og borgere, at hertug Gerhard af Slesvig har betalt markgrevinde Agnes af Baden 2000 gylden for slottet og byen Plön.Endvidere erklærer de førnævnte embedsfolk og borgere, at de vil returnere slottet og byen Plön til markgrevinde Agnes, såfremt hertug Gerhard skulle dø før markgrevinden.

Ny herreds tingsvidne om, at Hartvig Krumkop (Krummedige) for et stykke tid siden skødede sit gods i Angel til Anders Iversen (Rosenkrantz), som derefter pantsatte det til Hartvig Krumkop. Derefter gav Hartvig Krumkop det i pant til sin hustru Eibe, som efterfølgende gav det i pant til Henning v. d. Hagen.

Kong Erik 7. af Pommern meddeler rådet i Lübeck, at han er villig til at holde et fredsmøde i Horsens. Af den årsag sender kong Erik nu et lejdebrev til rådet i Lübeck til brug for dets udsendinge.

Kong Erik 7. af Pommerns sender et lejdebrev til rådet i Lübeck til brug for både Lübecks udsendinge, de andre hansestæders udsendinge samt de holstenske udsendinge til fredsmødet i Horsens.

Rådet i Wismar bevidner over for de hanseatiske udsendinge, som befinder sig i Hamburg, at Conrad Swarte og Walter Kröger har fået fuldmagt til at modtage den løn, som Lübeck og de andre krigsførende hansestæder skylder dem for de omkostninger, som de har haft under Flensborgs belejring, og den tjeneste, som de har ydet hansestæderne ved samme lejlighed.

Jes Petersens orfejdebrev til de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard.

Bernd v. Haltern, rådmand i Reval, meddeler rådet i Reval, at der ventes afsluttet en femårig våbenhvile imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne.

Rådet i Wismar bevidner over for rådet i Hamburg, at Conrad Swarte og Walter Kröger har fået fuldmagt af Bartholomæus Voet og andre af udliggernes høvedsmænd til at modtage 250 lybske mark af rådet i Hamburg for den tjeneste, som de ydede hansestæderne under belejringen af Flensborg.

Kong Erik erklærer våbenhvile for fem år med greverne Adolf og Gerhard af Holsten.

Våbenhvile på fem år imellem kong Erik og stæderne Lübeck, Lüneburg, Hamburg og Wismar.

Adolf og Gerhard, grever af Holsten og hertuger af Slesvig, erklærer våbenhvile med kong Erik.

Wismars rådsudsending Peter Wilde meddeler rådet i Wismar, at der netop i dag er blevet indgået en fredsaftale mellem hansestæderne og kong Erik 7. af Pommern.Derfor beder Peter Wilde rådet i Wismar om for nuværende at forhindre de udliggere, som nu befinder sig i Wismar, og de udliggere, som fremover vil komme tilbage, i at sejle ud igen, da de ellers ville kunne blive påført skade af den ene eller anden part i sagen.

Instruktioner beregnet til de danske forhandlere ved forligsforhandlingerne under mødet i Vordingborg, som fandt sted i perioden 30. juni til 19. juli 1434.Til brug under mødet skal de danske forhandlere medbringe følgende dokumenter:1) Traktaten imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar, Lüneburg, Greifswald og Anklam ().2) Hansestædernes fejdebreve.3) Den romerske konges breve.4) Det vidnesbyrd hvormed kong Erik kan bevise, at han har krævet af hansestæderne, at de skal komme ham til undsætning.5) Det notarialinstrument som blev lavet i Øresund.6) Nicolaus Stoks beretning om sine forsøg på at mægle i striden mellem kong Erik på den ene side og de holstenske grever og hansestæderne på den anden side i perioden oktober 1427 til april 1428 ().7) Hansestædernes protest mod kong Eriks og den romerske konges anklager ().8) Beretningen om forhandlingerne i Nykøbing Falster, som blev beseglet af biskoppen af Øsel og komturen af Schlochau ().9) Den romerske konges dom i sagen mellem kong Erik og holstenerne ().10) Hertug Rumpolds compromissum ().11) Holstenernes brev vedrørende hertug Rumpolds compromissum ().12) Den romerske konges brev i hvilket han erklærer, at dommen af 28. juni 1424 ikke er blevet appeleret ().13) Den romerske konges åbne brev i hvilket han kræver af holstenerne, at de skal følge hans dom ().14) Det brev i hvilket holstenerne erklærer, at Gottorp er blevet givet dem i pant (jf. DD 3. rk. I nr. 47).15) Det brev hvormed hertugen af Sønderjylland overdrager indløsningen af Gottorp til den danske krone (jf. DD 3. rk. IX nr. 375).16) Det brev i hvilket grev Adolf af Holsten erklærer, at han har modtaget Femern som len af kong Valdemar (jf. DD 3. rk. VII nr. 22).17) Notarialinstrumentet vedrørende forhandlingerne i Helsingborg ().18) Det notarialinstrument som blev lavet i Horsens ().Resten af teksten tager sigte på den strategi, hvormed man fra dansk side vil imødegå holstenernes og hansestædernes anklager, samt hvormed man vil fremføre sine egne anklager mod holstenerne og hansestæderne.

Det danske rigsråd og hansestædernes udsendinge indgår på hhv. kong Erik 7. af Pommerns og de holstenske herrers vegne en våbenhvile mellem kong Erik og de holstenske herrer på fire uger.

De holstenske udsendinge, som befinder sig i Horsens, meddeler de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard, at der er afsluttet en femårig våbenhvile med Danmark.

Rådet i Lübeck meddeler rådet i Wismar, at det netop, dvs. kl. 9 om formiddagen, har modtaget et brev fra de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard, hvori det meddeles, at der er blevet indgået en våbenhvile mellem de holstenske herrer og kong Erik 7. af Pommern.

Hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar opfordrer de livlandske hansestæder til at give udliggerne Bartholomeus Voet o.a. sikkert lejde, da disse ønsker at ernære sig som fredelige skippere, idet der nu er indgået en femårig våbenhvile mellem de holstenske herrer og hansestæderne på den ene side og kong Erik 7. af Pommern på den anden side.

Rådet i Lübeck meddeler rådet i Wismar, at kong Erik 7. af Pommern har tilbagekaldt alle sine udliggere. Af den årsag beder rådet i Lübeck om, at de lybske skibe, som befinder sig i Wismardyb, nu må vende tilbage til Trave.

Rådet i Wismar besværer sig til Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, over, at wismarsk gods er blevet beslaglagt i Danzig på grund af den skade, som hansestædernes udliggere skulle have tilføjet preusserne under krigen med kong Erik 7. af Pommern. Rådet i Wismar havde nemlig ikke befalet udliggerne at gøre andet, end hvad de øvrige hansestæder havde befalet.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard skænker Bunde Asmussen livsvarig frihed for personlige afgifter og for skatter af dennes gods i Husby herred.

Hertug Adolf af Slesvig skænker sin tjener Lange Nisse fri arvelig besiddelse af gården Langballegård i Grumtoft sogn i Slesvig stift for dennes tro tjeneste mod hertugen.

Rådet i Lübeck indbyder rådet i Hamburg til et møde, for at man kan træffe aftale med de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard med hensyn til det forestående fredsmøde i Svendborg.

Rådet i Lübeck meddeler rådet i Hamburg, at det berammede møde med de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard er udsat til 21. april 1433 efter hertug Adolfs ønske.

Hertug Adolf af Slesvig skænker fru Hilborch v. d. Eeck, enke efter Rolef v. d. Eeck, 20 lybske mark i livsvarig årlig rente af de afgifter, som rådet i Slesvig svarer hertugen.

Rådet i Lübeck erklærer, at broder Benedict af Johanniterordenen, prior i Antvorskov i Danmark, har overdraget 1120 rhinske gylden til Edoardo og Gherardo Bueri, som skal leveres til stormesteren på Rhodos.

Vis herreds tingsvidne om, at Evert Skrøder, borger i Flensborg, og dennes hustru Johanne, har skødet deres ejendomsret til møllestrømmen i Meden til hr. abbed Oluf af Ryd kloster, som repræsenteres af en gejstlig herre ved navn hr. Johannes Lange.

Hertug Adolf af Slesvig giver klostret i Itzehoe nogle begunstigelser med hensyn til en vandledning.

En skipper og andre, hvis skib, en holk, er gået på grund ud for Bornholm, skænker Åge Nielsen (Sparre), høvedsmand på Bornholm, retten til halvdelen af skibets gods, såfremt høvedsmandens mænd formår at bjerge alt gods fra skibet.

Hertug Adolf af Slesvig tilstår Hans Brungerhusen, kaldet Hans Arste, en årlig rente på 10 mark penge, som skal betales til ham af rådet i Flensborg.

Hartvig Löw erklærer, at han af hertug Adolf af Slesvig har modtaget 100 mark penninge. På denne baggrund sværger Hartvig Löw orfejde til hertug Adolf.

Anders Lund, Borger i Kiel, sælger sit gods i Lille Solt til Johan Snelling, forstander for Helligåndshuset i Flensborg.

Danzig meddeler de livlandske stæder, at den danske konges folk er i søen, og at de har angrebet tre skibe på vejen fra Trave til Weichsel. To af disse skibe inkl. gods har kongen taget. Det tredje er nået frem til Weichsel, omend plyndret. Kongens mænd har også beslaglagt skibe ved Norge. Danzig advarer om, at det vil blive værre i løbet af foråret, og beder derfor de livlandske stæder om at træffe sikkerhedsforanstaltninger.

Hertuginde Agnes af Slesvig meddeler Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar, at hun har opsagt en overenskomst med hertug Adolf om 4000 gylden, hvilket hun beder meddelt hertugen, mens den kejserlige udsending endnu er i Lübeck.

Forlig mellem Åge Nielsen (Sparre), høvedsmand på Bornholm, og nogle tyske købmænd angående strandet gods.

Lübeck meddeler Danzig, at de har modtaget og forstået brev af 8. marts 1434 ang. sørøveri, samt at flere danske slotshøvedsmænd nu ligger i søen med 600-800 bevæbnede mænd og hindrer sejladsen til hansestæderne. Ifølge rygtet skulle de ikke angribe dem, der kom fra hansestæderne; dog må man frygte, at de angriber alle, der "kommer i vejen". Lübeck har derfor indstillet sejladsen, indtil de har fået overblik over situationen, og de beder Danzig om at træffe sikkerhedsforanstaltninger mht. sejladsen. Lübeck meddeler desuden, at de vil advare hansekøbmændene i Flandern og England om sørøveriet.

Hertug Adolf af Slesvig bekræfter, at Bordesholm kloster er kommet i besiddelse af flere landsbyer.

Kong Erik giver frit lejde til alle fyrster og herrer - såvel gejstlige som verdslige - samt alle andre hæderlige folk, som udsendingene fra hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar vil medbringe til mødet i Vordingborg. Også tjenere og gods er omfattet af det frie lejde. Det frie lejde gælder også, hvis de f.eks. grundet vind eller vejr eller nødstilfælde skulle være forhindret i at komme på det fastsatte tidspunkt. Endvidere forsikrer kong Erik om, at kongens folk skal yde hjælp i form af heste og vogne, såfremt fyrsterne, herrerne eller stædernes udsendinge grundet nødstilfælde måtte have behov for at rejse til Vordingborg over land i Danmark.

Reces fra Hansemødet i Lübeck. Det besluttes at sende rådssendebudene Johan Qwast, rådmand i Stettin, og Nicolaus Wrecht, skriver i Danzig, til kongen af Danmark for at udvirke, at det gods, der er blevet taget under freden, bliver returneret eller erstattet. Desuden vedtages nogle bestemmelser om de tyske fogeder i Skåne og andre steder i de tre riger samt om hanseaternes fiskeri i Skåne.

Protokol over fredsforhandlingerne i Vordingborg mellem rådsudsendinge fra hansestæderne Lübeck, Hamburg, Wismar og Lüneburg samt hansestædernes voldgiftsmænd på den ene side og kong Erik 7. af Pommern, hans råder og hans voldgiftsmænd på den anden side.Hansestædernes rådsudsendinge er følgende: fra Lübeck hr. Heinrich Rapesülver, borgmester, hr. Johann Kollmann, rådmand, og mester Paul Oldenburg, protonotar, fra Hamburg hr. Hermann Lange, præst ved Helligåndskirken i Hamburg, fra Lüneburg hr. Klaus Gronehagen, borgmester, og hr. Johann Springintgut, rådmand, samt fra Wismar hr. Peter Wilde, borgmester, og hr. Hermann Welzin, rådmand.Hansestædernes voldgiftsmænd er følgende: Johann (v. Asel), biskop af Verden, og Pardam (v. d. Knesebeck), biskop af Ratzeburg.Kong Eriks råder er følgende: Jens (Pedersen (Jernskæg)), biskop i Roskilde, hr. Erik Nielsen (Gyldenstjerne), hr. Erik (Segebodsen) Krummedige, hr. Henrik Knudsen (Gyldenstjerne), hr. Sten (Tygesen) Basse samt hr. Esge (Jensen) Brok. Desuden befinder sig flere andre biskopper fra hele Norden i Vordingborg under dette møde. Af disse nævnes i protokollen over forhandlingerne imidlertid kun Peder Lykke (Bille), ærkebiskop i Lund, og Aslak (Bolt), ærkebiskop i Trondheim.Kong Eriks voldgiftsmænd er følgende: biskop Magnus af Hildesheim, titulær hertug af Sachsen-Lauenburg, hertuginde Katharina af Mecklenburg, hertug Bernhard 2. af Sachsen-Lauenburg, hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast, hertug Kristoffer af Bayern, hertug Barnim 8. af Pommern-Wolgast-Barth og hertug Heinrich (den Ældre) af Mecklenburg-Stargard.Protokollen indeholder følgende punkter:1) Hansestædernes rådsudsendinge må vente i Vordingborg indtil onsdag den 30. juni, førend de kan få lov til at holde møde med kong Eriks råder.2) Hansestædernes rådsudsendinge mødes onsdag den 30. juni med kong Eriks råder i Vordingborg slotskirke. Her meddeler Erik Nielsen, at kong Eriks voldgiftsmænd befinder sig i Vordingborg, og at han håber, at hansestædernes rådsudsendinge har medbragt hansestædernes voldgiftsmænd til Vordingborg. Hertil svarer hansestædernes rådsudsendinge, at de er kommet til Vordingborg for at overholde fredsaftalerne fra Horsens og Svendborg fra hhv. 1432 og 1433, hvorfor de også har medbragt deres voldgiftsmænd, som skal være dem mægtige til ret. Dog meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at hansestæderne efter de nævnte aftalers ikrafttræden er blevet påført skader grundet fredsbrud begået imod hansestæderne, samt at det er deres forhåbning, at dette spørgsmål bliver behandlet først. Hansestædernes rådsudsendinge vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse vedrørende spørgsmålet om de nævnte fredsbrud. Hertil svarer Erik Nielsen, at der på et senere tidspunkt vil blive truffet en afgørelse om, hvilken sag der skal behandles først. Herefter spørger Erik Nielsen om, hvem der er hansestædernes voldgiftsmænd, og om de er hansestæderne mægtige til ret. Som svar på dette spørgsmål nævner hansestædernes rådsudsendinge hansestædernes voldgiftsmænd. Herpå spørger Erik Nielsen hansestædernes voldgiftsmænd, om de vil påtage sig embedet som hansestædernes voldgiftsmænd, og hertil svarer hansestædernes voldgiftsmænd ja. Dog siger hansestædernes voldgiftsmænd, at de har fået at vide af hansestædernes rådsudsendinge, at der er blevet begået fredsbrud imod hansestæderne, hvorfor de mener, at spørgsmålet om de nævnte fredsbrud må afgøres først. Hertil svarer Erik Nielsen igen, at der først på et senere tidspunkt vil blive truffet en afgørelse om, hvilken sag der skal behandles først. Hertil svarer hansestædernes voldgiftsmænd, at de ikke desto mindre stadigvæk mener, at sagen om de imod hansestæderne begåede fredsbrud skal afgøres først, hvorefter de spørger Erik Nielsen om, hvem der er kong Eriks voldgiftsmænd, og om de er ham mægtige til ret. Som svar herpå nævner Erik Nielsen kong Eriks voldgiftsmænd. Derpå spørger hansestædernes voldgiftsmænd, om kong Eriks voldgiftsmænd vil være ham mægtige til ret, hvilket de svarer ja til. Herefter afslutter Erik Nielsen den første mødedag.3) Torsdag den 1. juli mødes kong Eriks råder på Vordingborg slot med hansestædernes rådsudsendinge. Endvidere deltager kong Eriks voldgiftsmænd og hansestædernes voldgiftsmænd i dette møde. Biskop Magnus af Hildesheim indleder mødet med at sige, at kong Eriks voldgiftsmænd har modtaget kong Eriks anklageskrift mod hansestæderne. Han meddeler endvidere, at han er forpligtet til at overdrage dette anklageskrift til hansestædernes voldgiftsmænd, ligesom de er forpligtede til at overdrage hansestædernes anklageskrift mod kong Erik til kong Eriks voldgiftsmænd, såfremt de altså har modtaget et sådant. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at fredsaftalen fra Horsens er blevet brudt på en række punkter, idet der er blevet begået fredsbrud imod hansestæderne, hvorfor hansestædernes rådsudsendinge har medbragt et anklageskrift særligt omhandlende de nævnte fredsbrud. Dette anklageskrift særligt omhandlende sagen om de nævnte fredsbrud vil hansestædernes rådsudsendinge gerne overdrage til kong Eriks voldgiftsmænd. Endvidere er det hansestædernes rådsudsendinges forhåbning, at spørgsmålet om de nævnte fredsbrud bliver behandlet først og desuden adskilt fra de andre sager. Hertil svarer kong Eriks voldgiftsmænd, at de alene har myndighed til at dømme i sager omhandlende hansestædernes anklager mod kong Erik, hvorfor kong Eriks voldgiftsmænd ikke kan træffe nogen afgørelse i sagen, medmindre hansestædernes rådsudsendinge udstyrer dem med et anklageskrift mod kong Erik. Dog vil kong Eriks voldgiftsmænd gerne videregive hansestædernes rådsudsendinges svar vedrørende sagen om fredsbrud til kong Erik. Derefter drøfter kong Eriks råder og kong Eriks voldgiftsmænd sagen i fællesskab. I den forbindelse udtaler Erik Nielsen, at kong Eriks voldgiftsmænd nu har modtaget kong Eriks anklageskrift mod hansestæderne, og når nu hansestæderne også har udfærdiget et anklageskrift, hvad enten det handler om fredsbrud eller noget helt andet, skal det være op til begge parters voldgiftsmænd at bestemme rækkefølgen for forhandlingerne. Endvidere beder Erik Nielsen om, at de tilstedeværende notarer og skrivere skriver dette ned. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge ønsker at overdrage deres anklageskrift til hansestædernes voldgiftsmænd, og at hansestædernes rådsudsendinge også vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at bestemme rækkefølgen for forhandlingerne, omend det stadigvæk er hansestædernes rådsudsendinges opfattelse, at sagen om fredsbrud skal behandles først og adskilt fra de andre forhandlinger. Endvidere beder Heinrich Rapesülver de tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive dette svar ned.4) Fredag den 2. juli mødes begge parters voldgiftsmænd samt kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge igen på Vordingborg slot. Erik Nielsen indleder mødet med at sige, at kong Erik ønsker, at hans voldgiftsmænd skal afgøre, om sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Dertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestæderne på samme måde ønsker, at hansestædernes voldgiftsmænd skal afgøre, om sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Derefter går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Mens begge parters voldgiftsmænd drøfter sagen, lader Erik Nielsen frembringe den beseglede fredsaftale fra Horsens. Af denne fredsaftale har hansestædernes rådsudsendinge medbragt en afskrift, som nu bliver kollationeret med originaldokumentet. Herefter siger Erik Nielsen, at hansestædernes rådsudsendinge ikke længere skal rådføre sig med hansestædernes voldgiftsmænd, da sagen nu er overdraget til begge parters voldgiftsmænd. Derefter forlader både kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge mødet, hvorefter begge parters voldgiftsmænd drøfter sagen alene. Begge parters voldgiftsmænd enes om, at de to grupper grundet sagens kompleksitet først hver især skal drøfte sagen og derefter igen drøfte sagen i fællesskab. Nærmere bestemt skal kong Eriks voldgiftsmænd sende bud efter hansestædernes voldgiftsmænd, når kong Eriks voldgiftsmænd er blevet færdige med at drøfte sagen for sig.5) Mandag den 5. juli sender kong Eriks voldgiftsmænd bud efter hansestædernes voldgiftsmænd, hvorefter begge parters voldgiftsmænd mødes på Vordingborg slot. Her indleder biskop Magnus af Hildesheim med at spørge, hvilke tanker hansestædernes voldgiftsmænd har gjort sig om sagen. Hertil svarer biskop Johann af Verden, at kong Eriks voldgiftsmænd bør sige deres mening om sagen først, hvorefter biskop Johann og biskop Pardam som hansestædernes voldgiftsmænd vil sige deres mening om sagen. Derefter siger biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd har set fredsaftalen fra Horsens, som dikterer, at begge parters voldgiftsmænd skal dømme i sagen efter anklage og svar, og eftersom kong Eriks voldgiftsmænd er kong Erik mægtige til ret, vil kong Erik overdrage dem sit anklageskrift mod hansestæderne. Såfremt hansestædernes voldgiftsmænd er hansestæderne mægtige til ret, og såfremt hansestædernes rådsudsendinge vil overdrage deres anklageskrift mod kong Erik til hansestædernes voldgiftsmænd, vil kong Eriks voldgiftsmænd overdrage kong Eriks anklageskrift mod hansestæderne til hansestædernes voldgiftsmænd. Herefter kan begge parters voldgiftsmænd beslutte, hvilken sag der skal behandles først. Efter at have drøftet dette svarer hansestædernes voldgiftsmænd, at de i løbet af de forudgående dage har fået den opfattelse, at alle voldgiftsmændene først skal træffe en fælles afgørelse om, hvorvidt sagen om de nævnte fredsbrud begået imod hansestæderne skal behandles først eller ej. Derfor vil de gerne til en begyndelse overdrage det anklageskrift, som hansestædernes rådsudsendinge har udfærdiget, som specifikt omhandler fredsbrud begået imod hansestæderne, til kong Eriks voldgiftsmænd. Når det derefter er blevet besluttet, om sagen om de nævnte fredsbrud skal behandles først eller ej, vil hansestædernes voldgiftsmænd overdrage hansestædernes anklageskrift mod kong Erik omhandlende alle andre sager. Hertil svarer biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd udelukkende har beføjelse til at dømme i sagen, såfremt hansestædernes voldgiftsmænd overdrager dem hansestædernes anklageskrift mod kong Erik. Hertil svarer hansestædernes voldgiftsmænd, at de selv har set og hørt, at det er blevet befalet hansestædernes rådsudsendinge at blive ved forhandlingerne, såfremt det bliver besluttet, at sagen om de nævnte fredsbrud skal behandles først. Endvidere fortæller hansestædernes voldgiftsmænd, at hansestædernes rådsudsendinge ikke er blevet udstyret med beføjelse til at afstå fra punktet om de nævnte fredsbrud, hvorfor hansestædernes voldgiftsmænd forventer, at det ikke kan blive anderledes. Derefter går kong Eriks voldgiftsmænd væk for at drøfte sagen med kong Eriks råder. Hansestædernes voldgiftsmænd følger imidlertid efter kong Eriks voldgiftsmænd og finder dem stående udenfor. Her meddeler biskop Johann af Verden kong Eriks voldgiftsmænd, at hansestædernes voldgiftsmænd vil gøre alt, hvad kong Eriks voldgiftsmænd forlanger af dem, for at sagen kan blive bragt til en god afslutning. Hertil svarer biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd for nuværende ikke kan komme på noget bestemt, men såfremt kong Eriks råder har nogle ideer til, hvordan sagen kan blive bragt til en god afslutning, vil de give hansestædernes voldgiftsmænd besked derom.6) Onsdag den 7. juli holder hansestædernes rådsudsendinge møde med hansestædernes voldgiftsmænd i det hus i Vordingborg, hvor hansestædernes rådsudsendinge plejer at mødes. Hansestædernes rådsudsendinge indleder mødet med at sige, at de har fået at vide, at spørgsmålet om, hvornår sagen om fredsbrud skal behandles, ikke er blevet bragt videre til kong Erik, selvom både de og hansestædernes voldgiftsmænd har krævet det af både kong Eriks råder og kong Eriks voldgiftsmænd. Derfor foreslår hansestædernes rådsudsendinge, at hansestædernes voldgiftsmænd går direkte til ærkebisperne af Lund og Trondheim samt til biskoppen af Roskilde og til kong Eriks øverste rådgiver, nemlig Erik Nielsen, for at bede dem om at viderebringe spørgsmålet om de nævnte fredsbrud til kong Erik. Derefter mødes hansestædernes voldgiftsmænd med kong Eriks råder i bykirken i Vordingborg. Her siger biskop Johann af Verden, at hansestædernes rådsudsendinge har fået at vide, at spørgsmålet om fredsbrud ikke er blevet bragt videre til kong Erik, således som både hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd ellers har krævet af kong Eriks råder og voldgiftsmænd. Da der er blevet begået en mængde fredsbrud mod hansestæderne inden for den fredsperiode, som er beskrevet i fredsaftalen fra Horsens, ønsker hansestædernes rådsudsendinge, at begge parters voldgiftsmænd nu skal træffe en afgørelse om, hvorvidt sagen om disse fredsbrud skal behandles først eller ej, førend man kan gå til de andre anklagepunkter. Derefter beder hansestædernes voldgiftsmænd kong Eriks råder om at bringe denne besked videre til kong Erik. Hertil svarer Erik Nielsen, at alle kong Eriks råder har forstået, hvad Heinrich Rapesülver på vegne af hansestædernes rådsudsendinge har bedt dem om. Endvidere har de forstået fra kong Eriks voldgiftsmænd, hvad hansestædernes voldgiftsmænd har bedt dem om.7) Søndag den 11. juli mødes hansestædernes rådsudsendinge for at drøfte sagen. Her får de at vide, at kong Erik og kong Eriks råder vil forsøge at få kong Eriks voldgiftsmænd til at udfærdige beseglede vidnesbyrd vedrørende sagen. Derfor sender de bud efter kong Eriks voldgiftsmænd, idet de meddeler dem, at de har noget at tale med dem om. Derefter mødes kong Eriks voldgiftsmænd med hansestædernes voldgiftsmænd på Vordingborg slot. Her siger biskop Johann af Verden, at hansestædernes rådsudsendinge for nylig har hørt det rygte, at kong Erik og kong Eriks råder forsøger at omgå forhandlingsprocessen ved at få kong Eriks voldgiftsmænd til at udstede beseglede vidnesbyrd om kong Eriks indkaldelse til forhandlingerne uden hansestædernes voldgiftsmænds deltagelse i beseglingen. Derfor beder biskop Johann kong Eriks voldgiftsmænd om at udstede disse vidnesbyrd i fællesskab med hansestædernes voldgiftsmænd, såfremt det rent faktisk forholder sig sådan, at kong Erik og kongens råder forsøger at få voldgiftsmændene til at udstede vidnesbyrd om kong Eriks indkaldelse til forhandlingerne. På den måde vil begge parter kunne bekræfte vidnesbyrdene. Hertil svarer biskop Magnus, at det er korrekt, at kong Erik og kongens råder har bedt kongens voldgiftsmænd om at udfærdige beseglede vidnesbyrd om kong Eriks indkaldelse til forhandlingerne, og at de endvidere allerede har gjort, hvad kong Erik har bedt dem om, eftersom de udelukkende er villige til at sætte deres segl på vidnesbyrd, som stemmer overens med virkelige begivenheder. Endvidere meddeler biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd ikke vil tage det ilde op, såfremt hansestædernes rådsudsendinge ønsker, at hansestædernes voldgiftsmænd skal udstede beseglede vidnesbyrd om sagen på hansestædernes rådsudsendinges vegne. Dertil svarer biskop Johann, at der i kraft af fredsaftalen fra Horsens er blevet skabt en fred, som imidlertid er blevet brudt over for hansestæderne på groveste vis og gentagne gange, og derfor håber hansestædernes voldgiftsmænd, at der nu bliver truffet en afgørelse om, hvorvidt sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Dertil svarer biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd ikke har fået beføjelse til at træffe en sådan afgørelse nu, men såfremt hansestædernes voldgiftsmænd måtte ønske det, vil kong Eriks voldgiftsmænd gå til kong Eriks råder, således at de i fællesskab kan drøfte dette spørgsmål. Hertil svarer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd ønsker, at kong Eriks voldgiftsmænd skal drøfte spørgsmålet om fredsbrud med kong Eriks råder. Derfor går kong Eriks voldgiftsmænd op til kongesalen på Vordingborg slot, hvor kong Eriks råder er forsamlet. Desuden sender de bud efter hansestædernes rådsudsendinge, som hurtigt indfinder sig sammen med hansestædernes voldgiftsmænd. Her indleder biskop Johann med at sige, at hansestædernes rådsudsendinge nu er kommet, fordi de ønsker at leve op til bestemmelserne indeholdt i fredsaftalen fra Horsens, og af den årsag skal begge parters voldgiftsmænd være dem mægtige til ret i henhold til fredsaftalens ordlyd. Eftersom den fred, som er indeholdt i fredsaftalen fra Horsens, gentagne gange og på groveste vis er blevet brudt over for hansestæderne, håber hansestædernes rådsudsendinge, at sagen om fredsbrud bliver behandlet før alle andre anklagepunkter. Dog vil hansestædernes rådsudsendinge overlade det til begge parters voldgiftsmænd at afgøre, om sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Endvidere meddeler biskop Johann, at hansestædernes rådsudsendinge har erklæret over for hansestædernes voldgiftsmænd, at begge parters voldgiftsmænd skal have beføjelse til på hansestædernes vegne at forlige striden imellem hansestæderne og kong Erik ved redelighed og venskab, såfremt det er muligt. Hertil svarer Erik Nielsen, at eftersom kong Eriks råder nu har hørt hansestædernes voldgiftsmænds erklæring, vil de bringe denne erklæring videre til kong Erik. Endvidere vil de bringe kong Eriks svar desangående videre til hansestædernes rådsudsendinge.8) Senere samme dag, dvs. søndag den 11. juli, indbyder kong Eriks voldgiftsmænd hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd til et nyt møde på Vordingborg slot. Kong Eriks voldgiftsmænd indleder dette møde med at sige til hansestædernes voldgiftsmænd, at de sammen med kong Eriks råder har bragt hansestædernes voldgiftsmænds erklæring til kong Erik. Kong Eriks svar er, at det ville glæde ham, om man ville forsøge med venskabelige forhandlinger. Dernæst siger biskop Magnus, at kong Erik og kong Eriks råder har meddelt kong Eriks voldgiftsmænd, at de rådsudsendinge fra hansestæderne, som deltog i forhandlingerne i Horsens i 1432, dengang bad kong Erik om at lade alle ting forløbe, således som det er bestemt i fredsaftalen fra Horsens. Til gengæld herfor forpligtede de sig til at vise kong Erik velvilje, således at der slet ikke burde være behov for en retssag mellem kong Erik og hansestæderne. Endvidere beklager kong Erik sig over, at hansestæderne inden for den fred, som de selv har aftalt med kong Erik, atter er blevet hans fjender, og at de har erobret landområder og folk fra ham, omend det er blevet bestemt i fredsaftalen fra Horsens, at dette ikke måtte ske. Derfor er det kong Eriks ønske, at hansestæderne på venskabelig vis skal afstå disse erobrede landområder og folk til ham. Såfremt de gør det, vil kong Erik overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse med hensyn til alle de andre sager omhandlende den vold og de skader, som er blevet påført kong Erik, hans lande og hans folk af hansestæderne i fredsperioden. Endvidere vil kong Erik underkaste sig enhver afgørelse, som begge parters voldgiftsmænd måtte træffe, hvad enten denne afgørelse har form af et forlig eller en dom. Herefter bringer hansestædernes voldgiftsmænd disse krav fra kong Erik videre til hansestædernes rådsudsendinge. Hansestædernes rådsudsendinge svarer imidlertid, at alt, hvad hansestæderne har erobret fra kong Erik, er blevet erobret inden for fejdeperioden og endvidere på hæderlig vis. Endvidere er de erobrede landområder og slotte ikke længere i hansestædernes besiddelse. Hansestædernes rådsudsendinge meddeler endvidere, at de godt er klar over, at kong Erik nærer et had til hansestæderne af denne årsag. Endvidere meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at det er korrekt, at de har sagt til kong Erik, at de gerne vil vise ham velvilje, og at de håber, at striden kan blive bilagt ved redelighed og venskab. Endelig meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at de er villige til at gøre fodfald for kong Erik og bede om kongens venskab, såfremt han vil holde op med at hade hansestæderne af den førnævnte årsag. Dette svar fra hansestædernes rådsudsendinge bringer hansestædernes voldgiftsmænd videre til kong Eriks voldgiftsmænd. Da kong Eriks voldgiftsmænd har drøftet dette med kong Eriks råder, siger kong Eriks voldgiftsmænd, at kong Erik ikke ønsker at udtale sig yderligere om den sag. Dertil spørger kong Eriks voldgiftsmænd, om hansestædernes rådsudsendinge er villige til at lade det efterprøve ved retten, om de områder og slotte, som de har erobret fra kong Erik, er blevet erobret på hæderlig vis eller ej. Dette svar fra kong Eriks voldgiftsmænd bringer hansestædernes voldgiftsmænd videre til hansestædernes rådsudsendinge. Hertil svarer hansestædernes rådsudsendinge, at eftersom de nu fører venskabelige forhandlinger med kong Erik, bør de ikke beskæftige sig med spørgsmål vedrørende en retssag. Dette svar bringer hansestædernes voldgiftsmænd videre til kong Eriks voldgiftsmænd. Da kong Eriks voldgiftsmænd har drøftet dette svar med kong Eriks råder, vender de tilbage til hansestædernes voldgiftsmænd medbringende et brev fra kong Erik til begge parters voldgiftsmænd, hvori kong Erik erklærer, at han ikke vil acceptere, at spørgsmålet om de nævnte fredsbrud bliver behandlet først, idet det ifølge ham strider imod retten. Herefter siger kong Eriks voldgiftsmænd, at når nu hansestæderne ikke vil gøre, hvad kong Erik ønsker, vil de måske rette sig efter det, som kong Erik skriver til voldgiftsmændene.9) Mandag den 12. juli bliver hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd kaldt op til kong Eriks voldgiftsmænd på Vordingborg slot. Hansestædernes rådsudsendinge har til dette møde medbragt et skriftligt svar på kong Eriks brev til begge parters voldgiftsmænd. I dette skriftlige svar erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at de vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at afgøre, om spørgsmålet om de fredsbrud, som er blevet begået imod hansestæderne efter fredsaftalens indgåelse i Horsens 1432, skal behandles først eller ej. Desuden erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at begge parters voldgiftsmænd skal være dem mægtige til enten venskab eller ret. Efter kong Eriks råder har læst hansestædernes rådsudsendinges skriftlige svar, spørger Erik Nielsen, om hansestædernes rådsudsendinge vil rette sig efter indholdet i kong Eriks brev af 11. juli til voldgiftsmændene. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge allerede har svaret skriftligt på kong Eriks brev, og at de ikke håber, at det bliver nødvendigt at afgøre striden ved retten. Endvidere vil hansestædernes rådsudsendinge nu overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse i sagen. Hertil svarer Erik Nielsen, at kong Eriks råder ønsker at vide, om hansestædernes rådsudsendinge vil rette sig efter det, som kong Erik har skrevet i sit brev til begge parters voldgiftsmænd, eftersom kong Erik i brevet erklærer sig villig til en retssag. Hertil svarer Heinrich Rapesülver med det samme, at hansestæderne også erklærer sig villige til en retssag i henhold til kong Eriks brev til voldgiftsmændene. Både Erik Nielsen og Heinrich Rapesülver opfordrer de tilstedeværende notarer og skrivere til at skrive disse erklæringer ned. Endvidere opfordrer Erik Nielsen og Heinrich Rapesülver de tilstedeværende herrer og fyrster til at mærke sig disse erklæringer. Derefter siger biskop Johann af Verden, at han kan fornemme, at der på nuværende tidspunkt ikke kan træffes en retsafgørelse. Derfor foreslår han, at man nu skal drøfte spørgsmålet om fredsbrud. I den forbindelse foreslår biskop Johann, at man skal drøfte, hvad man kan gøre for at sikre, at der ikke sker flere fredsbrud i resten af fredsperioden. Derfor bør alle voldgiftsmændene have begge parters anklageskrifter mod hinanden samt alle de beviser på fredsbrud, som begge parter har mod hinanden. Endvidere foreslår biskop Johann, at begge parters voldgiftsmænd for fremtiden mødes på tysk jord for at drøfte sagen, eftersom de jo alle er tyske fyrster. Hertil svarer kong Eriks voldgiftsmænd, at de vil bringe dette forslag videre til kong Erik.10) Tirsdag den 13. juli kalder kong Eriks voldgiftsmænd hansestædernes voldgiftsmænd og hansestædernes rådsudsendinge op til Vordingborg slot. Her indleder biskop Magnus med at sige til hansestædernes voldgiftsmænd, at kong Eriks råder har fortalt ham, at de har været hos kong Erik, som har meddelt dem, at han ikke ønsker at gøre, hvad biskop Johann har foreslået. Derimod vil kong Eriks råder gerne tale med hansestædernes rådsudsendinge, og de samles for at drøfte sagen. Erik Nielsen har medbragt et nyt brev fra kong Erik, hvori kongen meddeler, at han af sine råder netop er blevet informeret om, at hansestædernes rådsudsendinge ønsker, at spørgsmålet om fredsbrud skal behandles først. Kong Erik mener imidlertid ikke, at han har begået fredsbrud imod hansestæderne, idet han hverken har taget noget fra dem eller beordret noget taget fra dem. Dog kan kong Erik godt forestille sig, at forbrydelserne imod hansestæderne er blevet begået af nogle af Stralsunds fjender, som på et tidligere tidspunkt har opholdt sig i kong Eriks riger. Disse folk, som altså er Stralsunds fjender, kan ifølge kong Erik have stjålet ting og sager fra folk fra hansestæderne, under påskud af at de pågældende ting og sager tilhørte folk fra Stralsund. Kong Erik har imidlertid ikke beordret disse forbryderiske folk til at gøre det, hvorfor kong Erik håber, at hansestæderne ikke har ret til at anklage ham for at have begået fredsbrud af den årsag. Endvidere kræver kong Erik, at hansestæderne skal give ham det tilbage, som de har erobret fra ham, såfremt de vil anklage ham for at have taget noget fra dem. Såfremt de ikke vil give det, som de har erobret fra ham, tilbage, skal de yde ham en økonomisk kompensation for det erobrede. Endvidere mener kong Erik ikke, at hansestæderne har krav på kompensation fra ham, idet de skader, som måtte være blevet påført hansestæderne i fredsperioden, er blevet påført dem, mens de var i færd med at begå overgreb på ham, hans riger og folk, hvorfor de skader, som måtte være blevet påført hansestæderne i fredsperioden, således har været selvforskyldte. På denne baggrund håber kong Erik, at begge parters voldgiftsmænd her og nu kan træffe en retslig afgørelse i sagen, og i den forbindelse erklærer kong Erik, at begge parters voldgiftsmænd skal være ham mægtige til ret. Endelig erklærer kong Erik, at såfremt hansestædernes voldgiftsmænd afviser at træffe en retslig afgørelse i sagen, har han fuld tillid til, at hans egne voldgiftsmænd alligevel vil træffe en retslig afgørelse i sagen, eftersom det er hans opfattelse, at hans egne voldgiftsmænd er forpligtede over for ham til at træffe en retslig afgørelse i sagen. Da dette er blevet læst højt, beder Erik Nielsen de tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive brevets ordlyd ned. Derefter overdrager han brevet til kong Eriks voldgiftsmænd. Derefter beder Heinrich Rapesülver om at få en afskrift af det pågældende brev, idet de meget gerne vil svare skriftligt på kong Eriks brev. Hertil svarer kong Eriks voldgiftsmænd, at de vil udfærdige en afskrift af kong Eriks brev, som hansestædernes voldgiftsmænd kan tage med til hansestædernes rådsudsendinge.11) Torsdag den 15. juli beder hansestædernes voldgiftsmænd kong Eriks voldgiftsmænd om et møde på Vordingborg slot, eftersom hansestædernes rådsudsendinge ønsker at tale med begge parters voldgiftsmænd. Her indleder Heinrich Rapesülver med at give begge parters voldgiftsmænd et skriftligt svar på kong Eriks brev af 13. juli. I det skriftlige svar meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at fredsaftalen imellem kong Erik og hansestæderne, som blev indgået 22. august 1432 i Horsens, indeholder bestemmelser om en femårig fredsperiode, som hansestæderne hidtil har overholdt på enhver tænkelig måde. Imidlertid er der gentagne gange og på groveste vis blevet begået fredsbrud imod hansestæderne fra kong Eriks side inden for den nævnte fredsperiode. Hansestæderne har flere gange tidligere klaget over dette, hvilket imidlertid ikke har hjulpet. Desuden er hansestædernes rådsudsendinge i stand til at frembringe tydelige beviser på alle de store skader, som er blevet påført hansestæderne af kong Eriks side i fredsperioden, hvorfor de håber, at kong Erik vil sørge for, at de af hans folk, som har erobret noget fra hansestæderne, giver det erobrede tilbage til hansestæderne eller yder økonomisk erstatning til de skadelidte folk fra hansestæderne. Hansestædernes rådsudsendinge vil i den forbindelse gerne overbringe kong Erik deres anklageskrift specifikt omhandlende disse fredsbrud. Endvidere erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at hansestæderne gerne vil yde erstatning til kong Erik for de skader, som han måtte være blevet påført af hansestæderne inden for fredsperioden, såfremt han oplyser hansestæderne om disse skader. Dog kan hansestædernes rådsudsendinge ikke forestille sig, at kong Erik skulle være blevet påført skader af hansestæderne inden for fredsperioden, idet hansestæderne har overholdt bestemmelserne indeholdt i fredsaftalen fra Horsens til punkt og prikke. Endelig erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at de vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse i sagen, hvad enten denne indebærer et venskabeligt forlig eller en retslig afgørelse. Da dette skriftlige svar er blevet læst højt, erklærer Heinrich Rapesülver, at hansestæderne er villige til en retssag. I forlængelse heraf beder Heinrich Rapesülver alle tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive dette ned.12) Lørdag den 17. juli kalder kong Eriks voldgiftsmænd hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd op på Vordingborg slot, hvor kong Eriks voldgiftsmænd og kong Eriks råder er forsamlet. Her lader kong Eriks råder læse et brev fra kong Erik skrevet til begge parters voldgiftsmænd højt. Derefter siger kong Eriks råder, at dette brev er kong Eriks svar på hansestædernes rådsudsendinges brev af 15. juli. Derefter beder Erik Nielsen alle de tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive dette ned. Derefter spørger Erik Nielsen hansestædernes rådsudsendinge, om de fortsat vil lade begge parters voldgiftsmænd træffe en afgørelse i sagen, idet det er, hvad kong Erik nu har erklæret sig villig til. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge allerede skriftligt har erklæret, at de vil lade begge parters voldgiftsmænd træffe en afgørelse i sagen. Endvidere beder Heinrich Rapesülver om en afskrift af kong Eriks seneste brev, således at hansestædernes rådsudsendinge kan udfærdige et skriftligt svar på dette brev. Hertil svarer Erik Krummedige, at kong Eriks råder ikke er forpligtede til at give hansestædernes rådsudsendinge en afskrift af kong Eriks seneste brev. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge ikke desto mindre håber at få en afskrift af brevet, og at hansestædernes rådsudsendinge endvidere vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse i sagen. Derefter overdrager Erik Krummedige kong Eriks brev til kong Eriks voldgiftsmænd. Derefter går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Under disse drøftelser bliver de enige om at mødes igen søndag den 18. juli om morgenen.13) Søndag den 18. juli mødes begge parters voldgiftsmænd samt kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge på Vordingborg slot. Erik Krummedige indleder mødet med at sige, at kong Erik fortsat ønsker, at begge parters voldgiftsmænd skal træffe en retslig afgørelse i sagen. Såfremt hansestædernes voldgiftsmænd ikke ønsker at træffe en retslig afgørelse, ønsker kong Erik, at kongens voldgiftsmænd alene skal træffe en retslig afgørelse, idet de ifølge kong Erik er forpligtede hertil. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge nu har udstedt flere breve, hvori de erklærer, at de ønsker, at begge parters voldgiftsmænd skal træffe en retslig afgørelse i sagen. Endvidere har hansestædernes rådsudsendinge bedt om en afskrift af kong Eriks seneste brev, som de imidlertid ikke har fået. Af den årsag vil de også overlade det til begge parters voldgiftsmænd at afgøre, om de må få en afskrift af det pågældende brev eller ej. Derefter går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Under disse drøftelser tager hertug Bugislav biskop Johann af Verden med ud for at drøfte sagen alene. Da de begge kommer tilbage til de andre voldgiftsmænd, siger biskop Johann, at hertug Bugislav har fortalt ham, at han frygter, at denne retssag vil blive alt for lang, og at han derfor håber, at man vil kunne bilægge striden ved venskab. Endvidere meddeler biskop Johann de andre voldgiftsmænd, at han har svaret hertug Bugislav, at han også håber, at man vil kunne bilægge striden ved venskab, og han håber fremdeles, at de andre voldgiftsmænd derfor vil hjælpe til med at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre at bilægge striden ved venskab. Endelig meddeler biskop Johann, at hertug Bugislav har erklæret sig enig i dette. Derfor beder biskop Johann alle de andre voldgiftsmænd om at hjælpe til med at finde ud af, hvordan striden kan bilægges ved venskab. Derefter siger alle voldgiftsmænd hver især deres mening. Derefter beslutter voldgiftsmændene, at de hver især skal bringe deres forslag videre til hhv. kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge. Endvidere beslutter begge parters voldgiftsmænd, at man først på et senere tidspunkt skal mødes igen for at træffe en afgørelse i sagen.14) Senere samme dag, dvs. søndag den 18. juli, indfinder kong Erik sig i slotskirken i Vordingborg sammen med sine voldgiftsmænd og sine råder. Kong Eriks voldgiftsmænd beder herfra hansestædernes voldgiftsmænd om at møde op i salen på Vordingborg slot. Da hansestædernes voldgiftsmænd er kommet op på slottet, siger kong Eriks voldgiftsmænd og kong Eriks råder til dem, at de nu har drøftet biskop Johanns forslag med kong Erik, og at kong Erik ikke vil acceptere dette. Derimod kræver kong Erik, at man skal træffe en retslig afgørelse i sagen med det samme. Derfor går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Her siger biskop Johann, at denne sag er af så stor betydning, og at de implicerede personer desuden er så mægtige og store, at det er helt umuligt at træffe en retslig afgørelse med det samme, eftersom det kræver megen tid og grundige overvejelser at træffe en retslig afgørelse i en sag af denne karakter. Desuden skal begge parter have tid og mulighed for at udfærdige anklageskrifter mod hinanden. Endvidere skal begge parter have mulighed for at udfærdige skriftlige svar på den anden parts anklageskrift. Derfor håber biskop Johann, at de andre voldgiftsmænd vil hjælpe til med at sikre denne proces, således at man på et senere tidspunkt kan komme tilbage og træffe en retslig afgørelse i sagen, såfremt man altså ikke i mellemtiden har formået at bilægge striden ved venskab. Derefter går kong Eriks voldgiftsmænd hen til kong Eriks råder, som i fællesskab vender tilbage til hansestædernes voldgiftsmænd. Her siger Erik Krummedige, at kong Eriks voldgiftsmænd ikke behøver mere tid, eftersom skaderne mod kong Erik allerede er sket, og eftersom disse skader er kendt af alle. Desuden gentager Erik Krummedige, at kong Erik kræver, at der bliver truffet en retslig afgørelse i sagen med det samme. Hertil svarer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd endnu ikke er bekendt med parters anklager mod hinanden. Ej heller er hansestædernes voldgiftsmænd bekendt med de skader, som efter sigende skulle være blevet påført kong Erik af hansestæderne. Endvidere meddeler biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd har forpligtet sig på opgaven som voldgiftsmænd for det fælles bedstes skyld, hvorfor de er nødt til at spørge og blive belært, når der er noget, som de ikke kender til vedrørende sagen, således at deres afgørelse i sagen kan stemme overens med sandheden. Derfor erklærer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd behøver mere tid til at undersøge sagen, og ligeledes behøver begge parter mere tid til at udfærdige anklageskrifter mod hinanden og skriftlige svar på disse anklageskrifter. Desuden behøver begge parter tid til at frembringe beviser på deres anklager. Endvidere erklærer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd stadigvæk gerne vil være med til at træffe en retslig afgørelse i sagen, såfremt man altså ikke inden da er i stand til at bilægge sagen ved venskab, men det kan kun lade sige gøre, hvis voldgiftsmændene får mere tid til dette. Hertil svarer kong Eriks råder, at de har forstået, hvad hansestædernes voldgiftsmænd har meddelt dem, og at de nu vil bringe hansestædernes svar videre til kong Erik.15) Mandag den 19. juli mødes begge parters voldgiftsmænd, herunder også hertug Bernhard af Sachsen-Lauenburg og hertug Kristoffer af Bayern, samt kong Eriks råder på Vordingborg slot. Kong Eriks råder indleder dette møde med at sige, at de har været hos kong Erik, som imidlertid ikke har yderligere at tilføje. Derfor håber kong Eriks råder, at begge parters voldgiftsmænd nu vil gøre knæfald for kongen og ydmygt bede ham om at høre på, hvad voldgiftsmændene har at sige. Dette accepterer begge parters voldgiftsmænd godvilligt, hvorfor de gør knæfald for kong Erik og beder ham om at høre på, hvad de har at sige. Af den årsag indvilliger kong Erik i at lade begge parters voldgiftsmænd udstede et brev den 21. juli, hvori begge parters voldgiftsmænd erklærer, at striden imellem kong Erik og hansestæderne skal afgøres ved en voldgift sankthansdag 1435, medmindre en tidligere forhandling imellem parterne fører til et forlig.

Hansestædernes rådssendebud samt Lübecks råd kræver af borgmestrene og rådmændene i byen Soest, at de sender deres fuldmægtige sendebud til hansemødet i Lübeck, såfremt Soest fortsat vil kunne benytte sig af Hanseforbundet. Hansestædernes rådssendebud og rådet i Lübeck meddeler, at hansemødet fortsat er i gang, og at det vil blive forlænget, indtil hansestædernes sendebud vender tilbage fra Danmark og fra den Tyske Ordens højmester. Endelig meddeler hansestædernes rådssendebud og rådet i Lübeck, at identiske opfordringer om at sende fuldmægtige sendebud til hansemødet i Lübeck er blevet sendt byerne Dortmund, Münster og Osnabrück.

Hanseforbundets oldermænd, som befinder sig i Brügge, sender hansemødet i Lübeck oplysninger om herren af Veers sørøverier. Han har beslaglagt flere skibe, selvom skipperne ikke ligger i fjendskab med ham, og trods klager og forhandlinger vil han ikke give skibe eller gods tilbage til de retmæssige ejere. Derudover holder han både de seks byer, som er i fejde med kongen, og de holstenske herrers undersåtter for sine åbenbare fjender, og alt, hvad han fremover beslaglægger, vil han beholde. Ligeledes kræver herren af Veer, at folkene fra Brandenburg selv må komme og løse deres gods. Derfor beder hanseforbundets oldermænd herrerne i Lübeck om at træffe sikkerhedsforanstaltninger mht. den vestgående sejlads på Elben og lignende steder.

Beretning om forhandlingerne i Marienburg mellem rådsudsendinge fra hansestæderne, Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, og rådsherrer fra de preussiske stæder vedrørende de skader, som bl.a. er blevet påført hanseatiske købmænd i kong Erik 7. af Pommerns tre riger.De hanseatiske rådsudsendinge, som er udsendt fra hansedagen i Lübeck, er følgende: fra Köln Everd Hardefust, fra Lübeck Johann Gerwer, fra Hamburg Erich v. Tzeven, fra Greifswald Johann Verghast, fra Danzig Heinrich Vorrat og skriveren Nicolaus (Wrecht).Beretningen indeholder følgende punkter med relevans for danske forhold:4) De hanseatiske rådsudsendinge fortæller højmesteren, hvordan der på groveste vis og gentagne gange bliver begået overgreb mod hanseatiske købmænd i kong Erik 7. af Pommerns tre riger. Dette strider imod de privilegier, som hansestæderne har i kong Eriks tre riger. Desuden påføres hansestæderne, herunder også de preussiske stæder, som hører under Den Tyske Orden, store skader grundet overgrebene i kong Eriks tre riger. Derfor beder de hanseatiske rådsudsendinge højmesteren om at sørge for, at der ikke sker yderligere brud på hansestædernes privilegier i kong Eriks tre riger.5) Hertil svarer højmesteren, at han er nødt til først at drøfte sagen med sine ordensherrer, herunder Den Tyske Ordens marskal, som imidlertid ikke er til stede, førend han kan give dem et udførligt svar. Derefter beder højmesteren de hanseatiske rådsudsendinge om at udfærdige en liste til ham over alle de overgreb, som de hanseatiske købmænd er blevet udsat for i kong Eriks tre riger.6) Derefter går de hanseatiske rådsudsendinge sammen med rådsherrerne fra de preussiske stæder for at udfærdige en liste til højmesteren over alle de overgreb, som de hanseatiske købmænd er blevet udsat for i kong Eriks tre riger. Da de har udfærdiget listen, overdrages den til højmesteren. Derefter lover højmesteren, at han vil skrive til kong Erik vedrørende denne sag. Endelig lover højmesteren, at han - såfremt det ikke hjælper at skrive til kong Erik - vil tilslutte sig de forholdsregler, der måtte blive truffet af hansestæderne i forbindelse med hansedagen i Lübeck.

Vidnesbyrd, udstedt af kong Eriks voldgiftsmænd, nemlig biskop Magnus af Hildesheim, hertugerne Bugislav og Barnim den yngre af Stettin, Pommern etc., og hertug Heinrich af Mecklenburg, om forhandlingerne i Vordingborg, som kong Eriks råder også deltog i, mellem kong Eriks voldgiftsmænd og de af Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar valgte voldgiftsmænd, nemlig biskoppen af Verden og biskoppen af Ratzeburg, angående striden mellem kong Erik og de førnævnte stæder. Det meddeles, at voldgiftsmændene er blevet enige om, at begge parter skal udfærdige klager over den anden part på skrift, men såfremt stæderne alligevel ønsker at fremlægge deres klage og svar mundtligt, så vil kong Eriks råder også fremlægge kongens klage og svar mundtligt. Endvidere meddeles det, at kongens voldgiftsmænd er kommet frem til, at man først kan afgøre sagen, når klager og svar er blevet fremlagt for voldgiftsmændene. Hertil har stædernes voldgiftsmænd svaret, at de havde brug for betænkningstid. Derefter meddeles det, at stædernes voldgiftsmænd har forhandlet to eller tre dage med udsendinge fra stæderne. Resultatet af disse forhandlinger er blevet, at stædernes voldgiftsmænd kun har magt til at afgøre sagen mellem kong Erik og stæderne, såfremt spørgsmålet om fredsbrud bliver afgjort først. Endelig meddeles det, at kong Eriks råder har spurgt kongens voldgiftsmænd, om kongen og råderne efter kongens voldgiftsmænds mening havde levet op til deres forpligtelser i sagen, hvilket kongens voldgiftsmænd efter drøftelser med andre gode folk kan bekræfte

Skrivelse fra kong Erik 7. af Pommern til hansestædernes og kong Eriks voldgiftsmænd, som deltager i forhandlingsmødet i Vordingborg. Heri erklærer kong Erik, at han ikke vil acceptere, at spørgsmålet om fredsbrud bliver behandlet først, hvilket hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd ellers har krævet. Kong Eriks begrundelse herfor er, at det strider imod retten.

Skrivelse fra hansestædernes rådsudsendinge, som deltager i forhandlingerne i Vordingborg, til kong Erik 7. af Pommerns og hansestædernes voldgiftsmænd, nemlig på den ene side kong Eriks voldgiftsmænd biskop Magnus af Hildesheim, titulær hertug af Sachsen-Lauenburg, hertug Bernhard 2. af Sachsen-Lauenburg, hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast, hertug Barnim 8. af Pommern-Wolgast-Barth og hertug Heinrich (den Ældre) af Mecklenburg-Stargard samt på den anden side hansestædernes voldgiftsmænd Johann (v. Asel), biskop af Verden, og Pardam (v. d. Knesebeck), biskop af Ratzeburg.I nærværende skrivelse forholder hansestædernes rådsudsendinge sig til kong Eriks brev af 11. juli, hvori han har erklæret, at han ikke vil acceptere hansestædernes rådsudsendinges og voldgiftsmænds krav om, at spørgsmålet om fredsbrud behandles først, idet det ifølge kong Erik strider imod retten. Hertil svarer hansestædernes rådsudsendinge, at de vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at afgøre, om spørgsmålet om de fredsbrud, som er blevet begået imod hansestæderne efter fredsaftalens indgåelse i Horsens 1432, skal behandles først eller ej. Endelig erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at begge parters voldgiftsmænd skal være dem mægtige til enten venskab eller ret.

Skrivelse fra kong Erik 7. af Pommern til hansestædernes og hans voldgiftsmænd, som deltager i forhandlingsmødet i Vordingborg.Heri meddeler kong Erik, at han af sine råder netop er blevet informeret om, at hansestædernes rådsudsendinge ønsker, at spørgsmålet om fredsbrud skal behandles først. Kong Erik mener imidlertid ikke, at han har begået fredsbrud imod hansestæderne, idet han hverken har taget noget fra dem eller beordret noget taget fra dem. Dog kan kong Erik godt forestille sig, at forbrydelserne imod hansestæderne er blevet begået af nogle af Stralsunds fjender, som på et tidligere tidspunkt har opholdt sig i kong Eriks riger. Disse folk, som altså er Stralsunds fjender, kan ifølge kong Erik have stjålet ting og sager fra folk fra hansestæderne, under påskud af at de pågældende ting og sager tilhørte folk fra Stralsund. Kong Erik har imidlertid ikke beordret disse forbryderiske folk til at gøre det, hvorfor han hævder, at hansestæderne ikke har ret til at anklage ham for at have begået fredsbrud af den årsag.Endvidere kræver kong Erik, at hansestæderne skal give ham det tilbage, som de har erobret fra ham, såfremt de vil anklage ham for at have taget noget fra dem. Såfremt de ikke vil give det, som de har erobret fra ham, tilbage, skal de yde ham en økonomisk kompensation for det erobrede.Endvidere mener kong Erik ikke, at hansestæderne har krav på kompensation fra ham, idet de skader, som måtte være blevet påført hansestæderne i fredsperioden, er blevet påført dem, mens de var i færd med at begå overgreb på ham, hans riger og folk, hvorfor de skader, som måtte være blevet påført hansestæderne i fredsperioden, således har været selvforskyldte.På denne baggrund håber kong Erik, at begge parters voldgiftsmænd her og nu kan træffe en retslig afgørelse i sagen, og i den forbindelse erklærer kong Erik, at begge parters voldgiftsmænd skal være ham mægtige til ret.Endelig erklærer kong Erik, at såfremt hansestædernes voldgiftsmænd afviser at træffe en retslig afgørelse i sagen, har han fuld tillid til, at hans egne voldgiftsmænd alligevel vil træffe en retslig afgørelse i sagen, eftersom det er hans opfattelse, at hans egne voldgiftsmænd er forpligtede over for ham til at træffe en retslig afgørelse i sagen.

Skrivelse fra hansestædernes rådsudsendinge, som deltager i forhandlingerne i Vordingborg, til kong Erik 7. af Pommerns og hansestædernes voldgiftsmænd.I nærværende skrivelse forholder hansestædernes rådsudsendinge sig til kong Eriks brev af 13. juli, hvori kongen bl.a. erklærer, at han ikke har begået fredsbrud imod hansestæderne, og at han ikke har erobret noget fra hansestæderne.Som svar på kong Eriks brev meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at fredsaftalen imellem kong Erik og hansestæderne, som blev indgået 22. august 1432 i Horsens, indeholder bestemmelser om en femårig fredsperiode, som hansestæderne hidtil har overholdt på enhver tænkelig måde. Imidlertid er der gentagne gange og på groveste vis blevet begået fredsbrud imod hansestæderne fra kong Eriks side inden for den nævnte fredsperiode. Hansestæderne har flere gange tidligere klaget over dette, hvilket imidlertid ikke har hjulpet. Desuden er hansestædernes rådsudsendinge i stand til at frembringe tydelige beviser på alle de store skader, som er blevet påført hansestæderne af kong Eriks side i fredsperioden, hvorfor de håber, at kong Erik vil sørge for, at de af hans folk, som har erobret noget fra hansestæderne, giver det erobrede tilbage til hansestæderne eller yder økonomisk erstatning til de skadelidte folk fra hansestæderne. Hansestædernes rådsudsendinge vil i den forbindelse gerne overbringe kong Erik deres anklageskrift specifikt omhandlende disse fredsbrud.Endvidere erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at hansestæderne gerne vil yde erstatning til kong Erik for de skader, som han måtte være blevet påført af hansestæderne inden for fredsperioden, såfremt han oplyser hansestæderne om disse skader. Dog kan hansestædernes rådsudsendinge ikke forestille sig, at kong Erik skulle være blevet påført skader af hansestæderne inden for fredsperioden, idet hansestæderne har overholdt bestemmelserne indeholdt i fredsaftalen fra Horsens til punkt og prikke.Endvidere erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at de vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse i sagen, hvad enten denne indebærer et venskabeligt forlig eller en retslig afgørelse.

Biskop Magnus af Hildesheim, hertugerne Bugislav og Barnim af Stettin og Heinrich, hertug af Mecklenburg, samt biskopperne Johann af Verden og Pardam af Ratzeburg erklærer, at striden imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar skal afgøres ved en voldgift på sankthansdag 1435, hvis en tidligere forhandling imellem parterne ikke fører til et forlig.

Bernhard Osenbrügge, Hans Kröpelins tjener, meddeler rådet i Danzig, at dalkarlene under Engelbrekt Engelbrektssons ledelse har til hensigt at fordrive kong Erik 7. af Pommern fra alle de tre nordiske riger og selv blive herrer i Sverige.

Tingsvidne af Sønder Gøs herredsting om hertug Adolf af Slesvigs skødning af sit gods og sine bønder i Ramsted til biskop Klaus af Slesvig.

Hertug Adolf af Slesvig bekræfter endnu en gang, at Bordesholm kloster er kommet i besiddelse af flere landsbyer.

Hertug Adolf af Slesvig meddeler Rudolf (v. Diepholz), biskop (af Utrecht), at han på biskoppens anmodning ikke vil gøre mere ved sagen om den ladning vin, som er blevet frarøvet hertugen af byen Kampen.

Rådet i Lübeck og de hanseatiske rådsudsendinge, som deltager i hansemødet i Lübeck, meddeler de preussiske stæder, at man vil sende to udsendinge til Danmark, nemlig hr. Johann Qwast, rådmand i Stettin, samt Nicolaus (Wrecht), rådsskriver i Danzig.

Det svenske rigsråd meddeler de vendiske hansestæder, hvorfor det har opsagt kong Erik 7. af Pommern huldskab og troskab.For det første har kong Erik svoret, at han ville elske Gud og den hellige kirke samt styrke kirken, men han har fordærvet kirken og kristendommen, idet han har ophøjet uhæderlige banditter - ja, allerhelst folk som foragtede Gud - til biskopper. Endvidere har han givet disse banditter biskoppens gejstlige magt, som om han var en pave, hvilket svarer til kætteri. Endvidere har han fordrevet lovformeligt valgte og af paven stadfæstede biskopper, og således undlader han at give agt på Gud, kirken, paven og konciliet.For det andet har kong Erik svoret, at han ville elske alle retfærdige, og at han ville bekæmpe al uret i de tre riger, men han har kun elsket og ophøjet dem, som kunne gøre mest uret. Dette gælder særligt for kongens fogeder og embedsmænd, som har brændt, dræbt og røvet uskyldige folk.For det tredje har kong Erik svoret, at han ville være forpligtet til at hjælpe sine tre riger, men han har kastet riget ned i evig trældom, eftersom han har givet riget bort til hertug Bugislav af Pommern og andre, som fører griffen i deres våben. På den måde har han frarøvet riget dets frie kongevalg, og han har med vilje og foragt forarmet riget. Han har også forarmet det svenske ridderskab med unyttige krige i udlandet, og han har ikke givet de svenske riddere kompensation for deres skader. Endvidere har han bebyrdet de svenske byer med uretmæssige forbud og uretmæssig told.For det fjerde har kong Erik svoret, at han ville lede sit rige med indenlandske og indfødte mænd og altså ikke med udenlandske mænd, men han har overdraget de fleste og bedste landområder og slotte til udenlandske mænd, selvom han ikke bevise på nogen som helst måde, at svenske mænd skulle have været ulydige eller utro mod ham.Endelig beder det svenske rigsråd om understøttelse imod kong Erik. Til gengæld for de vendiske hansestæders hjælp vil det svenske rigsråd afskaffe al uretmæssig beskatning og told.

Det svenske rigsråd meddeler højmesteren for Den Tyske Orden og de preussiske stæder, hvorfor det har opsagt kong Erik 7. af Pommern huldskab og troskab.For det første har kong Erik svoret, at han ville elske Gud og den hellige kirke samt styrke kirken, men han har fordærvet kirken og kristendommen, idet han har ophøjet uhæderlige banditter - ja, allerhelst folk som foragtede Gud - til biskopper. Endvidere har han givet disse banditter biskoppens gejstlige magt, som om han var en pave, hvilket svarer til kætteri. Endvidere har han fordrevet lovformeligt valgte og af paven stadfæstede biskopper, og således undlader han at give agt på Gud, kirken, paven og konciliet.For det andet har kong Erik svoret, at han ville elske alle retfærdige, og at han ville bekæmpe al uret i de tre riger, men han har kun elsket og ophøjet dem, som kunne gøre mest uret. Dette gælder særligt for kongens fogeder og embedsmænd, som har brændt, dræbt og røvet uskyldige folk.For det tredje har kong Erik svoret, at han ville være forpligtet til at hjælpe sine tre riger, men han har kastet riget ned i evig trældom, eftersom han har givet riget bort til hertug Bugislav af Pommern og andre, som fører griffen i deres våben. På den måde har han frarøvet riget dets frie kongevalg, og han har med vilje og foragt forarmet riget. Han har også forarmet det svenske ridderskab med unyttige krige i udlandet, og han har ikke givet de svenske riddere kompensation for deres skader. Endvidere har han bebyrdet de svenske byer med uretmæssige forbud og uretmæssig told.For det fjerde har kong Erik svoret, at han ville lede sit rige med indenlandske og indfødte mænd og altså ikke med udenlandske mænd, men han har overdraget de fleste og bedste landområder og slotte til udenlandske mænd, selvom han ikke bevise på nogen som helst måde, at svenske mænd skulle have været ulydige eller utro mod ham.Endelig beder det svenske rigsråd om understøttelse imod kong Erik. Til gengæld for højmesterens hjælp vil det svenske rigsråd afskaffe al uretmæssig beskatning og told.

Det svenske rigsråd meddeler den livlandske ordensmester og de livlandske stæder, hvorfor det har opsagt kong Erik 7. af Pommern huldskab og troskab.For det første har kong Erik svoret, at han ville elske Gud og den hellige kirke samt styrke kirken, men han har fordærvet kirken og kristendommen, idet han har ophøjet uhæderlige banditter - ja, allerhelst folk som foragtede Gud - til biskopper. Endvidere har han givet disse banditter biskoppens gejstlige magt, som om han var en pave, hvilket svarer til kætteri. Endvidere har han fordrevet lovformeligt valgte og af paven stadfæstede biskopper, og således undlader han at give agt på Gud, kirken, paven og konciliet.For det andet har kong Erik svoret, at han ville elske alle retfærdige, og at han ville bekæmpe al uret i de tre riger, men han har kun elsket og ophøjet dem, som kunne gøre mest uret. Dette gælder særligt for kongens fogeder og embedsmænd, som har brændt, dræbt og røvet uskyldige folk.For det tredje har kong Erik svoret, at han ville være forpligtet til at hjælpe sine tre riger, men han har kastet riget ned i evig trældom, eftersom han har givet riget bort til hertug Bugislav af Pommern og andre, som fører griffen i deres våben. På den måde har han frarøvet riget dets frie kongevalg, og han har med vilje og foragt forarmet riget. Han har også forarmet det svenske ridderskab med unyttige krige i udlandet, og han har ikke givet de svenske riddere kompensation for deres skader. Endvidere har han bebyrdet de svenske byer med uretmæssige forbud og uretmæssig told.For det fjerde har kong Erik svoret, at han ville lede sit rige med indenlandske og indfødte mænd og altså ikke med udenlandske mænd, men han har overdraget de fleste og bedste landområder og slotte til udenlandske mænd, selvom han ikke bevise på nogen som helst måde, at svenske mænd skulle have været ulydige eller utro mod ham.Endelig beder det svenske rigsråd om understøttelse imod kong Erik. Til gengæld for den livlandske ordensmesters hjælp vil det svenske rigsråd afskaffe al uretmæssig beskatning og told.

Heinrich Vorraths beretning om de hanseatiske udsendinges forhandlinger i Nederlandene, hvor de bl.a. klagede over den skade, som nederlænderne havde tilføjet både de hansestæder, som deltog i krigen mod kong Erik 7. af Pommern, og de mange preussiske og livlandske stæder, som ikke deltog i den pågældende krig.

Knut (Bosson (Natt och Dag)), biskop i Linköping, samt ridderne Nils Erengislesson (Hammersta) og Bo Stensson (Natt och Dag) opfordrer på det svenske rigsråds vegne højmesteren for Den Tyske Orden til at hjælpe dem imod kong Erik 7. af Pommerns vold og uret.

Fru Grethe (Henriksdatter (Brokdorf)) af Løgismose, enke efter Jens Pedersen ((Panter) af Løgismose), erklærer at skylde hr. Henneke Wittekop (Krummedige) til Sandholt 26 lybske mark sølvpenge.For dette beløb har fru Grethe pantsat sin gård i Sønder Broby til Henneke Wittekop. Såfremt fru Grethe ønsker at indfri pantet, skal det offentliggøres på Sallinge herredsting.

Skipper Paul Beermann, som har lidt skibbrud ud for Sandvig, skænker Åge Nielsen (Sparre), foged på Bornholm, halvdelen af det strandede gods fra skibet, som Åge Nielsens mænd har formået at bjerge.

Rådet i Lübeck meddeler rådet i Danzig, at man på mødet med kong Erik 7. af Pommern i Haderslev er nået til enighed om forskellige artikler, der forhåbentlig vil kunne afslutte krigen.

Flore Båd, enke efter Magnus Båd (foged på Gottorp), skænker 40 lybske mark til Hellig Trefoldighedsbroderskabet og domkirken i Slesvig og pantsætter til sikkerhed derfor et bol i Esmark i Satrup sogn i Angel.

Skipper Hans Sume, som har lidt skibbrud ud for Bornholm, skænker Åge Nielsen (Sparre), høvedsmand på Bornholm, halvdelen af det gods, som Åge Nielsens folk er i stand til at bjerge fra skibet.

Rådet i Lübeck udsteder en vidisse af hertug Adolf 8. af Slesvigs privilegium til folkene på Femern af 12. marts 1424.

Skrå for Vor Frue gilde, også kaldet Elendelavet, i Odense til opretholdelse af en evig messe i Sankt Albani kirke.Skråen indeholder følgende punkter:1) Lavet skal indeholde 30 par lavsbrødre og -søstre. Ethvert par, som bliver medlem af dette lav for deres sjæls saligheds skyld, skal give lavet fem lybske mark til forbedring af lavets messe og fire mark voks.2) Når en lavsbroder eller -søster dør ud af lavet, skal enhver lavsbroder og -søster give en lybsk mark til lavet.3) Disse førskrevne beløb skal investeres i fast ejendom, og af den rente, som kommer heraf, skal man aflønne lavets præst. Man skal ikke aflønne lavets præst af lavets hovedstol.4) Lavets præst skal have 16 lybske mark. Endvidere skal man forsøge, om man kan nå til enighed med præsten om at holde flere gudstjenester for det pågældende beløb til lavets forbedring.5) Lavets præst skal have bolig ved kirken, og vedkommende må ikke have et andet vikariat.6) Når lavet får en præst, som vil forbedre vikariatet eller gudstjenesten, skal den pågældende præst bruge den rente, som lavet benytter hertil, i resten af sit liv.7) Af det førskrevne voks skal man holde fire gode lys til messeafholdelsen. Bliver der mere voks tilbage, skal man af det holde seks gode lys til den lysekrone, som hænger over Vor kære Frues alter.8) Når en lavsbroder eller -søster dør ud af lavet, skal oldermændene lade holde en vigilie med otte ærbare præster for afdøde. Alle lavsbrødre og -søstre skal deltage i denne vigilie. Gør man ikke det, skal man betale en mark voks i bøde til lavet. Endvidere skal enhver lavsbroder og -søster ofre en penning til sjælemesse for afdøde. Gør man ikke det, skal man betale en mark voks i bøde til lavet. Endelig skal alle lavsbrødre og -søstre følge afdøde til graven. Gør man ikke det, skal man betale en mark voks i bøde til lavet.9) Det førskrevne punkt gælder også, hvis lavsbroderen eller -søsteren skulle dø i udlandet.10) Såfremt en person ønsker at indtræde i lavet, skal oldermændene og seks lavsbrødre vurdere, om vedkommende kan tjene til lavets nytte.11) Såfremt en lavsbroder bliver gift med en ærbar kvinde, som ikke er medlem af lavet, skal hun som udgangspunkt ikke være fuldgyldigt medlem af lavet, sålænge medlemstallet er fuldt. Først når et andet medlem dør, kan hun indtræde som fuldgyldigt medlem af lavet. Denne regel gælder også, såfremt en lavssøster gifter sig med en mand, som ikke er medlem af lavet. Endvidere må de ikke deltage i lavsmøder med bespisning, medmindre de får en særlig indbydelse, men de skal deltage i vigilierne, messerne og deslige.12) Såfremt mere end en lavsbroder eller -søster har giftet sig med en person, som ikke er medlem af lavet, bliver den person, som har ventet længst, først medlem af lavet. Den person, som sidst bliver medlem af lavet, skal love lavsbrødrene og -søstrene at betale en mark voks.13) To par skal stå for bespisningen af lavet én gang om året. Disse lavsmøder skal afholdes om mandagen efter Kristi legemsfest, og de to par skal vide det et år i forvejen. De to par skal sørge for godt øl, godt brød, skinke, to friske retter og steg til alle lavsmedlemmerne, men ikke flæsk. Det skal være op til de to par, om de vil forbedre denne bespisning.14) De, som sørger for bespisningen, må ikke indbyde flere gæster end to par, når man ser bort fra de andre lavsbrødre og -søstre. Indbyder de flere end to par gæster, skal de betale et halvt pund voks i bøde til lavet.15) Såfremt det drikkelige eller det spiselige, det være sig øllet, brødet eller maden, som de udpegede lavsmedlemmer sørger for, ikke er så godt, som det burde være, skal de andre lavsmedlemmer ikke påtale dette. Gør et lavsmedlem det, skal vedkommende betale en mark voks i bøde til lavet. Derimod skal man lade den person, som har serveret det dårlige øl eller den dårlige mad for de andre lavsmedlemmer, indkalde for oldermændene. Endvidere skal man udpege otte lavsmedlemmer, og disse skal da i fællesskab med oldermændene bestemme bødens størrelse.16) Såfremt et lavsmedlem under et lavsmøde drikker så meget, at vedkommende må gå ud og kaste op for derefter at vende tilbage til lavsmødet for at drikke igen, skal vedkommende betale et halvt pund voks eller holde sig helt væk fra lavet.17) Alle de, som følger efter de nuværende medlemmer, skal vælge fire fremmede hæderlige mænd, som skal have indgående kendskab til dette lav, lavets messer, vigilier og gudstjenester, således som Gud har indgående kendskab til deres sjæl.18) Alle lavsbrødre og -søstre skal deltage i lavets vigilie søndag aften, og når lavets vigilie er tilendebragt, skal lavsbrødrene og -søstrene gå hen til dem, hos hvem bespisningen af lavet finder sted. Til denne bespisning skal lavsmedlemmerne drikke øl. Om mandagen skal lavsmedlemmerne holde messe for Jomfru Maria, og her skal de ofre en penning. Endvidere skal lavets præst udtale mindeord over de lavsbrødre og -søstre, som er døde.19) Såfremt nogle af lavsbrødrene kommer op at skændes, skal man bringe sagen for lavets oldermænd. Såfremt en af de stridende parter ikke ønsker at acceptere oldermændenes afgørelse, skal vedkommende betale et halvt pund voks i bøde til lavet eller holde sig væk fra lavet.20) Såfremt en lavsbroder slår en anden lavsbroder, skal vedkommende betale et pund voks i bøde til lavet eller holde sig væk fra lavet.21) Såfremt en lavsbroder beviseligt taler ilde om en anden lavsbroder, skal vedkommende betale seks mark voks i bøde til lavet.22) Såfremt en lavsbroder, som er blevet indkaldt til at møde for oldermændene, ikke møder op, skal vedkommende betale en mark voks i bøde til lavet, medmindre vedkommende har lovligt forfald.23) Oldermændene skal have magt til at vælge en ærbar og hæderlig præst. Skulle det ske, at han ikke vil gøre fuld tjeneste, skal oldermændene have magt til at afsætte vedkommende og ansætte en anden, som gør det fuldt ud og ikke uddelegerer arbejdet til andre, således som det er tilfældet med andre vikariater.24) Såfremt en fremmed mand eller kvinde kommer til denne by og får brug for hjælp af lavet, skal oldermændene afgøre, hvad der skal ske.25) Oldermændene skal gøre regnskab over for lavet, når der har været afholdt lavsmøder.26) Alle lavsbrødre og -søstre skal følge de regler, som er nævnt i denne skrå.

Hertug Adolf af Slesvig bekræfter Slesvig domkirkes privilegier.

Sognevidne af Svavsted sognestævne om en skødning foretaget af Klaus Dyck, eksekutor af Bo Rigs testamente, af dennes gods i Svavsted sogn til fogeden på Svavsted på biskop Klaus af Slesvigs vegne.

Kong Erik 7. af Pommern giver frit lejde til de holstenske og hanseatiske udsendinge, som skal komme til fredsmødet i Haderslev.

Hans Kröpelin, foged i Stockholm, anmoder højmesteren for den Tyske Orden, Paul von Rusdorf, om at tage ridder Bo Stenssons søn, Sven Bosson, i sin tjeneste. Eftersom det imidlertid er umuligt for Kröpelin at berette om den seneste udvikling i de tre riger skriftligt, vil hans bror, komturen af Althaus, ved navn Heinrich Rowerdere, som fører Stenssons søn med sig til højmesteren, berette mere indgående om sagernes stilling i de tre riger, når han er kommet frem.

Hertug Adolf af Slesvig stadfæster, at Volmer Hartvigsen Rantzau (til Kühren) har solgt sin andel af Lanker See til klostret i Pretz.

Kong Erik takker højmesteren for den Tyske Orden, Paul von Rusdorf, fordi han har sendt komturen af Althaus til kong Erik. Endvidere meddeler Kong Erik, at han vil holde et møde med sine svenske undersåtter i Stockholm på sankt Olufs dag, dvs. den 29. juli, for at indgå et forlig med de svenske undersåtter. Kong Erik anmoder i den forbindelse højmesteren om at sende en ordensherre samt en retslærd i gejstlig og/eller verdslig ret til dette møde. Endelig beder kong Erik højmesteren om skriftligt at bede ordensmesteren i Livland om ligeledes at sende en ordensherre til mødet.

Det svenske rigsråd meddeler Lübeck, at rigsmødet i Uppsala er villigt til at fuldbyrde den forligsaftale, som er blevet forhandlet mellem kong Erik og det svenske rigsråd i Halmstad 3. maj 1435, såfremt kong Erik på enhver måde vil lade svenskerne nyde deres rettigheder og deres gamle privilegier. Dog frygter det svenske rigsråd, at kong Erik ikke vil holde sig til aftalen, eftersom Stockholm til stor ulempe for det svenske rige er blevet befæstet, og eftersom kong Erik har i sinde at komme til Stockholm med en stor styrke til sankt Olufs dag, dvs. 29. juli. Derfor beder det svenske rigsråd Lübeck om at komme det svenske rigsråd til hjælp, såfremt der skulle ske overgreb mod det. Endvidere meddeler det svenske rigsråd Lübeck, at enhver, som vil sejle fra de tyske lande med deres varer, skal være velkommen alle de steder i Sverige, hvor svenske mænd råder, og at de dér skal være fritaget for told og andre byrder. Endelig beder det svenske rigsråd Lübeck om at meddele indholdet af brevet til alle de andre hansestæder.

Det svenske rigsråd meddeler Reval, at rigsmødet i Uppsala er villigt til at fuldbyrde den forligsaftale, som er blevet forhandlet mellem kong Erik og det svenske rigsråd i Halmstad 3. maj 1435, såfremt kong Erik på enhver måde vil lade svenskerne nyde deres rettigheder og deres gamle privilegier. Dog frygter det svenske rigsråd, at kong Erik ikke vil holde sig til aftalen, eftersom Stockholm til stor ulempe for det svenske rige er blevet befæstet, og eftersom kong Erik har i sinde at komme til Stockholm med en stor styrke til sankt Olufs dag, dvs. 29. juli. Derfor beder det svenske rigsråd Reval om at komme det svenske rigsråd til hjælp, såfremt der skulle ske overgreb mod det. Endvidere meddeler det svenske rigsråd Reval, at enhver, som vil sejle fra de tyske lande med deres varer, skal være velkommen alle de steder i Sverige, hvor svenske mænd råder, og at de dér skal være fritaget for told og andre byrder. Endelig beder det svenske rigsråd Reval om at meddele indholdet af brevet til alle de andre livlandske stæder.

Anders Iversen (Rosenkrantz), væbner, og dennes hustru, Ode, pantsætter alt deres gods i landsbyerne Satrup, Gammelby, Fladsby, Kalleby og Stenbjerg i Satrupholm, Gammelbygård og Oksager samt hele landsbyen Vinderød beliggende i sognet Sørup til biskop Nicolaus af Slesvig for 1600 mark lybsk. Såfremt Anders Iversen eller dennes hustru ønsker at indløse deres besiddelser og gods, eller såfremt biskop Nicolaus vil have sine 1600 mark tilbage, skal den ene part bekendtgøre indløsningen for den anden part inden sankthans. Derefter er Anders Iversen og dennes hustru forpligtet til at tilbagebetale de 1600 mark til biskop Nicolaus til førstkommende mortensdag. Skulle det imidlertid ske, at Anders Iversen og dennes hustru krævede pantet indløst over for biskop Nicolaus i overensstemmelse med den fastsatte procedure uden at tilbagebetale de 1600 mark, så skal Anders Iversen og dennes hustrus gods og besiddelser tilhøre biskop Nicolaus og dennes arvinger til evig tid.

Kong Erik bekendtgør at have indgået fred med grev Adolf af Holsten.

Kong Erik likviderer forbundet af 15. juni 1423.

Hertug Adolf af Slesvig fritager Mathias Voruppedenwech, som nu har slået sig ned i Husum, for skatter af hans ejendomme.

Kong Erik 7. af Pommern bekendtgør at have indgået fred med stæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar.

Stæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar bekendtgør at have indgået fred med kong Erik.

Lübeck, Lüneburg og Wismar likviderer traktaten af 15. juni 1423 med kong Erik.

Krister Nilsson (Vasa), høvedsmand på Viborg slot, meddeler rådet i Reval, at sørøvere har stjålet russisk gods langs den finske bugt, og at man i Stockholm har beslaglagt gods, som efter alt at dømme tilhører russerne. Krister Nilsson beder derfor rådet i Reval om at fortælle dette til de russere, som opholder sig i Reval.Endvidere ønsker Krister Nilsson at få oplyst af rådet i Reval, om russerne vil bevare freden med kong Erik af Pommerns riger.Endelig meddeler Krister Nilsson, at han håber, at der nu vil komme en god ordning mellem kong Erik og det svenske rige.